vaccine

NGO'er til Europaudvalget Sæt en stopper for patenter på vacciner

NOAH har sammen med en række andre NGO'er opfordret Europaudvalget til at sikre, at det globale vaccinebehov står centralt i drøftelserne på det kommende coronamøde i Det Europæiske Råd. En midlertidig international suspendering af patenterne, der er til fordel for alle, er en uomgængelig, effektiv og vigtig del af løsningen på denne globale problemstilling.

22. marts 2021 · Kl. 11:19 Nyhed

Til medlemmerne af Europaudvalget

Vi beder om Europaudvalgets opbakning til vores opfordring til statsminister Mette Frederiksen om at sikre, at det globale vaccinebehov står centralt i drøftelserne om EU’s strategi for produktion af og adgang til vacciner.

Når EU’s statsledere mødes i Det Europæiske Råd torsdag den 25. marts for at drøfte EU’s reaktion på COVID-19-pandemien, vil spørgsmålet om produktion og adgang til COVID-19-vacciner være det første punkt på mødeagendaen.

Ursula von der Leyen har den 17. marts 2021 på et pressemøde udtalt, at ”alle muligheder er på bordet”, og at en midlertidig suspendering af patenter kan komme på tale. Hun henviser her til EUF-traktatens artikel 122 en klausul, der tillader, at exceptionelle midler tages i brug i krisesituationer. Særligt har von der Leyen antydet, at Kommissionen vil se på muligheden for at begrænse eksport af vacciner fra Europa. Men strategien om at vaccinere den europæiske befolkning før resten af verden er en ineffektiv løsning på en pandemi. EU må ikke lukke sig om selv og stå i vejen for adgang til global vaccinedækning. Det vil være et fatalt skidt i den forkerte retning - mod international konkurrence i stedet for samarbejde.

Drøftelser om exceptionelle midler må ikke stå foruden en inddragelse af det globale vaccinebehov. COVID-19-vacciner er en mangelvare, hvor end man sætter fingeren på verdenskortet. Risikoen for nye mutationer betyder, at en indsats skal være global for at være effektiv og sikker – også for EU’s egen befolkning. EU’s fokus på at benytte exceptionelle midler må derfor rettes mod instrumenter, der kan sikre imødekommelsen af det globale vaccinebehov.

Vi opfordrer derfor Europaudvalget til at drøfte sagen med statsminister Mette Frederiksen på tirsdagens møde i Europaudvalget inden mødet i Det Europæiske Råd.

En midlertidig international suspendering af patenterne, der er til fordel for alle, er en uomgængelig, effektiv og vigtig del af løsningen på denne globale problemstilling.

Efter 12 måneder med COVID-19-pandemien, er det tydeligt at frivillighed ikke er tilstrækkeligt. WHO har kritiseret rige lande for såkaldt ”vaccinehamstring”, som underminerer COVAX-programmets mål om at sikre vacciner til udviklingslande. Og der er fortsat ingen medicinalvirksomheder, der deler knowhow eller data, og ingen har tilsluttet sig WHO’s Technology Access Pool.

Der er under TRIPS-rådet i WTO i januar fremstillet overbevisende argumenter samt dokumentation for, hvordan patenter under COVID-19 har og vil være til forhindring for adgang til COVID-19 vacciner og medicin (WTO-dokumenter IP/C/W/672 og IP/C/W/673).1 Dette har været fremsat ifm. med et forslag om en undtagelse for internationale patentregler på COVID-19 vacciner og medicin, som støttes af mere end 100 udviklingslande, men som EU indtil videre har blokeret for.

Forskning og udvikling af COVID-19-vaccinerne har været og er fortsat en global indsats, som medicinalvirksomhederne ikke er ansvarlige for alene. Store dele af forskningen og udviklingen er finansieret af milliarder af offentlige midler. Derfor skal adgangen til knowhow og data også deles globalt.

Det kan ikke være rigtigt, at hensynet til medicinalvirksomhedernes interesser skal stå over hensynet til en global og fair fordeling af vacciner. Derfor bliver vi nødt til at benytte en mulig suspendering af patenter til fordel for det globale samfund. Det beder vi jer om at presse på for.

Med venlig hilsen

Amnesty International Danmark
DIB
Global Aktion
Læger uden Grænser
Mellemfolkeligt Samvirke
NOAH Friends of the Earth Danmark
Oxfam IBIS
PlanBørnefonden
UAEM Danmark (Universities Allied for Essential Medicines)
 

1 https://docs.wto.org/dol2fe/Pages/SS/directdoc.aspx?filename=q:/IP/C/W672.pdf&Open=True

https://docs.wto.org/dol2fe/Pages/SS/directdoc.aspx?filename=q:/IP/C/W673.pdf&Open=True

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!