Solidaritet med Global Aktion
Solidaritet med Global Aktion

Solidaritetserklæring Brandattentat mod Global Aktion

14. januar 2025 · Kl. 16:16 Nyhed

Natten til mandag 13. januar 2025 blev der sat ild til Global Aktions kontor, hvor Global Aktion, Gode Penge og Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA) har deres hjem. Det er et voldeligt angreb på politisk organisering.

Meget tyder på, at kontoret er blevet angrebet på grund af Global Aktions støtte til sahrawiernes kamp mod den marokkanske besættelse af Vestsahara. Global Aktion har været en væsentlig del af solidaritetsarbejdet med mennesker, der lever under undertrykkende systemer i årtier, herunder deres arbejde med at støtte befolkningen i Vestsahara. Deres organisation og kontor udgør et vigtigt rum for udveksling af erfaringer, læring og for mennesker, der vil organisere sig i kampen for et mere retfærdigt og demokratisk samfund.

Det kan ikke være rigtigt, at vi skal lade os kue af folk og grupper, der bruger vold og terror for at prøve at lukke munden på foreninger og organisationer, der kæmper for social retfærdighed og menneskers rettigheder til selvbestemmelse og ytringsfrihed. Vi svarer dem igen med ord, fredelige handlinger og endnu mere sammenhold.

Mange af os er blevet politiseret hos Global Aktion. Her har vi fundet fællesskaber og venskaber, lært om globale uretfærdigheder og om, hvordan man organiserer sig mod undertrykkelse. Kontoret har været et samlingssted for mange aktivister, og Global Aktion har altid åbnet dørene, når vi har haft behov for et rum til at mødes, gøre klar til en demonstration eller afholde et offentligt arrangement.  Angrebet på Global Aktions kontor er et angreb på vores demokratiske rettigheder til at organisere os og ytre os frit.

Vores organisationer står i solidaritet med Global Aktion, Gode Penge, CEDA og de berørte beboere i ejendommen og dens naboer, som blev udsat for en meget farlig situation. Global Aktion, Gode Penge og CEDA har alle mistet store dele af deres it-udstyr og materialer. Lokalerne skal gennemgå en stor istandsættelse, før de berørte organisationer kan flytte tilbage.

Global Aktion har akut brug for hjælp til computere, skærme og et nyt kontor, mens de finder ud af, hvad der nu skal ske. Hvis du kan hjælpe på nogen måde, er deres MobilePay: 77489. Deres e-mail er info@globalaktion.dk.
 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!