Tema: Klima overordnet

Klima og vækst

NOAH ønsker, at modsætningsforholdet mellem vækst og klima bliver tydeligt formuleret i debatten og af politiske partier - og der tages konkret handling for økonomisk modvækst i Danmark, målt i forbrug af materielle ressourcer og energi.

“For at løse klimakrisen skal vi leve gode liv uden materialistisk overflod. Men vores økonomiske system er dybt afhængigt af vækst, der kun er til gavn for de rigeste i samfundet.”

Nikolaj Kornbech 

Baggrund

Vi beskrev indledningsvis den store udfordring, vi står overfor, når global retfærdighed og historiske udledninger tages i betragtning. Som et af de lande med det højeste klimaaftryk - både historisk og i dag - bør vi have standset alle udledninger før 2030. Det lyder urealistisk - og er det måske også - men det må i det mindste være en øjenåbner i forhold til, at vi ikke kan planlægge ud fra fortsat vækst.

Et opgør med vækstøkonomien og nye pejlemærker for fremtiden er nødvendige. NOAH mener ikke, det er tilstrækkeligt blot at standse væksten. Vi skal skabe et nyt økonomisk projekt, hvor vi ikke knokler år efter år for at skabe mere vækst. I stedet skal vi give mere plads til det, som den økonomiske vækst truer: natur, miljø, fællesskab og leg. Uden vækst kan vi i stedet arbejde målrettet for at sænke mængden af ressourcer og energi i vores økonomiske kredsløb. Det er det, vi kalder modvækst.

Hvorfor økonomisk vækst og bæredygtighed ikke kan følges ad

Der findes mange studier, der viser, at man til en vis grad kan afkoble den økonomiske vækst fra vækst i energi- og ressourceforbrug - såkaldt afkobling. Men i praksis fører det nærmest aldrig til en reduktion af det samlede forbrug: man sparer måske ressourcer på fremstillingen af den enkelte ting, men samtidig fremstilles der mange flere eksemplarer af den pågældende ting. Mobiltelefoner er et godt eksempel.

Hvis de nødvendige reduktioner skal opnås sideløbende med en årlig vækst, så skal de enkelte produkter og serviceydelser fremstilles langt mere effektivt end det realistisk er muligt.

Hvis vi ikke skal bruge en uforholdsmæssig stor del af de globale ressourcer, vil det som minimum være nødvendigt, at vi skærer vores samlede forbrug af ikke-genbrugte ressourcer ned til en tiendedel. Samtidig har væksten i Danmark i de senere år ligget tæt på 2%.Hvis vi over 50 år skal begrænse vores ressourceforbrug til en tiendedel, samtidigt med, at vores økonomi vokser med  2 % om året, så skal ressourceforbruget  for de enkelte produkter og services i gennemsnit reduceres med mere end 96 % over samme periode, altså have et ressourceforbrug, der er 27 gange mere effektivt end nu. Dette kan næppe opnås alene gennem øget genbrug og recirkulering af ressourcer.

I forhold til energiforbruget betyder afkobling, at energiforbruget ikke er øget, selv om der har været økonomisk vækst. I Danmark har energiforbruget været ganske let faldende siden 1990, og der har således været en absolut afkobling. Dette kan til dels tilskrives at udnyttelsen af energi er blevet mere effektiv. Det skyldes dog også, at meget af den energitunge industri er flyttet ud af landet. Vi forbruger dog stadig disse energitunge varer og har derfor outsourcet vores udledninger til nyere industrilande, hovedsageligt i Øst- og Sydøstasien.

I de senere år er det danske energiforbrug desværre begyndt at stige lidt igen, men har ikke nået niveauet fra 1990. Emissionerne fra energiforsyningen er på papiret faldet noget mere. En stor del af faldet i emissioner kan dog tilskrives det faktum, at afbrænding af biomasse fejlagtigt regnes som CO2-frit.

De nævnte eksempler understreger nogle af problemerne med forestillingen om ‛grøn vækst’:

Afkoblingen mellem vækst og ressourceforbrug er sjældent absolut, men kun relativ: ressourceforbrug og emissioner stiger stadigt samlet set. Er der absolut afkobling mellem vækst og energiforbrug, skyldes det næsten altid, at vi har outsourcet produktion og dermed energiforbrug og emissioner. I tilfældet, hvor vi kan tale om afkobling mellem energiforbrug og emissioner, skyldes det, at man udnytter et hul i den måde, de internationale klimaforpligtelser opgøres på (læs om det her).

