Demonstration i Argentina
Foto: Enfoque Rojo. Ved en demonstration den 12. juni 2024 mod præsident Javier Mileis regering blev mere end 600 mennesker såret og 35 tilbageholdt.

International Solidaritet Stop undertrykkelsen i Argentina

NOAH står i solidaritet med de folkelige bevægelser i Argentina, der i forbindelse med en demonstration den 12. juni mod præsident Javier Mileis regering blev udsat for voldelig behandling af politiet og sikkerhedsstyrker.

23. august 2024 · Kl. 11:11 Nyhed

Mere end 600 mennesker blev såret og 35 blev tilbageholdt i forbindelse med demonstrationen imod Javier Mileis regering. Fire af disse mennesker er fortsat tilbageholdt i højsikkerhedsfængsler, arresteret og fængslet for at have udøvet deres grundlovssikrede ret til at demonstrere.

Vi kræver, at de fængslede løslades med det samme, at den argentinske stat stopper volden mod og kriminaliseringen af demonstranter. Det er dybt bekymrende, at den argentinske stat ikke respekterer borgernes grundlæggende demokratiske ret til at demonstrere. 

Antiprotestprotokol, repressive love, fattigdom og tortur

Demonstrationen blev afholdt efter seks måneder med Javier Mileis ekstremt højreorienterede regering. Siden Milei indtog præsidentposten er fattigdommen øget i Argentina, og i dag lever 55 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og 17,5 % lever i ekstrem fattigdom. Der er konstante angreb på arbejdere gennem stadig svækkelse af arbejdstagerrettigheder og indføring af love og dekreter, som svækker det argentinske folks rettigheder på en række områder. Mileis regering har blandt andet nedlagt ministerierne for sundhed, uddannelse,  kultur og arbejdsforhold, ministeriet for miljø og bæredygtig udvikling og det tidligere ministerium for kvinder, køn og mangfoldighed er blevet erstattet af et ministerium for “menneskelig kapital”. 

Desuden forsøger Mileis regering at give præsidenten ekstra beføjelser til blandt andet at deregulere udvindingssektoren og dermed give transnationale selskaber frie tøjler til at drive rovdrift på Argentinas naturressourcer. Regeringen har blandt andet indført en “incitamentsordning for store investeringer” rettet mod landbrugsindustrien, infrastruktur, minedrift, skovbrug, gas og olie, som styrker virksomhedernes rettigheder til ressourceudvinding. Samtidig har regeringen ophævet love, der beskytter gletsjere og oprindelige skove.

Tierra Nativa, NOAHs søsterorganisation i Argentina, fortæller om hvordan Mileis politikker rammer allerede udsatte grupper i samfundet, mens udenlandsk kapital får frie tøjler til at investere i ødelæggende udvindingsprojekter:

- I de første måneder af Mileis regering har vi mærket, hvordan konsekvenserne af neoliberale politikker direkte påvirker civilsamfundet og arbejderklassen. I de seneste uger er "Ministeriet for Deregulering og Transformation af Staten" blevet oprettet ved dekret. Det er et organ, der fokuserer sit arbejde på at "reducere de offentlige udgifter". Det betyder hundredvis af afskedigelser i staten, lukninger og drastiske budgetreduktioner i statslige instanser blandt andet indenfor sundhed, kultur, uddannelse og ligestilling. Derudover har regeringen fjernet subsidier til transport og mange andre basale tjenester, hvilket har ført til helt uoverkommelige priser for almindelige argentinere, fortæller Tierra Nativa. 

I december 2023 indførte regeringen et nyt regelsæt, den såkaldte “antiprotestprotokol”, der tillader politiet at slå ned på deltagere i protester eller optog, der forårsager enhver form for vejblokade. I tillæg dertil blev der vedtaget lovgivning, der begrænser retten til at demonstrere. FN’s specialrapportør for menneskerettigheder har kritiseret både antiprotestprotokollen og andre love for at være brud på internationale menneskerettighedstraktater, som Argentina har underskrevet, og bedt regeringen om at revidere lovene.

Det var med antiprotestprotokollen i ryggen at demonstrationen den 12. juni blev afbrudt. Mens hemmelige agenter skabte uro, gik de væbnede styrker til angreb på demonstranterne med vandkanoner, gummikugler og peberspray og tilbageholdt folk vilkårligt. De tilbageholdte beskrev efter løsladelsen, at de var blevet udsat for mishandling i fængslet, blandt andet udsat for peberspray, slag og tvungen afklædning. Dertil kommer, at de står over for anklager om terrorisme og forsøg på statskup. Retsvæsenets nye måde at handle på skaber en alvorlig præcedens for fremtidige mobiliseringer; retsforfølgelsen af demonstranter markerer en farlig intensivering af kriminaliseringen af protester og bringer hele det demokratiske system i fare. Torturen af de politiske fanger er i strid med internationale konventioner, som Argentina har underskrevet. 

Tierra Nativa fortæller: 

- Sociale-, miljø- og menneskerettighedsbevægelser fra hele landet tager afstand fra regeringens undertrykkelse af befolkningen, og vi er på vagt og mobiliserer for at kræve øjeblikkelig løsladelse af alle de tilbageholdte, som ikke kun er blevet fængslet, men også har været udsat for enorm mishandling.

Øget undertrykkelse i Argentina for at slå folkelige bevægelser ud

Mens undertrykkelse af fredelige demonstrationer er en del af den nye regerings måde at arbejde på, markerer anklagerne om oprørske og terroristiske planer et kritisk vendepunkt i Argentinas demokrati. Det er en bekymrende udvikling, der indikerer, at de, der mobiliserer og demonstrerer, ikke længere har rettigheder eller garantier. Dette afslører optrapningen af den økonomiske, symbolske og politiske vold, som har fundet sted i Argentina siden Mileis indsættelse i december 2023, i stadig stigende grad og uden afbrydelse. De tilbageholdte er studerende, arbejdere og sociale aktivister. Dette sker i tillæg til systematisk stigmatisering af  sociale bevægelser i medierne og suspendering af subsidierede fødevarer til folkekøkkener. 

I tillæg til de udemokratiske love der er indført og statsvolden mod demonstranter, fortæller Tierra Nativa at regeringen forsøger at censurere samfundsdebatten, noget der giver uhyggelige associationer til det diktatoriske styre landet var underlagt fra 1976-1983. 

- I tillæg til at lukke de offentlige medier, har regeringen censureret indhold der kritiserer militærdiktaturet, eller fremmer LGBT+-personers rettigheder, fortæller Tierra Nativa. 

- Vi står over for et scenarie, hvor vores rettigheder er på spil. Regeringen indfører neokoloniale politikker, der udnytter naturen og mennesker, og fratager folk rettigheder, alt under dække af at skabe økonomisk vækst.

International solidaritet 

Verden over har regeringer, organisationer og bevægelser offentligt afvist Javier Mileis umenneskelige politik. Der blev for nylig afholdt demonstrationer i Spanien og Tyskland under Mileis besøg der, hvor han rejste med argentinsk statsfinansiering for at støtte højreorienterede bevægelser i disse lande. 

Sociale bevægelser i Argentina er i alarmberedskab. Vi opfordrer andre organisationer og det internationale samfund til at udvise internationalistisk solidaritet og kræve øjeblikkelig løsladelse og frafald af anklager for alle de tilbageholdte. Vi kræver også et øjeblikkeligt stop for statslig vold, respekt for demokratiet og et stop for kriminaliseringen af protester. 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!