Navn: Tore Muurholm Dahl   Alder: 30 år   Uddannelse: e-Business fra CBS   Medstifter af Havbund

Det Europa, vi ønsker Giv iværksættere, der skaber miljøløsninger, bedre muligheder

Tore fra det innovative arbejdsfællesskab Grobund har startet en produktion af tang, som kan erstatte eksempelvis kød. Han mener, at EU burde være bedre til at støtte op om unge, som eksperimenterer med nye, bæredygtige løsninger

31. marts 2019 · Kl. 16:12 Nyhed

“Jeg blev betaget af Grobund, fordi det er så ambitiøst, som det er.”

Sådan siger Tore Muurholm Dahl, som sidste år købte en andel i det 160-mand store arbejdsfælleskab. Grobund er en kæmpe fabrikshal i Ebeltoft med en myriade af små værksteder, atelierer og kontoer. Snart kommer der også et off grid-boligområde. Off grid betyder, at husene er selvforsynende, og at området ikke er tilkoblet de offentlige forsyningsnet af el, vand, varme og kloakering.

Tang nedsætter miljøaftrykket

Tore er 30 år og er ved at starte en produktion af tang under navnet Havbund i Grobund sammen med to venner. Proteinindholdet er højt, så tang kan erstatte kød og bidrage til mindre CO2.

“Danmark har mange arter af tang, og ingen af dem er giftige. Når vi dyrker tang, fjerner vi kvælstof fra havet. Færre næringsstoffer i havet betyder, at vi får flere småfisk og mere biodiversitet i havmiljøet. Proteinindholdet i tang er højt, så det er godt for både mennesker og dyr,” fortæller Tore.

Ifølge Tore kan tang bruges til meget andet end mad og foder: Isolering, møbler, lim, emballage, solcreme, vitamintilskud. Tore og de to venner er startet med sukkertang, fordi den er til at have med at gøre. De går i gang med andre tangarter senere, forsikrer han.

Vi skal opsamle frem for at udlede CO2

På bedste guldgravermanér drømmer Tore om at lave en kæmpe tangfarm med økologisk certificeret tang. Men først skal danskerne lære at spise tang. De skal lære, hvordan den kan indgå i deres daglige kost, og der skal udvikles lækre tangprodukter og madopskrifter.

Tore kan godt se, at dyrkning af tang i havet kan se ud som om, at landbruget – med alle dets miljøproblemer – nu ekspanderer ud i havet, men han vil hellere se løsninger end problemer.

“Verden har brug for at producere og forbruge, og det skal vi finde løsninger på, så det kan ske inden for naturens grænser. Det vil sige, at vi skal opsamle frem for at udlede CO2. Der er ikke noget godt at sige om landbruget, hverken for økonomien, fremtiden eller miljøet, og derfor er vi nødt til at tænke i nye forretningsmodeller for vores produktion af mad. Jeg vil være rigtig ærgerlig, hvis tangens vandrensende effekt bliver en undskyldning for, at forureningen fra landbruget kan fortsætte,” siger han og fastslår, at vi skal omstille til mad, der har et mindre økologisk aftryk.

Gældsfrihed giver handlemuligheder

Den lille tangvirksomhed har nydt godt af Grobund, hvor de tre venner har startet virksomheden med en relativt lille investering. Det har været muligt, fordi gældsfrihed er et vigtigt princip i Grobund. Visionen er at skabe et samfund, som er selvforsynende, også med indkomst og penge.

Grobund vil ikke lukke sig ude af resten af samfundet, tværtimod handler det om at skabe arbejdspladser, som kan være med til at skabe en bedre fremtid for dem selv og samfundet. En fælles projekthal, som ikke ejes af bankerne, og hvor udgifterne holdes nede, skaber uafhængighed og selvbestemmelse.

