Klima og miljøs sammenhæng med racisme i en dansk kontekst

Når man tænker på forbindelsen mellem klima/miljø og racismen, er det ofte med en stor geografisk distance. Enten foregår det i Amerika eller i det Globale Syd. Det kan således være svært at se hvorfor det er relevant at vi i Danmark også har fokus på denne kobling. Det er det, fordi der også er tråde mellem miljø/klima og racisme i en dansk kontekst, eksempelvis ved ghettoplanen.

Ghettoplanen

Formålet med ghettoplanen er at de boligområder der defineres som hårde ghettoer, skal  omdannes til almene boligområder, og derigennem reducere de sociale problemer, såsom arbejdsløshed og kriminalitet, i boligområdet. For at et alment boligområde kan defineres som et ghettoområde, skal der bo minimum 1.000 beboere, samt opfylde to ud af fire kriterier, indenfor tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitets- samt uddannelses- og indkomstniveau. Derudover, og som er det som adskiller et ghettoområde fra et udsat boligområde, er hvis over 50% af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Når et boligområde har været defineret som en ghetto i 5 år, bliver området anset som et hårdt ghettoområde. Dette mærkat som hård ghetto betyder at kommunerne er forpligtet, og har forskellige redskaber såsom nedrivning og nybyggeri, til at ændre i beboersammensætningen og dermed afvikle ghettoen. Dette til trods for at der ikke nødvendigvis er problemer i de boligområder som defineres som ghettoer, eller hårde ghettoer. Tiltagene i forhold til afviklingen af ghettoer, medfører at der er flere af familierne som bliver nødt til at flytte andre steder hen. Dette er imod mange af familiernes ønske, idet de holder af, og ønsker at blive boende i det pågældende boligområde. Beboerne har i sidste ende ikke et valg, og er tvunget til at flytte fra området. Ghettoplanen er racistisk, idet det er beboernes etnicitet som bl.a. er afgørende for at boligområdet bliver anset som problematisk.

Et af de tiltag, som i høj grad tages i brug i afviklingen af ghettoer, er nedrivning for derefter at bygge nyt. Dette tiltag er rigtig dårligt for klimaet. Klimapåvirkning er 300% større ved nybyggeri end hvis man valgte at renovere bygningerne. “Selv ikke hvis de nye boliger blev bygget i halm, ville klimaregnskabet gå op ved at bygge nyt.”, har Søren Nielsen, arkitekt, udtalt. Når man vælger at rive ned og bygge nyt, udleder det en masse CO2 som således skal reduceres andre steder. Ghettoplanen bliver et problem for miljøet og klimaet, idet der ikke bliver taget hensyn til miljø- og klimakrisen, i tiltagene til afvikling af boligområdet som ghetto.

Vi vil argumentere for at der i ghettoplanen ses nogle af de samme strukturer og handlemønstre, som under koloniseringstiden. Det at etnicitet er et kriterium i forhold til hvorvidt et boligområde bliver til en ghetto, er en anskuelse af et boligområde fra et etnocentrisk udgangspunkt. Ligeledes ser vi en er tilstedeværelse af udnyttelse af beboerne, hvor man i ghettoplanen tvinger folk til at fraflytte deres hjem, trods det ikke er beboernes ønske. Den samme logik i forhold til udnyttelsen af ressourcer, hvor man vælger at rive ned for at bygge op, i stedet for at tage højde for miljøet og klimaet, er også til stede i ghettoplanen.

Ghettoplanen bygger fejlagtigt på at det er indvandrere og efterkommere af ikke-vestlige lande som er problemet, samt at løsningen ligger i tiltag som giver problemer for klimaet. Det er derimod strukturen, båret af tanken om at etnisk danskere er bedre end andre, samt at vi kan udnytte ressourcerne som vi vil, som danner grundlaget for problemet. Det er således den strukturelle racisme og udnyttelse af ressourcer som er problemet.