Pris

TTIP EU’s handelskommissær på besøg i Danmark: Bliver årets medarbejder

11. september 2015 · Kl. 11:33 Nyhed

EU’s handelskommissær Cecilia Malmström var fredag d. 11. september i Danmark for at promovere handelsaftalen mellem EU og USA (TTIP). I den forbindelse modtog handelskommissæren en pris som årets medarbejder. Prisen blev overrakt i forbindelse med tænketanken EUROPA’s konference på Dansk Arkitektur Center.

”TTIP-netværket har valgt Cecilia Malmström som årets medarbejder for sin indsats for at tage så godt vare på de multinationale virksomheders interesser i TTIP. Vi overrækker hende derfor en pris i forbindelse med hendes besøg i Danmark”, forklarer Nanna L. Clifforth fra miljøorganisationen NOAH, som er del af TTIP-netværket.

Virksomheder kan sagsøge stater ved særdomstole

Malmström modtager især prisen for sit ihærdige forsøg på at inkludere en særdomstol i TTIP, som skal give udenlandske virksomheder mulighed for at sagsøge stater, hvis ny lovgivning mindsker deres forventede profit. I forbindelse med prisoverrækkelsen er TTIP-netværket mødt op som repræsentanter fra Vattenfall, Mærsk, Chevron, Veolia og Philip Morris, som er virksomheder, der tidligere har nydt godt af særdomstolene i andre aftaler. Fx har Vattenfall sagsøgt Tyskland over beslutningen om at udfase atomkraft, Veolia har sagsøgt Egypten for at hæve mindstelønnen, og Mærsk har fået 5 mia. kr. fra Algeriet, som konsekvens af at staten hævede olieskatten.

”Det er helt tydeligt, at udenlandske virksomheder gennem særdomstolene får særlige privilegier, som gør det muligt for dem at omgå og udfordre lovgivning i profittens navn. Det har vi allerede set inden for bl.a. miljø- og arbejdsforhold”, siger Nanna L. Clifforth.

Gammel vin på nye flasker

Særdomstolene findes allerede i mange aftaler, kendt som investor-stat-tvistbilæggelse (ISDS). EU-kommissionen har erkendt, at ISDS er en forældet mekanisme og er derfor gået ind i en proces om at reformere mekanismen i TTIP og give den et andet navn, men det ændrer ikke grundlæggende ved mekanismen.

”Når EU snakker om en reformering af ISDS, er det kun kosmetiske ændringer i et forsøg på at overbevise kritikere om, at der ikke er noget problem. Men ISDS er indrettet til at tilgodese magtfulde virksomheders interesser og er fuldstændig unødvendig i en aftale med USA. Ved at inkludere ISDS i en aftale med USA risikerer vi et væld af sager, hvor amerikanske virksomheder udfordrer både fornuftig lovgivning på EU- og nationalstatsniveau” slutter Nanna L. Clifforth.

Samtidig er den traditionelle ISDS inkluderet i EU’s handelsaftale med Canada (CETA), og den aftale vil Kommissionen ikke genåbne trods, at de har erkendt at mekanismen er forældet.

_____________________________________________________________

TTIP-netværket består af NOAH Friends of the Earth Danmark, Greenpeace, Afrika Kontakt, Mellemfolkeligt Samvirke, Det Økologisk Råd, May Day, Danske Studerendes Fællesråd, ATTAC, Corporate Europe Observatory, UAEM/IMCC (Universities Allied for Essential Medicines),

Læs mere på www.ttip.dk

Kontakt
Nanna Clifforth, tlf. 51 51 77 24, nanna@noah.dk

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!