“Vi skal have magten tilbage, og det har vi først den dag, hvor vi ikke skylder bankerne noget. Så har vi tid og råderum til at gøre det, som vi tror på”, siger Tore og fortsætter:

“Grobund er en vision om at skabe en ny samfundsmodel, som indtænker og tager hånd om alt:  Landbrug, produktion, medmenneskelighed og helbred samt en ny organisationsform. Selvom organisationen er stor, er der som sådan ikke nogen, der bestemmer mere end andre. Vi har en bestyrelse, men det er medlemmerne, som har råderum til at handle, og dermed er det de aktive, som bestemmer. Vi har skabt et rum, hvor man kan gøre noget konkret. Det er lidt deprimerende bare at snakke om tingene. Når man ser nogle fysiske resultater, og mennesker der går sammen om at skabe noget, så giver det en tro på fremtiden”.

 Navn: Tore Muurholm Dahl

 Alder: 30 år

 Uddannelse: e-Business fra CBS

 Medstifter af Havbund

Tore

Selvforsyning og produktion uden affald

Ud over gældsfrihed er det også vigtigt for Grobund at være fri for affald og at arbejde hen mod selvforsyning af mad, boliger, energi og så videre.

“Det gør os bevidste om vores forbrug. Vi begynder ikke bare at overforbruge. Hvis vi vil have strøm, skal vi selv lave den. Hvis vi vil på toilettet, skal vi selv tage ansvar for vores lort – bogstavligt talt,” siger Tore og påpeger:

”Vi er nødt til at være dannede mennesker, som ved en masse om en masse ting. Det er først, når man tager det ned på det lavpraktiske niveau, at man oplever de kreative processer, der skaber de innovative ideer. Fabrikken giver os mulighed for at skabe konkrete samarbejder mellem mennesker med forskellige kompetencer, men som deler den samme vision”.

Alle kan rykke på noget

Tore så gerne, at der kommer flere steder i Danmark og EU, hvor man går sammen om at lave nye samfundsformer.

“Ideen kan overføres til alle steder, hvor der er tomme bygningsarealer. Vores sted er en gammel stålfabrik, som har stået tom, siden produktionen flyttede til udlandet”, fortæller Tore og giver et par råd med på vejen til dem, som overvejer at gøre noget lignende:

“Man skal have en fælles vision, som mange kan være med på. Lav en støtteforening og saml mennesker, som vil det samme, og som kan lægge penge, energi og timer i projektet. Vi fandt ud af, at de fleste mennesker, om de er studerende, har børn, eller er lidt ældre og har arbejdet i mange år, kan skaffe 50.000 kr. på den ene eller anden måde, hvis bare projektet er godt nok. Nu er vi ejere af en kæmpe fabrik uden gæld. Det er en ordentlig mundfuld, når man starter sådan noget, og det kræver mange dygtige mennesker, som bruger meget tid på det. Men det er også skide sjovt. Man lærer noget om sig selv undervejs”.

Grobund har været meget stort fra start. Den megen omtale af projektet, fordi det er så stort og ambitiøst, er Tore glad for, fordi det har fået mange til at opdage, at der findes en anden vej.

“Det stærkeste, man kan skabe, er en bevægelse. Derfor afholder jeg i uge 29 en byggefestival, hvor alle kan lære under sloganet hyg og byg din egen festival. I Grobund har vi værktøjerne og den viden, der skal til, for at skabe noget nyt,” siger Tore.

Politikerne bør tillade nye modeller, der gavner miljøet

Alle politikere er begejstrede for Grobund, ingen er imod. Alligevel er Grobund stødt på vanskeligheder, ikke mindst når embedsmænd har skullet fravige fra de gængse normer og regler.

“Når man foreslår noget, som ikke står i reglerne, og der ikke er præcedens for, er det næsten altid en kamp at få en tilladelse”, siger Tore.

Grunden ved siden af Grobunds fabrik er for nylig blevet udpeget til såkaldt udviklingszone, som er en ordning fra Erhvervsministeriet, der gør samarbejdet med det offentlige mere smidigt, når der f.eks. skal bygges off grid-huse.

