Læserbrev i Information Vi løser ikke kemisk forurening med »biologisk« forurening

Mens DI Biosolutions efterlyser dialog, presser biotekindustrien på for at lempe miljølovgivning for bioteknologiske løsninger via EU’s nye Biotech Act I og en såkaldt Omnibus-forenkling. Lovene indfører en ny kategori for genmodificerede mikroorganismer (GMM) som "lav-risiko" i både lukkede tanke og i naturen. Hvis disse lovforslag vedtages, svækkes vitale krav til risikovurdering og miljøovervågning, og godkendelser gøres tidsubegrænsede. 

I et læserbrev i Information [15. april 2026] efterlyser DI Biosolutions en dialog om, hvordan bioteknologiske løsninger kan øge jordens resiliens og fjerne forurening i en direkte henvendelse til mig og NOAH. Jeg deler ambitionen om at beskytte det danske miljø, og det er denne faglige forpligtelse, der nødvendiggør en dybere analyse af bioteknologiens konsekvenser i det åbne økosystem, som min kronik [10. april 2026] handlede om. 

Den regulatoriske udvikling: Fra planter til mikroliv

De seneste års politiske drøftelser har i høj grad handlet om EU-Kommissionens lovforslag for planter fremstillet med Nye Genomiske Teknikker [NGT]. Selvom denne forordning formelt er afgrænset til planter, har debatten skabt en regulatorisk præcedens. Vi ser nu et stigende pres for at overføre lignende "lav-risiko"-kategoriseringer og forenklinger til hele fødevareområdet og i den generelle GMO-lovgivning. Det er en klar global tendens.

Når vi analyserer de anvendelsesområder, som DI Biosolutions fremhæver, opstår der imidlertid en række biologiske og systemiske risici, som lovgivningen vil få svært ved at håndtere, hvis lovændringerne vedtages:

1. Bioremediering: Den funktionelle risiko ved åbne systemer

DI Biosolutions efterlyser biologiske løsninger til at rense jord og vand for PFAS og tungmetaller. Men uanset om der er tale om naturligt forekommende eller genmodificerede mikroorganismer (GMM'er), ændrer det ikke på den grundlæggende risikoprofil, når levende organismer flyttes ud i det åbne miljø.

For at en mikroorganisme overhovedet kan nedbryde komplekse kemiske forbindelser i naturen, skal den være ekstremt levedygtig og robust. Man forsøger at løse en kemisk forurening ved at introducere en biologisk forurening. Men i modsætning til kemisk forurening er biologisk spredning i åbne systemer selvreproducerende, og mikroorganismer kan udveksle gener på tværs af arter. Der findes ingen garanti for, at en levende organisme, der muterer og deler sig i naturen, kan kaldes tilbage, når den først er spredt i jord og vand.

2. Biogødning og biopesticider: Systemisk afhængighed

DI Biosolutions kalder teknologierne for 'naturens egne løsninger'. Men når man sætter organismer ud i massiv skala, genmodificerer mikroliv i et laboratorium eller udtager patenter på biologiske processer, ophører det med at være naturens værktøjer.

I landbruget markedsføres nye biologiske inputmidler – såsom biopesticider og biokvælstof [1, 2, 3] – som alternativer til kemisk gødning og traditionelle pesticider. Men uanset om produkterne er baseret på naturligt eller genmodificeret mikroliv (GMM'er), er logikken den samme: Man introducerer udefrakommende, isolerede tekniske løsninger for at opretholde det eksisterende industrielle landbrug frem for at fremme en økologisk systemomstilling, baseret på naturlig biodiversitet og jordbundssundhed. Videnskabelige studier advarer om, at laboratoriekulturer kan fungere som ’mikrobielle invasioner’, der udkonkurrerer de naturlige svampe og jordbakterier. Vi risikerer at underminere jordens frugtbarhed og fastlåse landbruget i en ny teknologisk afhængighed frem for at fremme en reel økologisk systemomstilling.

Samtidig underminerer de aktuelle EU-forhandlinger Aarhus-konventionens principper om borgernes ret til indsigt og inddragelse, fordi fjernelsen af krav til mærkning og sporbarhed i praksis fratager samfundet muligheden for at kontrollere, hvem der ejer og tjener på jordens fundamentale processer.

Afsluttende bemærkning

Den demokratiske samtale vinder ved, at vi ser det regulatoriske sikkerhedsnet som en nødvendig beskyttelse - ikke som et tungt bureaukrati. Vi må sikre en dialog, der hviler på et solidt videnskabeligt og regulatorisk fundament. Vi skylder vores økosystemer og fremtidige generationer, at forsigtighedsprincippet vejer tungest. 

Her må man spørge DI Biosolutions: Hvorfor kæmper I for at fjerne forbrugernes ret til gennemsigtighed og mærkning, hvis der blot er tale om ’naturens egne (harmløse) løsninger’?"