EU vil tage valget fra dig. Vi kæmper for at beholde det!
Europa-Kommissionen vil fritage nye GMO'er fra de nuværende krav til risikovurdering, sporbarhed og mærkning.
Det betyder, at du ikke kommer til at kunne vælge, om du gerne vil spise genmodificeret mad eller ej - også selvom du køber økologisk.
Skriv under for at bevare disse krav.
EU-kommissionen vil tillade GMO’er i vores mad og i naturen.
En bred koalition bestående af Miljøbevægelsen NOAH, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, Corporate Europe Observatory, Dansk Vegetarisk Forening, Demeterforbundet i Danmark, Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur, Frie Bønder Levende Land, Frøsamlerne, Landsforeningen Grøn Hverdag, Landsforeningen Praktisk Økologi, Det Fælles Bedste, Landsforeningen for Økosamfund og Permakultur Danmark er gået sammen om at kæmpe for at beholde din mulighed for at vælge GMO fra.
Støt vores krav om, at alle GMO’er fortsat bør risikovurderes, mærkes og gøres sporbare - fra jord til bord. Også de nye GMO-metoder, kaldet ‘genredigering’ og ‘NGT'er’ , som f.eks. CRISPR.
Skriv under på, at du kræver, at planter og afgrøder, der er produceret med GMO-metoder,
- fortsat skal testes og risikovurderes, før de må dyrkes og sælges som fødevarer på det europæiske marked
- fortsat skal være sporbare, før de sættes ud i landbruget og naturen
- fortsat skal mærkes som GMO for at bevare gennemsigtighed fra jord til bord, så alle aktører fra landmænd, fødevarevirksomheder, grossister, detailhandlen og til forbrugerne kan vælge GMO-fri såsæd og GMO-fri mad.
Baggrund for underskriftsindsamlingen
Den 5. juli 2023 fremlagde Europa-Kommissionen et lovforslag om at ændre den gældende GMO-lovgivning. Kommissionen foreslår massive ændringer, i forhold til hvordan vi skal producere vores mad i fremtiden. Landbruget og fødevareindustrien vil få lov til at bruge GMO-metoder uden at skulle teste og mærke det, og du vil som forbruger ikke ud fra varens etiket eller på anden måde, kunne se på varen, om det er GMO-mad.
Forslaget er fremsat, fordi Europa-Kommissionen efter lang tids pres fra agro- og bioteknologiindustrien har besluttet at betragte de nye GMO-metoder som naturens egne biologiske processer eller som de konventionelle forædlingsmetoder. Kommissionen mener ikke, at vi længere behøver at være forsigtige i forhold til spredningsrisici i naturen og virkninger på biodiversiteten og vores sundhed.
De nye GMO-metoder, ofte kaldet genredigering og CRISPR, kan dog skabe omfattende ændringer i planternes gener. De nye metoder er meget mere indgribende i cellen end naturlige processer eller ved konventionel forædling. Det er ikke bare et 'lille præcist klip med en 'gensaks', som GMO-fortalere ofte hævder. De nye metoder kan tværtimod skabe ændringer i plantegener, som man ikke kan skabe på de måder med de nuværende forædlingsmetoder. Derfor er risikovurdering, gennemsigtighed og mærkning stadig nødvendig for den nye generation af GMO’er.
I 2001 vedtog Den Europæiske Union Udsætningsdirektivet, hvori der er krav om, at alle GMO-organismer skal testes, risikovurderes og mærkes, før de må komme på markedet i EU. Direktivet blev vedtaget, fordi man kunne konstatere, at genetisk modificerede organismer har bivirkninger for miljø og sundhed. Alle GMO-organismer bliver derfor i dag testet, risikovurderet og mærket, før de kan komme på markedet i EU. Udgangspunktet er forsigtighedsprincippet. Det betyder, at vi i Europa indtil nu har været beskyttet mod de skadevirkninger, GMO-planter med uhensigtsmæssige egenskaber kan have for naturen og som mad for mennesker. EU-Domstolen har 2 gange slået fast, senest i februar 2023, at den nye generation af GMO’er er GMO.
Gennemføres EU-Kommissionens forslag, vil vi miste den sikkerhed, der ligger i Udsætningsdirektivet med testning, risikovurdering, mærkning og mulighed for sporing i produktionen af GMO-fødevarer - fra jord til bord. Det vil ikke være muligt at opretholde adskilte produktionslinjer, og landbrugets dyrkning af GMO og ikke-GMO-produkter kan ikke holdes adskilte. GMO-afgrøder kan derfor blive spredt i naturen, og vi vil få GMO-mad på vores tallerkner, uden at vi ved det. Det betyder også, at vi kan miste muligheden for at dyrke økologisk og biodynamisk landbrug - på grund af spredningen - og øge risikoen for at skabe alvorlige ubalancer i naturen.
EU-Kommissionens foreslåede lovændringer er ironisk nok i strid med EU’s eget forsigtighedsprincip. Det er også i strid med forordningen om åbenhed og bæredygtighed, der skal give os alle sikkerhed i madproduktionen og retten til at vide, hvad vi spiser. Vores samfund bør ikke tillade dette risikable eksperiment.
Med denne underskriftsindsamling ønsker vi, at den danske regering og Folketinget skal arbejde for, at der også i fremtiden skal være kontrol, testning, risikovurdering og GMO-mærkning på alle GMO-planter og GMO-produkter. Det er afgørende for at garantere gennemsigtighed og sporbarhed af GMO’er, før de kommer på markedet og ud i naturen.
Vi håber, du vil gå sammen med os i kampen for vores rettigheder til at vælge GMO-fri mad!
Involverede organisationer
Miljøbevægelsen NOAH
Landsforeningen Praktisk Økologi
Landsforeningen Grøn Hverdag
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug
Corporate Europe Observatory
Frie Bønder Levende Land
Frøsamlerne
Permakultur Danmark
Dansk Vegetarisk Forening
Demeterforbundet i Danmark
Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur
Landsforeningen for Økosamfund
Det Fælles Bedste
Find mere information
Her finder du Europa-Kommissionens forslag om at deregulere nye GMO-metoder med op til 20 genetiske ændringer i planters DNA, så de får en status som om de ikke er GMO-planter. Det vil sige uden GMO-regulering. Det vil i givet fald betyde, at vi i fremtiden ikke kan vide, om vi spiser GMO-mad og ikke kan beskytte vores natur for spredning af GMO: https://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:c88fe9ac-1c06-11ee-806b-01aa75ed71a1.0001.02/DOC_1&format=PDF og https://food.ec.europa.eu/system/files/2023-07/gmo_biotech_ngt_proposal_annex.pdf
Skriv dit høringssvar til EU-kommissionen med høringsfrist 5. november 2023: https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/13119-Lovgivning-om-planter-der-produceres-ved-hj%C3%A6lp-af-visse-nye-genomteknikker_da
Men Danmark har allerede kørt sin høring igennem uden dansk hørings-materiale 19/7-2023: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/67730
EU-Domstolens kendelse 2018: https://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2018-07/cp180111en.pdf
EU-Domstolens kendelse 2023: https://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2023-02/cp230022en.pdf
Ønsker du at støtte sagen økonomisk kan du hjælpe os ved at sende et beløb til arbejdet for at undgå deregulering af nye GMO'er - på: Mobilepay 111034
#BevarGMOfrimad