handel Politikerne ville ikke diskutere TTIP
Torsdag var Miljøbevægelsen NOAH på Christiansborg Slotsplads for at spørge politikerne om deres holdning til handelsaftalen mellem EU og USA, den såkaldte TTIP. Den indeholder bl.a. en klausul, der giver virksomheder ret til at sagsøge suveræne nationalstater for ny lovgivning, hvis de mener, det skader deres indtjening.
NOAH havde bragt en gigantisk oppustelig trojansk hest, der symboliserer de skjulte farer og trusler i aftalen. Mange turister stoppede og tog fotos af seværdigheden og flere skoleklasser skulle hen og se nærmere på det store dyr.
Politikerne, derimod, valgte at holde sig langt væk fra hesten, selvom de på forhånd havde modtaget en invitation. Per Clausen fra Enhedslisten var den eneste, der tog imod invitationen og han kom ned og fik en snak om TTIP.
”Jeg tror, det er et kæmpe arbejde at få politikerne fra de andre partier til at interessere sig for det her. Det tror jeg bliver rigtigt svært. Og jeg tror, at hvis det overhovedet skal lykkes, så skal det ske efter, man har været i stand til at skabe en debat også i befolkningen omkring de negative konsekvenser, der kan blive af det her”, sagde han til NOAH.
Europæiske socialdemokrater imod – danske socialdemokrater for
Den korte tur fra Christiansborgs kontorer til slotspladsen lige udenfor var åbenbart for lang for de andre politikere. NOAH ville ellers rigtigt gerne have hørt, hvad de danske socialdemokrater og SF’ere har at sige om TTIP
S og SF er med i grupper i Europaparlamentet, der begge er stærkt kritiske overfor TTIP. SF’ernes grønne gruppe i Europaparlamentet er modstandere af TTIP. S&D med de danske socialdemokrater som medlem har afvist at lade ISDS være en del af aftalen.
ISDS er tidligere blevet brugt til at sagsøge stater, som vil indføre advarsler på cigaretpakker, hæve mindstelønnen eller indføre forbud mod atomkraft.
Per Clausen og Enhedslisten frygter den store magt til virksomhederne, der vil blive resultatet af ISDS som en del af handelsaftalen.
”Vi er også meget, meget bekymrede for, hvad den beskyttelse af investeringer, som man har lagt op til at indføre, kan betyde i forhold til muligheden for, at man nationalt kan vedtage en bedre miljølovgivning, en bedre skattelovgivning, eller en hvilken som helst form for lovgivning, hvor man beskytter mennesker og natur og forsøger at skabe bedre sociale vilkår”, beretter han.
NOAH er interesseret i at høre de andre partiers holdning til ISDS, men det skulle altså ikke være denne gang.
Manglende debat i Danmark
Den 8 meter høje oppustelige trojanske hest, der påbegyndte en europæisk tour i Danmark i denne uge, skulle vække lidt opmærksomhed omkring TTIP. I Danmark har politikere og de fleste danske medier ikke ligefrem været ivrige for at beskæftige sig med aftalen.
NOAH havde ud over politikerne inviteret medier til arrangementet, men det var altså kun Enhedslisten, der lod sig repræsentere. Når forhandlingerne om TTIP samtidigt foregår bag lukkede døre, er det meget småt med den demokratiske debat om en meget vigtig aftale med vidtrækkende konsekvenser.
”TTIP er ikke blot en aftale, der drejer sig om handel. Der er mange andre elementer i aftalen som politikerne næppe ville indføre, hvis de stod til ansvar overfor vælgerne. Derfor er den trojanske hest et glimrende symbol til at beskrive, hvordan aftalen indeholder et væld af farer og trusler”, siger Thomas Jazrawi fra NOAH Handel og Miljø.
”Det var dog en stor skuffelse, at tilhængerne af TTIP på Christiansborg valgte at holde sig væk. Der har ikke været meget debat om aftalen i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande. Man kunne jo godt få den mistanke, at tilhængerne ønsker at tie om emnet, så aftalen kan blive en realitet uden en tilbundsgående demokratisk debat”, fortsætter han.