REDD+ er FN’s program til at reducere udledninger fra afskovning og skovødelæggelse i udviklingslande. Men programmet virker ikke, der skaber derimod en lang række problemer.

Ved afskovning konverteres det CO2, der ikke udledes, til kreditter, som sælges til virksomheder og regeringer, som har brug for at mindske deres udledninger. Til gengæld modtager landene, som har bevaret skoven, penge for kreditterne. Samtidig inkluderes biodiversitet i stigende grad i REDD+.

 

Ideen bag REDD+ er at bibeholde skov eller i det mindste forvalte skov, så CO2 fortsat lagres. Der udledes altså ikke mindre, der er i stedet tale om CO2, som man ville have forventet blev udledt. Denne idé om forventede udledninger er problematisk, og der opstår et additionalitetsproblem. Samtidig mangler der regler, som sikrer, at der faktisk forekommer mindre afskovning end forventet, hvilket er meget svært at bevise. REDD+-projekter har derfor også haft meget svært ved at bevise deres additionalitet, hvilket betyder, at pengene går til plantager og initiativer, der ville være gennemført alligevel. Der er desuden et problem med lækage. Når REDD+-projekter forhindrer afskovning ét sted, stiger priserne på produkter, hvilket øger udnyttelsen af skov andre steder. Vurderinger af nuværende projekter viser lækageniveauer på 100 % eller mere, hvor indkomst fra REDD+ desuden bruges på at købe nyt land, som medfører indirekte ændret arealanvendelse. Overordnet beror REDD+ på en antagelse om, at skove vil blive afskovet. Desuden anses plantager som skove.

 

Samtidig er REDD+ tvivlsomt socialt set, da det afgøres, hvem der ejer skoven, gennem vestlige forståelser om privat ejendomsret, og beror på, at nogle har ret til at blive kompenseret for ikkebrugen over andre. Samtidig tillader det rigere lande, som har udledt og udleder flest drivhusgasser, at blive ved med at købe aflad i det Globale Syd.