Kondensskyer skader klimaet

Luftfart Nye muligheder for afgifter på flyrejser

NOAH foreslår afgift per fly

12. december 2018 · Kl. 08:49 Nyhed

Folketinget er imod en afgift på passagerer fra danske lufthavne, selvom flertallet af danskere er for, og selvom vores nabolande har passagerafgifter. En afgift per fly, som gøres afhængig af flyets vægt og rejsens længde, kan være en løsning, som imødekommer både Folketing og befolkning. Modellen ligger inden for rammerne af de internationale regler, og den har fordele frem for en passagerafgift. Luftfragt bliver beskattet, og afgiften vil sikre færre tomme flysæder.

”Indtægter fra en afgift på fly kan finansiere alt fra skattelettelser til bedre togforbindelser. Og det vil være de rigeste, som betaler mest, fordi de flyver længst og oftest”, siger Jacob Sørensen fra NOAH.

Der er hverken moms eller afgifter på flybilletter eller flybrændstof. ”Afgifter på flytransport kan ses som en måde at inddrage skatter fra en ellers ubeskattet sektor. Men det er bedre for samfundet, hvis afgiften betragtes som et redskab til at reducere forbruget af flytransport og dermed luftfartens negative belastning af klimaet”, siger Jacob Sørensen fra NOAH.

Transport & Environment[1] har fået lavet et studie, der gennemgår forskellige modeller til flyafgifter, som holder sig indenfor rammerne af international lovgivning på luftfartsområdet. Ud over forslaget om afgifter per fly, er der et forslag om at forbedre modellen med passagerafgift, som den praktiseres i vores nabolande Tyskland, Sverige og Norge samt en lang række andre europæiske lande. Typisk er der kun to eller tre forskellige satser, men faktisk er det lovligt at gøre afgiften afhængig i rejsens længde, så længe destinationen ligger uden for Europa. Derudover er der to forslag om beskatning af udledningen af kvælstofoxider. Endeligt er der et forslag om at undersøge mulighederne for en differenceret afgift på fossil og ikke-fossil brændstof. NOAH advarer om denne sidstnævnte løsning, da det vil betyde en enorm øget efterspørgsel efter opdyrkede arealer og dermed fældning af regnskov.

 

[1] NOAH er medlem af Transport & Environment

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.900). Tusind tak!