demo

Klimamarch Klimaforræderiet mod de unge

Regeringens magtambitioner står i vejen for klimahandling.

5. september 2020 · Kl. 22:04 Nyhed

Regeringens magtambitioner – med eller uden Martin Rossen – står i vejen for klimahandling, så de unge må selv gå til aktiv modstand igen.

Folketingsvalget i 2019 blev et klimavalg. Efter stærke opfordringer fra blandt andre FN's Klimapanel gik tusindvis af mennesker på gaden over hele landet for at kræve politisk handling.

Den forrige regering talte kun om klima som et modeord i tiden og ville ikke foretage sig noget. Men de unge tog teten og med 'Fridays for Future' og andre rammer for demonstrationer og happenings krævede de handling her og nu, for at Danmark i det mindste kunne leve op til Parisaftalens mål.

Det var en tydelig protest mod alle de gamle partiers passivitet.

Så krævede Alternativet og Enhedslisten, at Danmarks mål for CO2-reduktioner skulle skrues op til 70 procent, og da SF og Radikale gik med på det, måtte også Socialdemokratiet acceptere dette princip for at kunne danne regering efter valget.

Det var næppe et programpunkt, som lå lige for, men Mette Frederiksens rådgivere kunne se nødvendigheden.

Det er nu et år siden, valgkampen og de store manifestationer for klimahandling prægede landet. En folkestemning anført af de unge, der ville være med til at bestemme deres egen fremtid, førte til et politisk skifte og en ny regering. Efter valget ebbede klimademonstrationerne ud. Nu havde man jo nået et resultat ...

Der blev efter påfaldende lange forhandlinger bragt et 'forståelsespapir' til verden som baggrund for støtte til en socialdemokratisk regering. Og så gik det hele i stå.

Trods utallige opfordringer og pres fra støttepartierne har regeringen ikke haft travlt. Der kom til at gå næsten et år med bare at få vedtaget den klimalov, som man i princippet havde været enige om siden sidste sommer, og som alle partier bakkede op om.

Efter pres fra Radikale og Enhedslisten kom der så forleden et spinkelt udspil til dele af en klimahandlingsplan. Den består af fornuftige ting som flere vindmøller, omlægning af varmesystemer og penge til forskning i teknologi, men rækker ikke langt, måske kun til 10 procent af målet.

I stedet for at gå i gang nu med nødvendige tiltag handler det åbenbart for regeringen om ikke at bekymre befolkningen med klimaspørgsmål. Og coronakrisen har næsten været en foræring til regeringen på lige dette område, fordi det har virket rimeligt at udsætte andre spørgsmål til efter normaliseringen.

Undskyldningen om ikke at kunne forhandle om andet end coronaåbning i denne periode holder ikke. Og klimaministeren opererer åbenbart med den absurde opfattelse, at det handler om kun lige akkurat at kunne nå målet 31. december 2030.

Mellemregninger år for år kommer ikke på tale. 'Noget vil vise sig', må være hans udgangspunkt. Og for endelig ikke at forhaste sig har Dan Jørgensen så også udsat alle udspil og forhandlinger om transportområdet og landbruget til 'efteråret'. Med det manglende hastværk kan denne udsættelse sikkert blive endnu større.

De politiske støttepartier, Klimarådet – og samtlige ngo'er der beskæftiger sig med klima i Danmark – har slået fast, at dét middel, der omgående skal tages i anvendelse, er afgifter på CO2-udledninger.

CO2-afgifter er det helt afgørende, fordi det lægger op til den adfærdsregulering, som både er det eneste, der rækker, og som samtidig inddrager hele befolkningen og samtlige erhverv i at opnå klimamålene.

Afgift på flyrejser, bilkørsel med benzin- og dieselbiler samt kødforbrug må være obligatorisk for at få klimahandlingen i gang nu. Dertil kommer naturligvis tilsvarende afgifter på den tunge industri, det industrielle landbrug og byggeriet.

Det ville være nemt for Mette Frederiksen at slå til med CO2-afgifter, som regeringens støttepartier og nu også hendes egen klimarådgiver Connie Hedegaard har foreslået. Men hverken landbrug eller industri – dermed heller ikke Venstre og Konservative – ønsker afgifter.

Mette Frederiksen og hendes strategiske ledelse omkring Statsministeriet har for længst besluttet sig for en helt anden retning: Med invitationen til de såkaldte klimapartnerskaber og forsikringer om at ville arbejde 'hen over midten' i dansk politik har regeringen reelt indgået et samarbejde med de borgerlige, særligt Venstre, om væsentlige del af politikken, herunder klimaet.

Selvom de borgerlige ikke inviteres til ministerposter, sidder Jacob Ellemann nu for den anden bordende, og Lars Løkkes vision om S-V-samarbejdet er tilsyneladende ved at tage form. Så for Socialdemokratiet må hensynet til klimaet og de nødvendige CO2-afgifter foreløbig vige for den strategiske overvejelse om, hvordan man kan bevare regeringsmagten lang tid fremover.

Her er mindst to hensyn: Et samarbejde med først og fremmest Venstre kan tage brodden af et samlet borgerligt stormløb på et senere tidspunkt, og lige netop klimaafgifter på rejser og bilkørsel er no-go, fordi en stor del af vælgerne kunne opfatte dem som en ekstra skat.

Regeringen har tidligere indvendt, at afgifter på flyvning og benzin/diesel ville kunne vende den tunge ende nedad, men har vedblivende ignoreret blandt andet Enhedslistens forslag om at modregne afgifterne for den mindre formuende del af befolkningen over den grønne check.

Med Dan Jørgensens nylige udsættelse af forhandlinger om tiltag overfor landbruget og transportområdet generer man ikke de borgerlige og forfølger også den overordnede strategi for folketingsvalg, som er det helt afgørende.

I meget god tid inden næste valg skal der kun blæse milde vinde over folks hverdag og forbrug, så ordet afgifter vil ikke blive aktuelt med regeringens gode vilje de næste tre år. Regeringens ambition er at bevare magten i rigtig mange år.

Men Mette Frederiksen har antagelig forregnet sig: Når coronakrisen er ovre, og hendes meningsmålingstal er blevet normaliserede, vil de unge genoptage deres kampagne for klimahandling nu.

Støttepartierne vil blive holdt til ilden af nye demonstrationer og vil skulle forholde sig til det, der på klimaområdet var hele rationalet bag dannelsen af regeringen.

Vi vil se større manifestationer fra de unge, der med rette vil føle sig svigtet af den regering, som mange af dem selv bragte til veje. Dette klimaforræderi kan blive anledningen til at vælte Mette Frederiksens dronninge-ambitioner.

Samme dag som Dan Jørgensen definitivt afviste CO2-afgifter i Folketinget, havde de politiske ungdomsorganisationer fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og til Venstre og Konservative en kronik i Information, hvor de netop krævede CO2-afgifter indført nu.

Denne udmelding er ganske epokegørende, idet et lignende fælles udspil om en vigtig politisk sag næppe er set før. Hvis regeringen fortsætter sin stædige linje, vil støttepartierne med Enhedslisten i spidsen blive nødt til at overveje støtten til Mette Frederiksen. Og de unge vil være med i en ny offensiv for klimahandling. Måske mere tværpolitisk end tidligere. Det er deres fremtid, det handler om.

Første afgørende mulighed er klimademonstrationen i København lørdag den 5. september.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 16.600 i 2020). Tusind tak!