Etikrapport: Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv

Rullende forvaltning kan være løsningen på deponeringen af atomaffaldet fra Risø på kort og mellemlangt sigt

24. oktober 2014 · Kl. 10:00 Pressemeddelelse

NOAHs forlag udgiver i dag en rapport – Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv – der behandler de etiske aspekter ved et slutdepot for lav- og mellemaktivt atomaffald fra Risø. Slutdepotet underkastes for øjeblikket en strategisk miljøvurdering og Folketinget forventes i begyndelsen af det nye år at afgøre, om det skal bygges i overensstemmelse med det nuværende forslag, der enten resulterer i et terrænnært slutdepot eller mellemdyb deponering.

Etikrapporten er en del af baggrundsmaterialet for en kronik, der blev offentliggjort tidligere på måneden i dagbladet Politiken. Kronikken er skrevet af medlemmerne af en bredt sammensat studiekreds, der gennem længere tid har undersøgt og diskuteret atomaffaldsproblematik. Blandt disse er de fire forfattere til etikrapporten.

Rapporten forsøger at udstikke rammerne for en atomaffaldsetik, der er baseret på en række miljø-, risiko-, fremtids- og teknologietiske overvejelser. Et af dens hovedbudskaber er, at atomaffaldsdeponeringen i den foreliggende situation bør baseres på såkaldt ”rullende forvaltning” – et begreb, der er kendt i udlandet, men som her introduceres for første gang i en dansk sammenhæng.

Palle Bendsen fra NOAHs Urangruppe udtaler:

”Kritik fra udenlandske ekspertorganisationer har peget på, at det slutdepotkoncept, som de danske myndigheder satser på, ikke formår at holde atomaffaldet væk fra miljøet en gang for alle. I stedet har vi brug for en såkaldt rullende forvaltning, der sikrer overvågning og vedligeholdelse af atomaffaldet, så ansvaret herfor overføres fra generation til generation. Det vil også give mulighed for at tage affaldet under behandling igen og eventuelt ompakke det”.

Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi udtaler:

”I den situation, vi står i lige for øjeblikket, kan rullende forvaltning ikke forenes med et slutdepot, kun med et moderne mellemlager som i Holland, hvor atomaffaldet opbevares under betryggende forhold i en kortere eller længere periode. Først når der foreligger tilstrækkelig viden om, hvordan det kan opbevares fuldstændigt sikkert, kan vi begynde at overveje andre løsninger som et slutdepot. Men der kan gå en vis tid, før det sker”.

Link til etikrapport

Link til NOAHs hjemmeside om atomaffald og etik: http://noah.dk/atomaffald-og-etik/

Link til kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2417772/radioaktivt-affald-er-ogsaa-et-etisk-problem/

Link til NOAHs Urangruppe

Short chronology of the Danish decision-making process for the future management of nuclear waste (fra 13. marts 2003 til 3. juli 2014)

For nærmere oplysninger, kontakt:

For NOAHs Urangruppe: Palle Bendsen, tlf.: 30 13 76 95, e-mail: pnb(at)mail.dk eller Anne Albinus, tlf.: 27 42 29 64, e-mail: annealbinus(at)hotmail.com eller Niels Henrik Hooge, tlf.: 21 83 79 94, e-mail: nielshenrikhooge(at)yahoo.dk

Hjemmeside: www.noah.dk/urangruppe

For VedvarendeEnergi: Hans Pedersen, tlf.: 51 92 24 14, pedersen(at)ve.dk

Hjemmeside: www.ve.dk

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!