Vi skifter klasselokalet ud med skoven
Forskning peger på, at oplevelser i naturen og en større oplevelse af samhørighed med naturen ikke alene kan øge unges trivsel, men potentielt motivere dem til mere miljøvenlig adfærd. Imidlertid peger forskningen også på, at ophold i naturen i sig selv ikke er nok, men at man må arbejde med forskellige sider af de unges naturdannelse, hvis vi de skal opnå det ønskede læringsudbytte. Derfor har vi i NOAH sat os for at udforske og undersøge barrierer for unge og muligheder for at ændre klimaangst og -apati til handlekraft, mod og håb hos unge i alderen 13-19 år i deres skoletid. Det vil vi gøre gennem omhyggeligt faciliterede oplevelser i og med naturen.
Vi inviterer unge med ud i naturen på skræddersyede ture, der med udgangspunkt i gruppen skal motivere og inspirere og styrke deres generelle naturdannelse. De er varierede og spænder i varighed mellem halvanden time og halvandet døgn. De kan indeholde øvelser og aktiviteter som; form træernes ler-ansigt, fortæl planternes historie, mos-åndedrættet, lydkortet, hulen, naturfilmen, mørkevandring, træ-fange, blind skovudforskning, træ-croquis, sanketure, etnobotaniske undersøgelser og NaturNote-skriverier. Allerhelst flettes disse aktiviteter ind i en dags- eller overnatningstur, med vandring, leg og mad over bål. Vores mål er, at deltagerne, alene og i fællesskab, bliver mere fortrolige med den nære natur og oplever den samhørighed, som måske gemmer på en del af løsningen på nogle af vor tids største udfordringer; mistrivsel blandt unge og klima- og miljøproblemerne. Vi håber, at I vil være med.
Naturoplevelserne er særligt tilrettelagt for at styrke alle fem sider af deltagernes naturdannelse; materiel, erfaringsmæssig, kognitiv, affektiv og filosofisk, samt efter principper for UBU (uddannelse for bæredygtig udvikling). De skal i øvrigt være sjove, fællesskabsstyrkende og potentielt kunne vække en aktivistisk glød.