Naturens sprog i industriens hænder Stiller vi de rigtige spørgsmål om fremtidens landbrug?

I disse år gennemgår det europæiske landbrug en teknologisk transformation, som sjældent når forsiderne, men som kan ændre vores forhold til jorden og vores fødevarer uigenkaldeligt. Det handler om det, industrien kalder ’biosolutions’, ’biologicals’ eller ‘biostimulanter’ – såsom små biologiske vidundere som Rhizobium-bakterier, der hjælper planter med at fiksere kvælstof direkte fra luften. 

På overfladen lyder det som den grønne revolution, vi alle har ventet på. Men når vi ser nærmere på disse nye bioteknologiske løsninger og på processerne bag EU's aktuelle bioteknologipakke, melder der sig en række spørgsmål, som vi bør stille os selv og vores beslutningstagere. Det er spørgsmål om fødevaresikkerhed, ejerskab af landbrugsinput og om bøndernes selvbestemmelse. Disse aspekter vil blive beskrevet i artiklen ved at se på ét konkret eksempel: Planternes kvælstofkredsløb.

Lovforslagene i EU ‒ den store biotekpakke

I december 2025 lancerede EU-Kommissionen flere lovforslag om at tillade og strømline bioteknologiske løsninger over en bred kam for fødevarer, foder, kemikalier og miljø. (1, 2, 3) Det skal skabe en hurtig adgang til markedet for alle bioteknologiske produktansøgninger i forhold til myndighedernes miljøgodkendelser og lovsæt. Det forventes at reducere den tid, det tager at få nye bioteknologiske produkter på markedet, kraftigt, for at sikre at de europæiske bioteknologivirksomheder kan konkurrere med virksomheder i USA og Kina.

Da der i høj grad anvendes genmodificerede mikroorganismer (GMM) i de nye bioteknologiske produkter, kan lovforslagene ses som et forsøg på at opstille en ny gunstig lovgivningsramme, så man i fremtiden ikke længere behøver at se så nøje på, om der er anvendt genmodificerede organismer i de forskellige led i fødevareproduktionen.

Når processen forsvinder bag produktet

En central ændring i de nuværende lovforslag er, at vi kun skal vurdere en plante (eller en fødevare) på dens “slutprodukt” ‒ og ikke på selve den proces, der frembragte planten. Man lobbyer altså for, at hvis den endelige plante “ligner” noget fra naturen, skal vi ikke stille spørgsmål til den bioteknologiske metode, som planten blev til ved. 

Et konkret eksempel er signalmolekylet LCO (Lipo-chitooligosaccharider), som fremmer kommunikationen mellem planter og bakterier. LCO produceres i store industrielle ståltanke, blandt andet ved hjælp af genmodificerede mikroorganismer. Når stoffet er færdigproduceret, coates det på frø, der senere bliver til vores planter og afgrøder. Sammen med levende Rhizobium-bakterier, som er naturlige bakterier opformeret i ståltanke, bevirker de to stoffer tilsammen, at de spirende planter bliver bedre til at fiksere kvælstof. 

Selvom GMO-cellerne filtreres fra i slutproduktet, er LCO resultatet af en genteknologisk proces, der omgår naturens egne mekanismer. MEN i lovforslagene skal biostimulanter som LCO og bakterier som Rhizobium-bakterier, der påføres planterne, ikke reguleres eller mærkes som GMO. For der er ikke GMO i det endelige produkt - altså i den plante, vi spiser.

Dette er et skift fra fokus på “proces” til fokus på “produkt” i fødevareproduktionen. Før i tiden sagde man, at hvis mennesket har brugt en laboratoriemetode (som for eksempel GMO) til at ændre et produkt, så skal det reguleres strengt. I år 2026 vil man gerne have lov til at sige, at hvis man ikke finder genmodificerede bakterier i de planter, vi spiser, skal det ikke kaldes GMO, selvom man har omgået den naturlige selektion.

Hvorfor er det en uhensigtsmæssig åbning for vores lokale jordforhold?

Hvis loven kun ser på, om bakterien kortsigtet er “sikker”, kan det påvirke jordens mikroliv på længere sigt. En bakterie eller en plante ligner måske “natur”, selvom den er produceret i en ståltank, men man overser, at det er unaturligt at sprede den i milliardvis på en mark, hvor den ikke hører hjemme. Man kommer dermed til at påvirke de lokale genetiske jordforhold, og så mister vi muligheden for at beskytte de oprindelige jordbakterier.

“Besættelseshæren” i jorden

I et naturligt sædskifte samarbejder planten med de lokale bakterier, der allerede findes i jorden. Det er de oprindelige bakterier, som har brugt tusinder af år på at tilpasse sig de lokale jordforhold.

Når man anvender virksomhedernes Rhizobium-bakterier (der binder kvælstof direkte fra luften) sammen med LCO-signalmolekyler (som fremmer kommunikationen mellem planter og bakterier), virker det som en “besættelseshær” i jorden. Signalmolekylerne tvinger planten til at åbne sig for de industrielle bakterier, og det giver dem en stor fordel i forhold til de oprindelige bakterier fra naturens mikroliv, som normalt foregår i et naturligt sædskifte med eksempelvis bælgfrugter. Derved risikerer man at udrydde den lokale genetiske variation i jorden. Vi bytter jordens naturlige resiliens ud med en købt, industriel effektivitet.