Tore foreslår, at EU arbejder på at gøre det nemmere at eksperimentere med nye løsninger og samfundsstrukturer. Han har besøgt mange projekter rundt omkring i Europa, som er drevet af borgere. Ingen steder giver lovgivningen ordentlig plads til mennesker, som vil eksperimentere med nye arbejds- og boformer. Det er et paradoks, at enten følger man reglerne, og så går det for langsomt, eller også går man bare i gang, og så er det ulovligt – også selvom alle politikkerne og den lokale befolkning støtter op om projekterne.

Grobund ønsker ikke at gøre noget ulovligt. Alle skal kunne se fornuften i det, så Grobund er alment og upolitisk.  

“Hvis folk vil eksperimentere med nye fortolkninger af bæredygtige samfund, skal de have lov til det, selvom de måske ikke alle sammen lykkes. Vi er nødt til at finde på nye samfundsmodeller,” mener Tore.

“EU ønsker flere unge og grønne projekter i landdistrikterne, og det er netop, hvad projekter som Grobund sørger for. Økonomisk kunne man afsætte flere penge til at skabe en sådan udvikling, og man kan gøre det nemmere at få tilladelse til at eksperimentere, så længe det er miljømæssigt sundt. Jo mere det offentlige er villige til at hjælpe allerede fra grundfase og ideudvikling, jo nemmere er det,” siger han og understreger at engagementet allerede er der:

“Mange unge vil gerne en anden vej. Ud på landet, have et billigt lille hus eller en nedlagt gård. De vil gerne udvikle projekter helt fra grunden uden at gældsætte sig helt vildt og leve et meningsfyldt liv uden at skabe en masse affald”, afslutter Tore Muurholm Dahl.

Mød andre unge

Saskia Fællesskab og kvalitet kan stoppe overforbruget
I den lille storbyoase The Clothing Club i Århus kan man låne tøj til fest og hverdag. Det er et fælleskab, som er med til at skabe et alternativ til overforbruget af tøj. Initiativtageren til projektet ønsker sig, at EU arbejder med at nedsætte tøjindustriens miljø- og klimaaftryk og at det bliver nemmere at leve af at gøre det, som samfundet har gavn af.
Marie Klimavenlige og sunde bygninger kræver rene materialer og kvalitet
Bygninger er Danmarks største energislugere. Ressourcer går tabt, når bygninger rives ned. Og mineraluld og andre byggematerialer er energikrævende at producere, skaber dårligt indeklima og meget af det, bliver ikke genbrugt. Det vil Marie Maarbjerg, der er tømrerlærling, lave om på. Hun mener, at EU burde skabe bedre incitamenter for at efterisolere bygninger med gode og rene materialer.
Anders Unge jordbrugere kan bidrage til bæredygtig omstilling
Små, lokale jordbrug kan være et positivt redskab i en bæredygtig omstilling. Sammen med sin kæreste Katrine har Anders med en beskeden startkapital skabt et lille, økologisk jordbrug, som understøtter naturens egne processer.
Lene Mere viden om bæredygtighed, tak
EU når ikke sit mål om en bæredygtig fremtid, medmindre befolkningen får mere viden om, hvordan man kan leve bæredygtigt, mener Lene Dahl fra økosamfundet Himmerlandsbyen. Netop økosamfund er et godt sted at få mere viden, fordi indbyggerne lever miljøvenligt og beskytter naturen. Hun ville ønske, at EU gjorde mere for at fremme skolebørns grønne dannelse, og at EU fjernede nogle af de forhindringer, som økosamfund løbende støder på.
Nikolaj Landbrugsstøtten favoriserer storproducenter
Mange unge ønsker mere miljøskånsomme måder at forvalte jorden på og starte deres eget, men både uddannelse, finansiering og afsætningsmuligheder er domineret af det konventionelle landbrug. Det understøtter EU. Nikolaj Thomsen er en af de få, der har fået mulighed for dyrke egne grøntsager med miljøskånsomme landbrugsmetoder og lokal afsætning.
EP19

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!