
Kuannersuit/Kvanefjeldet Mineselskaber i Grønland bør kontrolleres bedre
Nuuk, København og Melbourne, d. 9. juni 2025
PRESSEMEDDELELSE
Mineselskaber i Grønland bør kontrolleres bedre
Torsdag d. 29. maj afholdt ejeren af det store Kuannersuit/Kvanefjeld uran og sjældne jordarter mineprojekt, Energy Transition Minerals (ETM), sin årlige generalforsamling i Melbourne i Australien. Mineselskabet har sagsøgt den danske og den grønlandske stat for 76 milliarder kr. – svarende til næsten fire gange Grønlands BNP - hvilket formentligt gør sagen til den største i Rigsfællesskabets historie.
”I mere end ti år har ETM forsøgt at tvinge et mineprojekt igennem, som få indbyggere i Grønland ønsker”, udtaler Erik Jensen, formand for URANI? NAAMIK / NEJ TIL URAN foreningen i Nuuk. ”Generalforsamlingen viser, at mineselskabet intet har lært, og ingen respekt har for den lokale befolkning. Tilsyneladende skyer ETM ingen midler for at gennemtvinge sit projekt, selvom det har været ulovligt i fire år.”
En af deltagerne i generalforsamlingen var Dave Sweeney fra miljøorganisationen Australian Conservation Foundation (ACF), der sørgede for, at aktionærerne kunne stille spørgsmål til ETM’s ledelse. Af hans briefing fra mødet fremgår det, at ETM ikke afviser, at Julie Bishop, der i februar blev ansat som strategisk rådgiver for at fremme mineprojektet, kan have forbindelser til Trump-administrationen. Julie Bishop, som er tidligere australsk udenrigsminister, er under anklage for at spille med fordækte kort i Myanmar, hvor hun både er FN’s særlige udsending og lobbyist for en række kinesiske mineselskaber. 290 miljøorganisationer har skrevet under på et åbent brev til FN’s generalsekretær med en opfordring til at undersøge interessekonflikten nærmere.
“Den australske uranindustri har i årtier lovet for meget og leveret for lidt”, udtaler atomkraftanalytiker Dave Sweeney fra ACF. ”Historien med udledninger til omgivelserne, skader på miljøet og splittelse af samfundet fortsætter, ligesom borgernes ofte succesfulde modstand overfor uranminedrift. Vi ønsker ikke, at australske mineselskaber skal ignorere eller tilsidesætte grønlandske borgeres bekymringer. Folk må have ret til at vælge deres fremtid og sige nej til minedrift og ETM og mineselskaberne er nødt til at lytte.”
Siden ophævelsen af forbuddet mod uranminedrift i 2013, som ETM fik presset igennem ved at true den grønlandske regering med ikke at ville udvinde sjældne jordarter i Kuannersuit, hvis der ikke samtidigt kunne udvindes uran, har selskabet kun givet anledning til problemer. Det kunne have været forhindret for tolv år siden, da der blev rejst spørgsmål i Folketinget og Inatsisartut om bl.a. ETM-ejerkredsens formodede forbindelser til organiseret kriminalitet i Australien.
”At tvivlsomme mineselskaber får adgang til licensområder er stadigt et problem”, udtaler Palle Bendsen fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Sammen med tre europæiske og to australske miljøorganisationer klagede NOAH i december 2024 til Nasdaq over det australsk-amerikanske mineselskab Critical Metals Corp, der er på vej til at overtage Tanbreez Mining Greenland A/S, som ejer det store Kringlerne/Killavaat Alannguat mineprojekt i Sydgrønland. Efter sigende er der tale om den største forekomst af sjældne jordarter i verden. I klagen dokumenteres det, at Critical Metals Corp i mindst tolv tilfælde har vildledt offentligheden, myndighederne og nuværende og eventuelt kommende aktionærer.”
Efter Donald Trump har truet med at annektere Grønland, udgør de mere end hundrede storskalalicensområder ikke kun et alvorligt miljømæssigt, men også et sikkerhedspolitisk problem. Tilsammen dækker de en femtedel af de beboelige områder i Grønland og i stedet for at besætte landet med militære midler, kan Trump-tilhængerne opkøbe det bid for bid. F.eks. råder det amerikanske investeringsfirma GreenMet over 10 milliarder USD, som det ønsker at investere i Grønland. I ledelsen af firmaet finder man en tidligere seniorrådgiver for direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste med en fortid som kommandør i specialtropperne i Afghanistan, en tidligere våbensergent fra specialtropperne, en eks-CIA-agent, og den tidligere ansvarlige for sikkerheden i Trump-organisationen, der fungerede som Donald Trumps personlige livvagt.
”Med kun en håndfuld ansatte har det grønlandske Råstofdepartement ikke en jordisk chance for at kontrollere de mange mineområder, endsige hvem der ejer dem”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAH Friends of the Earth Denmark. ”Baseret på erfaringerne med ETM kan Departementet ikke regne med meget støtte fra Forsvarsministeriet og Justitsministeriet i Danmark, der sammen med de grønlandske myndigheder står for sikkerheden og retshåndhævelsen i landet. Både den grønlandske befolkning og de grønlandske politikere ønsker et tættere forhold til EU, så måske kan Danmark bruge EU-formandskabet til at fremme grønlandske interesser på dette område. Samtidigt kunne man indføre et moratorium for storskalaminedrift i Grønland de næste fire år for at beskytte miljøet og undgå uønsket indblanding udefra.”
Australian Conservation Foundation’s briefing fra ETM’s generalforsamling
For mere om Energy Transition Minerals, mv., se: Mariane Paviasen, m.fl., Greenland Is Under Attack, Nuclear Monitor #917, June 28, 2024, s. 8-12
For yderligere oplysninger, kontakt:
URANI? NAAMIK / NEJ TIL URAN Foreningen i Nuuk: Erik Jensen, Tlf.: +299 49 67 90, E-mail: erikjensen1967(at)icloud.com
NOAH Friends of the Earth Denmark: Niels Henrik Hooge, Tlf.: +45 21 83 79 94, E-mail: nielshenrik(at)noah.dk og Palle Bendsen, Tlf.: +45 30 13 76 95, E-mail: pnb(at)ydun.net
Australian Conservation Foundation: Dave Sweeney, Tlf.: +61 (0)408 317 812, E-mail: dave.sweeney(at)acf.org.au