EU-politik Er vi ved at privatisere køkkenhaverne gennem almindelig krydsbestøvning

Netop nu er hele tre lovforslag i EU ved at blive søsat, der kan definere vores naturarv og fødevaregrundlag i generationer: Den allerede vedtagne omfattende deregulering af nye genteknologier til anvendelse i planter (NGT-1), en ny frølovgivning (PRM) som er under trilogforhandlinger og nye regler for genmodificerede mikroorganismer til afstemning i november. Det lyder teknisk, men det handler om selve ejendomsretten over vores mad. 

Det juridiske paradoks

Vi starter med frø-forordningen (PRM). Den indeholder nogle paragraffer, som positivt anerkender lokalbefolkningers rettigheder til at gemme og bytte frø uden om de normale kommercielle krav, der er for de professionelle aktører. Det er en juridisk anerkendelse af vigtigheden af at give ikke-professionelle brugere såsom private havefolk, frøsamlere, hobby-gartnere og amatør-jordbrug frihed til at gemme og dyrke lokale bevaringssorter og plantegenetiske ressourcer - som kan være med til at skabe bæredygtige fødevaresystemer.

Men direkte i modsætning til disse intentioner i frø-forordningen, som dog ikke er vedtaget endnu, vil den allerede vedtagne lov i EU om deregulering af de såkaldte NGT-1 planter (New Genomic Techniques kategori 1), og en eventuel lempelse af regler for udsætning af en ny kategori af genmodificerede mikroorganismer “low-risk-GMM”, tilsammen true muligheden for at bevare de lokale bevaringssorter, og truer dermed den tryghed og gennemsigtighed, som frøbytte bygger på. 

Problemet er opstået, da EU i NGT-lovgivningen har ændret definitionerne på GMO på en sådan måde, at man vil fjerne de væsentlige sikkerhedskontroller for GMO-landbrug herunder sameksistens, som ellers garanterer, at GMO ikke kontaminerer de omkringliggende omgivelser, frø, kulturplanter og vilde planter. Dette er kommet i stand ud fra en antagelse baseret på, at de nye GMO-teknikker er ækvivalente med konventionelle forædlingsmetoder og naturlige biologiske processer i naturen. EU har ikke samtidigt lavet lov for, at man ikke kan patentere NGT-1 planter.

Når luften og jorden “fyldes” med patenter

Det lyder som en teknisk formsag, men disse handlinger fjerner fundamentet for de to vigtigste sikkerhedsforanstaltninger der er i forhold til sameksistensregler for GMO-landbrug i dag: Kravet om offentlige registre over GMO-markerne og de nuværende lovbestemte bufferzoner rundt om GMO-landbrug.

Her opstår der et paradoks: Hvordan kan en privat havedyrker eller frøsamler bevare en oprindelig frøsort, når luften over hækken kan være fyldt med pollen fra NGT-1 planter? Studier har vist, at majspollen kan flyve over fire kilometer væk fra dyrkningsstedet. Pollen kender ikke til matrikelskel. Når vinden blæser og bierne sværmer, tager de de patenterede genetiske egenskaber med sig over til nabogrunden. Denne pollenflugt betyder i praksis, at gener fra NGT-1 afgrøder kan lande i dine ærter eller kål, uden at det kan ses eller spores.

Mens den nye frø-lov (PRM) på papiret altså giver os ret til at bytte frø med naboen for at sikre biodiversiteten, fjerner NGT-lovgivningen i praksis vores mulighed for at beskytte planterne mod usynlig genetisk sammenblanding.

GMO-fri frø og - planter føles som et privilegium, der bliver taget fra os

Hvor landmænd i dag skal registrere de præcise koordinater for arealer med GMO-dyrkning, har den nye NGT-lovgivning fjernet foranstaltningerne for krav om geografisk sporbarhed for NGT-1 planter. Det betyder i praksis, at naboen til en NGT-1 mark ikke længere har ret til at vide, hvad der gror på den anden side af hækken. Uden et offentligt tilgængeligt landkort bliver det umuligt for lokale havedyrkere, uafhængige avlere, frøsamlere og småjordbrug at beskytte deres egne planter og afgrøder mod utilsigtet krydsbestøvning. Det gælder også for økologisk, regenerativt og biodynamisk jordbrug.

Når den geografiske gennemsigtighed forsvinder, risikerer vi også, at de frø, der byttes i lokale netværk, bliver ufrivillige bærere af de patenterede GMO-gener. Havedyrkere, frøsamlere og småjordbrug risikerer dermed at blive distributører af en teknologi, de aldrig har bedt om, og som de i værste scenarium kan blive sagsøgt for at bytte. Søgsmål sker måske ikke, men uanset hvad, er det et tab af diversitet, og det er et fundamentalt tab af kontrol over, hvad vi dyrker i vores egen køkkenhave.

Økologen som betaler

Det er særligt absurd for de økologiske, regenerative, biodynamiske og permakultur jordbrug. Selvom NGT er forbudt i økologien, mister økologer reelt deres beskyttelse mod kontaminering af fremmede gener, når bufferzonerne og de geografiske kort forsvinder. Det bliver dermed den økologiske bonde, der alene skal løfte bevisbyrden og betale for dyre tests, hvis kontaminering sker ud over den tilladte grænse på 0,9 %. Uden de nuværende afstandskrav er den kemifrie produktion reelt overladt til vinden og biernes tilfældige ruter, der i værste fald kan gøre en hel høst værdiløs som økologisk produkt. Det er et paradoks, at man med lovforslagene spænder ben for netop de landbrug, som skaber grobund for øget frødiversitet og biodiversitet.

Kravet om fuld transparens

Hvis EU mener det seriøst, at havedyrkere, frøsamlere og småjordbrug skal have sortsfrihed og mulighed for at løfte forvalterskabet af fremtidens madproduktion - via den nye frølovgivning (PRM), er fuld transparens i GMO-landbrug en forudsætning. Uden en offentlig geografisk database bliver løfterne om 'frøbytte' i PRM-forordningen blot en tom skal uden reelt indhold. 

Selvom EU nu har valgt at deregulere GMO til anvendelse i fødevareproduktionen og dermed gjort det sværere at spore NGT-1 planter, må vi i Danmark forsøge at få oprettet systemer til gennemsigtighed fra jord til bord. Alle borgere – fra den store landmand til den lille frøsamler – har krav på at vide, hvad der gror på den anden side af hegnet. Og det kræver et geografisk register over samtlige NGT-marker, og tydelig mærkning af alle NGT-1 produkter i køledisken.