Hvad skal der gøres?

Det er nødvendigt, at vi både skal producere mere effektivt og forbruge mindre. Effektiviseringer kan ikke få os i mål alene, og en effektiv produktion må derfor gå hånd i hånd med et reduceret offentligt og individuelt ressourceforbrug. Når det gælder det offentlige forbrug, må beslutninger træffes ud fra grundige overvejelser om, hvad der tilgodeser klima og miljø — og hvad der trækker i modsat retning. Særligt investeringer i infrastruktur til energi og transport risikerer at låse os fast i klima- og miljøbelastende adfærd mange år ud i fremtiden, hvis vi ikke tænker os om.

Et opgør med væksten kræver bl.a.:

Politiske tiltag, der det gør nemmere at arbejde mindre. Højere skatter på de rigeste indkomster og kapital, der kan omfordele den velstand, vi allerede har.

 

Grundlæggende skal modvækst skabes ved, at vi veksler vores stressede arbejdsliv ud med mere tid — tid til hinanden og tid til at gøre tingene mere hensigtsmæssigt. Det kan du læse mere i bogen Modvækst - omstilling til fremtiden, der er gratis tilgængelig her.

  • En indkomst, der sikrer et værdigt liv for alle — også dem, som ikke har lønnet arbejde.
  • Lofter over forbrug af materielle ressourcer og energi, som gradvist sænkes.
  • At vi understøtter og giver plads til eksperimenter, så modvæksten kan skabes fra neden—i økosamfund, i permakulturhaver, i genopblomstrende småvirksomheder og meget mere.
Hvad mener partierne?

De fleste af partierne bekender sig til et ønske om økonomisk vækst - vores nuværende VLAK-regering mener endda ligefrem, at vi skal have vækst for at kunne gennemføre en grøn omstilling. Dette er ren nonsens.

NOAH ser det derfor som positive skridt fremad, at partier som Enhedslisten, SF og Alternativet i en eller anden udstrækning har sat det på dagsordenen at diskutere behovet for at tænke i nye baner. Vi synes dog ikke, at partierne ikke går tilstrækkeligt langt.

Alternativet skriver eksplicit i sit partiprogram, at den økonomiske politik ikke skal fremme væksten, som vi kender den i dag, men derimod en grøn omstilling af vores samfund. Partiet vil arbejde efter et nyt vækstbegreb, der sætter bæredygtighed i centrum. “Vækst skal ikke handle om evnen og viljen til øget produktion og forbrug, men om vores mulighed for at udvikle samfundet til det bedre. Det skal handle om bedre menneskelig trivsel, mere livsglæde og større miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.”

Enhedslisten skriver i sit principprogram, at vækstøkonomien ikke er økologisk bæredygtig, og at det forbrug af naturressourcer og belastning af naturgrundlag, som verdens rige lande har i dag, overstiger naturens bæreevne. “Det er ikke muligt at afkoble vækst i ressourceforbrug og miljøbelastning fra den økonomiske vækst. Satsningen på “grøn vækst” har til formål at skabe nye, profitable markeder og undgå det nødvendige opgør med den globale vækstøkonomi.”

Både Alternativet og Enhedslisten har endvidere foreslået en 30-timers arbejdsuge. Begge partier foreslår konkret, at lønmodtagere skal gives mulighed for at omsætte kommende lønstigninger til kortere arbejdstid. Selv om det ikke er noget radikalt brud med væksten, så er det skridt i den rigtige retning.

I bogen ”Oprør for fremtiden. Manifest for frihed og fællesskab - midt i en tech-tid” foreslår de to forfattere, SF'erne Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermann, bl.a. en 25 timers arbejdsuge som et af svarene på robotternes indtog, men også som et svar på klima- og miljøkrisen.

Også Socialdemokratiet kan med deres udspil om nedsat pensionsalder for særlige befolkningsgrupper måske siges at tage et skridt i retning af kortere arbejdstid.

Alternativet, Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF har alle meldt ud, at de ikke ønsker at sænke det samlede skatteniveau yderligere. Fra et modvækstperspektiv er dette gavnligt, da en større omfordeling af vores velstand gør et opgør med økonomisk vækst nemmere og mere retfærdigt.