Risikoen for den usynlige spredning

Rapporter fra organisationer som GeneWatch UK minder os om en fundamental forskel på kemi og biologi. Mikroorganismer er levende. De kan formere sig, sprede sig og udveksle genetisk materiale med vilde bakterier i naturen. 

Det rejser en vigtig undren: Er EU ved at skabe en juridisk genvej, hvor GMO-teknologi flyttes fra lukkede laboratorier ud i vores åbne systemer – altså direkte ud på vores marker og ind i vores madproduktion uden hensigtsmæssig kontrol? Hvad sker der med jordens mikrobiologi, når vi spreder disse biostimulanter ud i landbruget i massiv skala? I modsætning til kemisk forurening kan biologisk spredning aldrig rulles tilbage. (Pesticider som PFAS er dog undtagelsen)

Bondens suverænitet kontra patenterede løsninger

For bonden har kvælstoffiksering altid været en del af det gode håndværk gennem sædskifter med bælgfrugter, som for eksempel kløver, bønner og linser. Det er en vidensbaseret proces, der er tilgængelig for alle. Hvis landbruget introducerer patenterede bakterier og signalstoffer, bevæger vi os hen imod en model, hvor denne naturlige proces bliver et produkt, som bonden skal købe og licensere.

Det skaber et vigtigt paradoks mellem frie løsninger og patenteret afhængighed. 

- De frie løsninger: Der findes allerede i dag naturlige biologiske metoder, der fungerer. Ved at dyrke bælgfrugter kan bonden fiksere kvælstof uden at købe dyre input, uden brug af pesticider og med metoder, der er tilgængelige for alle uden licenskrav.

- Den patenterede afhængighed: Biostimulanter er derimod industrielle produkter ejet af biotekgiganter. Ved at vælge disse løsninger binder bonden sig til et system af patenter og løbende køb af præparater. 

Mister bonden sin suverænitet, når kvælstoffiksering går fra at være et gratis cirkulært håndværk til at være en beskyttet teknologi? Og hvad betyder det for den økologiske tankegang, hvis vi tillader GMO-baserede processer at sive ind i fødekæden under dække af at være “lav-risiko-GMO” eller “ikke-GMO”?

Den juridiske “Salamimetode”

Ved at opdele GMO-problematikken i små bidder ‒ NGT-1 planter for sig (under EU's Udsætningsdirektiv), GMO-mikroorganismer for sig (under Sundhedslovgivning “low-risk-GMM”), og bioreaktorer* for sig (under den generelle Fødevarelovgivning) – undgår industrien en samlet debat om systemskiftet i fødevaresystemet.

Hvis man ser på det samlede billede, bliver det åbenlyst, at vi er ved at bygge et fødevaresystem, hvor intet led er naturligt, selvom hvert enkelt led juridisk er defineret som eksempelvis “lavrisiko”.

GeneWatch UK-rapporten og anden forskning viser, at det juridiske “split” efterlader et kæmpe hul i fødevaresikkerheden, fordi ingen af de nye lovrammer tager højde for den ukontrollerede spredning af genetisk materiale i åbne økosystemer, når produkterne fra ståltankene ender på marken. 

Resultatet bliver produktionsmetoder i en juridisk gråzone, hvor man lægger den nye kategori af low-risk-genmodificerede mikroorganismer ind i sundhedslovgivning ‒ hvor man ser på produkt i stedet for på proces. Det særlige ved disse nye paragraffer er, at de tager afsæt i medicinalsektoren, hvor man udelukkende ser på om et slutprodukt er akut giftigt at indtage.

Man kan dermed fjerne de sikkerhedsforanstaltninger, som kræves for fødevarer, der er produceret med GMO i dag. Og man kan fjerne mærkningen fra slutproduktet og kalde det  “ikke-GMO”, på trods af at produktet er genmodificeret i en ståltank eller med en GMO-saks. 

En ydmyg opfordring til gennemsigtighed

Artiklen handler kun om kvælstofkredsløbet, og hvad den nye bioteknologiske satsning indebærer for fødevaresikkerhed, jordens mikroliv og bondens suverænitet. Men dette er blot en dråbe i et stort hav af bioteknologisektorens forventede teknologiske transformation af vores fødevareproduktion.

Vi har brug for innovation for at mindske brugen af kemisk kunstgødning og for at fjerne pesticider. Men måske skal vi turde stoppe op og spørge, om vi er ved at organisere en form for forvirring, hvor ordet “naturlig” bruges som røgslør over en ny form for omfattende industriel landbrugspraksis. Det har nogle meget uheldige følgevirkninger.

Det er ikke et spørgsmål om at bremse fremskridt, men om at sikre, at vi ikke ofrer jordens genetiske variation, bondens selvbestemmelse og forbrugernes valgfrihed for kortsigtede teknologiske fix. Vi skal bevare gennemsigtigheden i hele kæden – fra den lukkede bioreaktor til den åbne mark og i sidste på vores tallerken.

Slut

***

* Bioreaktorer er det samme som ståltanke. De producerer biostimulanter eller præcisionsfermentering.