Planeten er overbebyrdet Hvis man vil redde den, skal man ikke tale om overbefolkning
29. juli var det Earth Overshoot Day. Det er den dag på året, hvor Jordens samlede befolkning har opbrugt de ressourcer, der bæredygtigt er tilgængelige på et år. Danmark ramte dagen allerede den 29. marts.
I takt med at klima- og miljøudfordringen har fået mere opmærksomhed, bliver befolkningstilvækst og kontrol heraf oftere og oftere nævnt, som løsningen på problemet. Selvfølgelig har det betydning, hvor mange mennesker der lever på Jorden. Men det er et farligt og forkert fokus, hvis vi faktisk vil redde kloden.
Her er tre grunde til, at vi ikke skal tale om (over)befolkning i forsøget på at redde kloden fra miljøkollaps:
- Det virkelig problem er befolkningens forbrug – ikke folketallet
- Argumentet er baseret på racistiske strukturer
- De reelle løsninger er lige fordeling og feminisme
Problemet
Earth Overshoot Day faldt tre dage tidligere i år end sidste år, og det er generelt sådan, det er gået siden 1960’erne, hvor vi befandt os inden for det bæredygtige råderum af tilgængelige ressourcer. Datoen er rykket længere og længere frem på året.
Global Footprint Network, som beregner dagen, har også beregnet datoen for verdens lande individuelt – og der er store forskelle. Lande i det Globale Nord ligger generelt i den første halvdel af året, mens lande i det Globale Syd ligger i den sidste halvdel af året. Hvis alle levede som i Danmark, ville det kræve fire jordkloder. Kun fordi mange i verden lever med et langt mindre ressourceforbrug, er datoen ikke endnu tidligere på året.
Det er altså et langt større problem, når der bliver født en dansker end en inder, fordi vi har et langt højere forbrug. Fokuserer vi på klimaudfordringen, er det samme historie. De rigeste 10 % i verden – som hovedsagligt lever i det Globale Nord – er ansvarlige for 49 % af drivhusgas-udledningerne. De fattigste 50%, der hovedsagligt er bosat i det Global Syd – er kun ansvarlige for 10 % af udledningerne. Der er større befolkningstilvækst i det Globale Syd end i Nord, men tallene viser tydeligt, at det ikke er denne tilvækst, der udgør problemet, men derimod de få rige i det Globale Nord og deres forbrug. At tale om befolkningskontrol er mest af alt et smart trick, når man ikke vil tale om sin egen rolle og eget ansvar. Men det er også et farligt argument.
Racistiske strukturer
Det har aldrig ført til en god løsning at gøre befolkningskontrol til centrum i politik, hvilket historien bevidner med mange ubehagelige eksempler. Befolkningskontrol handler næsten altid om at kontrollere en særlig del af verdens befolkning, hvilket også er tilfældet når argumentet fremføres i forbindelse med klimaudfordringen.
Argumentet om at kontrollere befolkningstilvækst bliver oftest fremført af hvide mænd i den overforbrugende del af verden, som ønsker at indføre befolkningskontrol for racegjorte kvinder i det Globale Syd. At tale om at befolkningstilvækst er problemet er ikke bare udtryk for en forfejlet analyse og ansvarsfralæggelse, men også dybt uretfærdigt og baseret på at videreføre en verden hvor fordeling af ressourcer og velstand er total ulige, og baseret på racistiske og misogyne, kvindehadende strukturer.
Klimaudfordringen er derfor i høj grad også en kamp for lige ressourcefordeling og mod bekæmpelse af undertrykkende strukturer. Heldigvis er de reelle løsninger derude.
Løsningerne
Øget forbrug går hånd i hånd med øget velstand. Som ovenstående graf viser, ville det være ekstremt effektivt at begrænse de rigestes forbrug. Den allerbedste måde ville være at undgå, at nogle blev så ekstremt rige til at starte med. En lige fordeling af ressourcer og en økonomi, der ikke belønner de rigeste, er derfor den bedste klimastrategi. Derudover er kvinder og pigers rettigheder essentielle. Adgang til familieplanlægning og uddannelse er de bedste værktøjer, hvis vi vil skabe rimelige levevilkår og ret til fødende om, hvor mange børn de ønsker. The Drawdown Project, som har rangordnet forskellige løsninger, har fundet – at familieplanlægning og uddannelse er de værktøjer, der kan reducere drivhusgas-udledningerne mest.
Til de mange klimadebatter bør spørgsmålet derfor ikke være: ”Hvad med størrelsen på befolkningen?”, men i stedet ”Hvorfor vokser uligheden?” og ”Hvorfor er alle klimaforkæmpere ikke feminister?”