Vi skal have et andet madsystem
Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden med næsten 60 % dyrket areal, hvoraf 80 % bruges til at dyrke dyrefoder. Danmark producerer desuden ca. 30 mio. svin om året. Landbruget er ansvarlig for en tredjedel af de danske drivhusgasemissioner. Det er konsekvensen af en meget stor produktion af animalske produkter og dertil gødning, som udleder emissioner i form af metan og lattergas. Danskerne har desuden et af verdens største forbrug af kød per person på ca. 400 gram per dag (158 kg per år). Dette er en voldsom stigning. Hvis vi kigger bare 40-50 år tilbage, var det knap 170 gram per dag (ca. 62 kg per år).
Vi anvender også store landområder uden for Danmark, da Danmark importerer foder fra et areal større end Sjælland. Det svarer til 11,5 % af Danmarks landbrugsareal. I 1919 var det 0,9 %. Det kaldes indirekte land grabbing. Desuden er direkte land grabbing et kendt fænomen. Her opkøber investorer land og fratager lokale befolkninger adgang og kontrol over deres land. Det gør i Danmark i stor stil i Østeuropa. Det medfører, at store dele land ligger i hænderne på udenlandske investorer og producenter og ikke hos lokalbefolkningen, som har brug for jorden til eget landbrug. Det gør det også svært for små bønder at starte et landbrug, da de ikke vil kunne konkurrere økonomisk med det store producenter.
Der fældes store arealer af regnskov hver dag for at få plads til dyrkning af eksempelvis soya og palmeolie. I EU er landfodaftrykket 2,5 ha/person, hvilket er større end det globale gennemsnit på 1,23 ha/person. Der er kun 1,7 ha/person til rådighed, hvilket betyder, at EU’s forbrug ikke er bæredygtigt og derfor har en lang række miljømæssige konsekvenser. Den jord der bliver dyrket og anvendt for at tilfredsstille vores voksende fødevare- og forbrugsbehov, om det er direkte eller indirekte ændringer, har sammen med andre landes arealanvendelse store konsekvenser for miljøet.
Der bliver samtidig produceret 150 % af de kalorier, der er nødvendige for at brødføde verdens befolkning. Men 1 mia. sulter stadig, da 80 % af arealet og derfor kalorierne bliver brugt til at producere dyrefoder. Samtidig bliver 1/3 af maden smidt ud i den vestlige verden. IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer og EU og USA’s landbrugsstøtter betyder samtidig, at fattigere lande har svært ved at bibeholde en egenproduktion og et hjemmemarked, som kan brødføde deres egne befolkninger.
Læs om NOAHs anbefalinger til et andet madsystem her.