Nyhed Naturen får en retshjælp!
Den danske natur er under pres.
Selvom der findes love og regler, der har til formål at beskytte naturen, bliver de ikke altid omsat til virkelighed. I mange tilfælde ender de med at være direkte ubrugelige.
Men der er hjælp på vej. Den nye forening Naturens Retshjælp arbejder for at advokater, jurister og jurastuderende i højere grad skal bidrage til at styrke beskyttelsen af naturen og imødegå klimaforandringerne.
NOAH er glade for at naturen nu kan få den juridiske hjælp, der tydeligvis er behov for, og vi er stolte af at være et af de første medlemmer af foreningen. Og ikke nok med det: en af vores aktivister, projektleder Annika Röckle, der de seneste år blandt andet har beskæftiget sig med aktivisters rettigheder og er hovedforfatter til rapporten Under Pressure (som snart udkommer på dansk!) er blevet valgt som medlem af bestyrelsen🥳😊
Så herfra skal der lyde et varmt velkommen til Naturens Retshjælp, vi ser frem til et stærkt samarbejde fremover.
- Hvad er Naturens Retshjælp
-
Naturens Retshjælp skal være en stærk retlig aktør inden for miljøbeskyttelse, beskyttelse af naturen og arbejdet imod klimaforandringer.
Retshjælpen skal bistå og rådgive civilsamfundsorganisationer og borgergrupper i miljø- og klimaspørgsmål så naturen ikke altid trækker det korteste strå når anlægsprojekter skal gennemføres, når der skal dispenseres for giftige pesticider eller når der udarbejdes planer til bekæmpelse af iltsvind og fiskedød i vores farvande.
Foruden juridisk bistand skal Naturens Retshjælp også være en platform for vidensdeling og samarbejde med blandt andet universiteter, fagpersoner, retshjælpens medlemmer og virksomheder.
Naturens Retshjælp er bemandet af frivillige jurister, jurastuderende, fagpersoner med miljøfaglig indsigt og en lønnet retshjælpsleder
Er du jurastuderende, jurist, advokat eller naturvidenskabelig studerende/kandidat eller fagperson indenfor et område, du mener kan bidrage til retshjælpen, er du velkommen til at kontakte Naturens Retshjælp. Der er mulighed for både at engagere sig gennem mere forpligtende frivillighed, som en del af retshjælpen, eller som mere løst tilknyttet fagperson som retshjælpen kan henvende sig til for sparring og vidensdeling.
- Hvordan kan jeg få fat i Naturens Retshjælp?
-
Er du privatperson, eller henvender du dig på vegne af en organisation eller borgergruppe, kan du kontakte kontakt@naturensretshjaelp.dk med en beskrivelse af dit miljø- og/eller klimaspørgsmål.
