Organisation
NOAH består af grupper. Landsgrupperne varetager de administrative og politiske opgaver for hele NOAH. Lokalgrupperne og emnegruppperne udtaler sig i eget navn og vælger selv, hvad de vil arbejde med. NOAHs lokalgrupper er fordelt over hele landet, mens emnegrupperne mest holder til i København.
NOAH er repræsenteret i en række råd og nævn og deltager ofte i den offentlige debat. Det kan ske gennem indlæg i aviser og blade eller via radio, TV eller internet. Arbejdet udføres næsten udelukkende af frivillige, som bruger en del af deres fritid på at arbejde i en NOAH-gruppe.
Se en opdateret oversigt over NOAHs lokalgrupper her.
NOAHs Forlag udgiver bøger om natur, miljø og samfund, skrevet af kompetente folk med holdninger.
NOAHs tidsskrift Miljøsk udkommer fire gange om året. Bladet bringer grundige og saglige artikler om aktuelle miljøspørgsmål. Og holder dig à jour med miljødebatten.
Når NOAH skal tage beslutninger i spørgsmål, der vedrører hele organisationen, sker det gennem det interne blad NOAH Intern. Bladet udsendes hver måned til samtlige aktive. Heri kan grupper stille forslag om alt lige fra økonomi til fælles miljøpolitik. Tilsvarende kan grupper afvise forslag.
To gange årligt mødes aktive fra alle grupper i en weekend. Den ene af dagene arbejdes der med et eller flere miljøpolitiske emner, den anden dag giver landsgrupperne referater, og vi tager beslutninger om organisatoriske og økonomiske spørgsmål.
NOAHs sekretariat har først og fremmest en administrativ funktion. Sekretariatet er arbejdsplads for mange frivillige, og der holdes møder i grupperne. Sekretariatet ledes af NOAHs sekretariatsgruppe.
Læs mere
