Flytrafik Vulkanen viser vej

NOAH opfordrer politikerne til at gribe chancen for tage et vigtigt skridt mod det fossilfri samfund.

20. april 2010 · Kl. 12:13 Nyhed

Et gammelt ordsprog siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Således også den islandske vulkan, hvis aske nu har holdt alle passagerfly i bl.a. Danmark på jorden siden i torsdags. NOAH skønner, at Danmarks samlede klimabelastning er faldet med ca. 10 procent de sidste dage i forhold til en dag, hvor flyaktiviteten er normal.

Som strandet flypassagerer synes man sikkert ikke, at dette er særligt morsomt. Det er pokkers ubelejligt, og er man strandet i Thailand uden en krone på lommen, kan situationen blive alvorlig. Og for arbejderen i den kenyanske blomsterindustri er det særdeles alvorligt. Så lad os straks slå fast, at vulkanudbruddet ikke er grund til jubel, men til eftertanke.

”I lande som Danmark går det alt for langsomt med at lægge livsstilen om, så vi kan få sat CO2-udslippet ned. Der er altid lige en konference, der bare er så vigtig, eller en charterrejse, der ikke kan undværes, så det er aldrig lige nu vi skal lave om på noget” lyder kommentaren fra Henning Bo Madsen fra Miljøorganisationen NOAH. ”Men snart, i hvert fald inden for de næste ti år, vil vi tage nogle initiativer... vi har hørt den sang før.”

Men alternative muligheder findes. EU’s transportministre kunne efter nogle dage finde ud af at holde møde via videokonference og sparede i øvrigt både tid og penge. Det samme har mange andre, der ellers ville have taget et fly for at komme til et møde. DSB har fundet ekstra togvogne frem, så flere mennesker kan komme frem med tog. Charterturister er hentet hjem med busser.

Presset for at kompensere flybranchen for lommesmerterne, er allerede sat ind før støvet har lagt sig. Men det er en forkert vej at gå. I stedet er der behov for at skære ned på især kortdistance-flyvninger, fordi der allerede nu findes udmærkede alternativer som rejser med tog og bus. Men afgiftsfri flybrændstof, momsfrie billetter, fjernelse af passagerafgiften, urimeligt lave kvotepriser på CO2 og ingen regulering af luftfartens øvrige belastning af klimaet betyder alt sammen, at luftfarten i forvejen får en massiv statsstøtte.

”Flyrejser er kriminelt billige – ikke mindst når man sammenligner med kollektiv transport over land. International flyvning er en af de sværeste nødder at knække i klimasammenhæng, men i stedet for at fjerne passagerafgifter som i 2007 og støtte industrien i en situation som den nuværende, burde regeringen tage skridt til en kontrolleret reduktion af trafikken, der er steget med 40 % på ti år - der letter normalt et fly hver fjerde minut fra en dansk lufthavn, det er helt absurd,” siger Palle Bendsen fra NOAH.

Det er barskt for en branche at blive lammet på den måde, som det er sket for flybranchen. Den nødvendige omstilling til mindre brug af flytrafik, skal hellere være en samfundsmæssig omstilling over en længere periode. ”Men det nytter ikke at udskyde denne planlægning igen og igen. Luftfarten har alt for længe sluppet alt for billigt fra sit bidrag til klimaforandringerne,” tilføjer Palle Bendsen.

NOAH’s Pressegruppe

Kontakt:
Palle Bendsen, tlf. 98 14 76 95, mob. 30 13 76 95; palle(at)bendsen.dk
Henning Bo Madsen, tlf. 97 37 37 59, mob. 51 26 03 68; hbm-tarm(at)live.dk

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 16.600 i 2020). Tusind tak!