Bioteknologiens tidsalder Er økologiens essens under afvikling?
Vi står i 2026 ved en skillevej for europæisk fødevareproduktion. Mens EU ruller den røde løber ud for nye bioteknologiske løsninger for at sikre global konkurrenceevne, frygter den økologiske sektor, at selve fundamentet under deres jordbrug er ved at erodere i en bølge af afregulering og bureaukratisk forenkling.
Med vedtagelsen af de nye regler for Nye Genomiske Teknikker (NGT-1) og de nye lovforslag omfattende "Biotech Act" (COM(2025)1031) og Omnibus-forordningen, er Europa trådt ind i en ny æra. Formålet er klart: EU skal matche USA og Kina. Som beskrevet i Kommissionens analysenotat SWD(2025)424, er bioteknologi nu udråbt som en strategisk nødvendighed for vækst. Men prisen for denne acceleration kan vise sig at blive betalt af den økologiske sektor.
Et af de første slag mod økologien kommer fra et nyt politisk værktøj kaldet et 'Competitiveness Check' (konkurrenceevne-tjek). Som det fremgår af arbejdsdokumentet SWD(2025)424, skal alle nye EU-regler nu screenes for, om de hæmmer industriens vækst. I praksis betyder det, at de strenge kontrol- og mærkningskrav, der før beskyttede økologien mod GMO, nu bliver ofret i effektivitetens navn for at matche USA og Kina.
De tre trusler mod det naturlige jordbrug
Ifølge IFOAM Organics Europe udgør den nuværende politiske retning en eksistentiel risiko for europæisk fødevaresuverænitet og økologiens integritet:
- Den usynlige forurening: Da NGT-1 planter nu kategoriseres som konventionelle og fritages for mærkningskrav, mister økologiske landmænd deres vigtigste værktøj til at adskille deres produktion fra den bioteknologiske. Uden fuld sporbarhed og klare regler for sameksistens, risikerer vi en utilsigtet sammenblanding, hvor økologen står tilbage med regningen. Her er IFOAMs pressemeddelelse fra december 2025 om dette.
- 5 %-reglen: (En trojansk hest?) Som led i EU's ønske om at fjerne administrative byrder og styrke konkurrenceevnen – beskrevet i arbejdsdokumentet SWD(2025)424 – foreslås det at tillade op til 5 % ikke-økologiske ingredienser i økologiske varer uden forudgående godkendelse, som en del af "forenklings-pakken" i Omnibus-forordningen (COM(2025)1030). IFOAM er bekymret for, at dette bliver en bagdør for bioteknologiske umærkede NGT-afgrøder i økologiske færdigvarer.
- Patentering vs. Naturens frihed: IFOAM har i deres Global Safety Risk Assessment Protocol påpeget, hvordan de nye teknikker kan føre til en massiv patentering af liv. Hvor økologien bygger på adgangen til en fælles arv af robuste sorter, risikerer vi nu, at de nye regler cementerer tech-giganternes kontrol over fødevarekæden gennem patenterede teknologier, for at øge konkurrenceevnen, og så bliver det økonomisk umuligt for de små, uafhængige forædlere at være med.
Er økologi stadig økologisk?
Spørgsmålet er nu, om "økologi" i 2026 stadig betyder det, vi tror? Når den politiske virkelighed tvinger teknologiske løsninger ind i alle sprækker af lovgivningen for at fremme konkurrenceevnen, bliver det sværere for det naturbaserede landbrug at overleve på egne præmisser. Det vil eksempelvis sige økologisk-regenerativt, agroøkologi, permakultur og biodynamisk jordbrug.
Vi bevæger os mod en amerikanisering af vores fødevaresystem, hvor hastighed og patentrettigheder vægtes højere end forsigtighedsprincippet og gennemsigtighed for forbrugeren.
Find ind til essensen
Hvis vi skal passe på vores fødevaresystemer, må vi forstå, hvad der er på spil. Det handler ikke kun om gener og laboratorier, men om vores relation til jorden og vores ret til at vide, hvad vi spiser.
Ifoam inviterer alle interesserede til at deltage i deres webinar: "The Truth About Organic: Exploring the Essence of Organic Farming" den 21. januar kl. 13.00. Her dykker de ned i, hvad økologi er, for at give forbrugere, politikere og bønder en bedre forståelse for økologisk praksis.
👉 Tilmeld dig her: Webinar: https://www.ifoam.bio/news/webinar-truth-about-organic
