Vi lever i en verden, hvor virksomheder har flere rettigheder end nogensinde før. Store virksomheder udfører mange af deres aktiviteter uden for deres nationale grænser. På den måde påvirker de millioner af menneskers liv, ofte på en negativ måde: Udnyttelse af arbejdstagerne, børnearbejde, miljøødelæggelse, skatteunddragelse, ødelæggelse af lokalsamfund på grund af udvinding, drab på territorie- og miljøforkæmpere. Transnationale selskaber har stor indflydelse på regeringer og beslutningstagere, og ofte vælger regeringer ikke at indføre strengere regler for virksomheder, af frygt for at de flytter et andet sted. Det resulterer i et ræs mod bunden.

Bilaterale investeringsaftaler (BIT) har også givet virksomheder særrettigheder. Udenlandske virksomheder kan sagsøge stater, hvis der indfører lovgivning, der vil mindske virksomhedens profit. Dette instrument hedder investor-stat tvistbilæggelse. I flere år er denne mekanisme blevet kritiseret for manglende upartiskhed, gennemsigtighed og truer staters ret til at regulere i offentlighedens interesse.

Samtidig forbliver transnationale virksomheder ustraffede for alle deres overtrædelser af menneskerettighederne og miljøødelæggelser.

Men dette kan ændre sig. Siden 2014 har FN diskuteret en traktat om virksomheder og menneskerettigehder. Menneskerettighedsrådet, et FN-organ, har vedtaget en historisk resolution, der kan holde transnationale virksomheder ansvarlige for de overtrædelser, de har begået. Med henblik på den beslutning, blev en mellemstatslig arbejdsgruppe oprettet, hvor alle stater opfordres til at arbejde sammen om udarbejdelsen af et internationalt bindende instrument for transnationale selskaber og menneskerettigheder. Denne forhandlingsproces er en unik mulighed for, at stater kan pålægge transnationale selskaber forpligtelse til at respektere miljø- og menneskerettigheder gennem hele deres forsyningskæde og garantere alle ofre for krænkelser af rettigheder adgang til domstole.

Traktaten baner derfor vejen for en enorm men nødvendig reform af det nuværende globale system, hvor virksomheder ofte er straffrie. NOAH har, sammen med andre Friends of the Earth grupper, høje forventninger til den endelige tekst i traktaten, som skal sikre den højest mulige beskyttelse af mennesker og miljø. NOAH går ind for den formelle anerkendelse af menneskerettighedernes forrang over handels- og investeringsrettigheder og støtter oprettelsen af en international menneskerettighedsdomstol, der vil holde selskaber, der opererer i udlandet, ansvarlige.

 

For mere information:

http://www.treatymovement.com/

https://www.stopcorporateimpunity.org/

http://corporatejustice.org/

 

FN’s arbejdsgruppe har allerede afholdt tre sessioner. De første to sessioner, der fandt sted i 2015 og 2016, var dedikerede til at foretage konstruktive overvejelser om indholdet, omfanget, arten og formen af den fremtidige traktat. Herefter forberedte ordførerne for arbejdsgruppen et udkast til et juridisk bindende instrument, der blev drøftet under arbejdsgruppens tredjede i oktober 2017. Næste skridt er starten på den formelle forhandling af traktaten nul-udkast" under arbejdsgruppens fjerde møde, planlagt til oktober 2018.

Tiden er derfor inde til at lægge pres på alle stater og regeringer. Nogle stater, hovedsagelig fra det Globale Syd, har udtrykt stærk støtte til traktatprocessen og deltager aktivt i dets fremskridt. Desværre viser mange stater deres modstand mod projektet, som USA, Norge og endda EU og dets medlemsstater.

EU har ikke et sæde i Menneskerettighedsrådet, men medlemsstaterne fungerer altid som en enhed, når de intervenerer i traktatprocessen. På den måde stemte alle europæiske stater, der var medlemmer af Menneskerettighedsrådet, da beslutningen fra 2014 blev vedtaget. Derefter forsøgte EU at sabotere processen efter lanceringen. De gjorde indsigelse mod arbejdsprogrammet i arbejdsgruppens tredje møde. De foreslog kun konsultationer om processen i stedet for et fjerdede i oktober 2018. De forsøgte endda at fjerne det tildelte budget til arbejdsgruppens fjerdede under forhandlingerne om det årlige budget for menneskerettighedsrådet i december 2017.

Heldigvis er nogle af EU’s medlemsstater begyndt at ændre deres holdning og være mere støttende efter pres fra civilsamfundsorganisationer. Hvad angår Danmark, har ingen repræsentanter deltaget i traktatprocessen, selvom de har beføjelse til at gøre det. Der er ikke blevet fremsat et forslag eller kommentarer af nogen art til de elementer, som ordførerformanden forelagde i oktober sidste år. Hvis traktaten skal blive til virkelighed, er det dog essentielt, at Danmark, og andre medlemslande, deltager og udvikler et mandat for forhandling, da EU kun har mandat til at engagere sig i processen, men ikke forhandle.