EU-Mercosur En frihandelsaftale der fremmer ekstraktivisme og social ulighed

Lørdag 17. januar blev frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay underskrevet. Statsledere i Mercosur-landene og EU’s forperson Ursula von der Leyen præsenterer underskrivelsen som en stor sejr, men virkeligheden er en helt anden: Handelsaftalen, der har været under forhandling i mere end 25 år vil betyde miljøødelæggelse, arbejdsløshed og større ulighed i de fire sydamerikanske lande, og aftalen vil forstærke det skæve magtforhold mellem EU og Mercosur. 

EU-Mercosur-aftalen  øger den ulige handel, hvor EU eksporterer industriprodukter og forældet teknologi, mens Mercosur leverer råvarer fra landbruget og mineraler. For lande som Brasilien og Argentina er dette virkelig katastrofalt, fordi det vil betyde en afvikling af lokal industri og ødelægge tusindvis af arbejdspladser. I Argentinas tilfælde er situationen allerede alarmerende med et fald i industriproduktionen på 9,5 % i 2024 som følge af politikken til Javier Mileis regering. Dette er det største fald siden landets økonomiske krise i 2001.

Den såkaldte “bøffer for biler”-aftale vil øge europæisk eksport af industrivarer som biler og landbrugskemikalier til Mercosur-landene, mens de sydamerikanske lande vil eksportere landbrugsvarer som bl.a. soja og kød til EU. Aftalen tjener landbrugsindustriens interesser på begge kontinenter, mens den forværrer situationen for oprindelige folk og afskovning, 

Aftalen vil have følgende konsekvenser i Mercosur-landene:

• Udvidelse af det industrielle landbrug, der øger ulighed og social konflikt. I Paraguay, vil dette for eksempel betyde en øget koncentration af jordejerskab, hvilket vil være katastrofalt for et land som allerede har den skæveste jordfordeling i verden. Frihandelsaftalen vil dermed intensivere konflikterne i landdistrikterne, godt hjulpet af en lov, der kriminaliserer kampen om jorden i Paraguay.
• Accelereret afskovning. Aftalen vil øge europæisk efterspørgsel efter landbrugsråvarer som soja, blandt andet til den danske svineproduktion. Dette vil udvide det industrielle landbrug i Mercosur, med ødelæggelse af uerstattelige økosystemer i bl.a. Chaco, Cerrado og Amazonas som konsekvens. Industrielt landbrug er allerede den største driver af afskovning i Mercosur-landene, og frihandelsaftalen vil kun accelerere denne udvikling. Afskovningen vil få alvorlige konsekvenser for sundhed og velfærd for lokalsamfund, småbønder og oprindelige folk, og for miljøet og klimaet.
• Ødelæggelse af den paraguayanske Chaco og fordrivelse af den oprindelige befolkning. Aftalen giver europæisk kapital adgang til udvinding af strategiske mineraler til den europæiske energiomstilling, såsom udvinding af lithium, et mineral, der er afgørende for teknologiindustrien, samt sjældne jordarter og uran. EU-Mercosur-aftalen stiller alle landets mineral- og energiressourcer til rådighed for udenlandsk kapital og skaber dermed et nyt eksportmønster med specialisering baseret på minedrift. Minedrift truer allerede oprindelige folk i både Brasilien, Argentina og Paraguay, og hvis minedriften bliver udvidet, risikerer de at blive fordrevet fra deres territorier. Dette inkluderer oprindelige folk, der lever i frivillig isolation i Chaco-regionen.
• Nedlæggelse af lokal industri og produktion og åbning af lokale markeder for europæiske importvarer vil nedbryde den sparsomme lokale industri, der er opbygget i Mercosur-landene, især i Brasilien og Argentina. Lokal industri vil gradvist blive nedbrudt, hvilket vil have store konsekvenser for lokal økonomi og føre til tab af flere tusind arbejdspladser i de fire sydamerikanske lande. 
• Øget ekstern sårbarhed i Mercosur-landenes økonomier: Handelsliberaliseringen vil gøre Mercosur-landenes økonomier mere sårbare over for udsving i råvarepriserne på det internationale finansmarked, hvilket vil skabe større økonomisk og finansiel ustabilitet.
• Tab af mad- og energisuverænitet: Aftalen vil primært gavne landbrugsindustrien i Mercosur-landene, en sektor domineret af eliter, der ejer store landområder. Dermed vil aftalen udvide og forstærke de strukturelle uligheder, der allerede hersker i Mercosur.

EU-Mercosur-aftalen bygger på ulige forhandlingsbetingelser. Dette afspejles i, at mens EU opretholder en selektiv protektionisme i form af subsidier til landbrugssektoren, ikke-toldmæssige barrierer for at beskytte landbrugssektoren og ikke-bindende klausuler om “bæredygtig udvikling”, tilbyder Mercosur på et sølvfad en fuldstændig åbning af sine markeder og sine strategiske naturressourcer og energiressourcer til europæisk kapital. Konsekvensen vil være fatale on the ground  i Mercosur-landene.

Ratificeringen af aftalen finder desuden sted i en international kontekst, hvor den globale strid om adgangen til kritiske naturressourcer som strategiske mineraler til den “grønne omstilling” og den teknologiske sektor (lithium og sjældne jordarter) samt landbrugsvarer, er blevet skærpet. EU forsøger at garantere den europæiske mad- og energisikkerhed ved at sikre sig adgang til disse ressourcer, som vil give EU kontrol over den globale forsyningskæde. Men dette sker på bekostning af befolkningerne i syd og deres mad- og energisuverænitet. 

Kort sagt sikrer EU med denne aftale adgangen til de råvarer, den har brug for, samtidig med at den eksternaliserer sit økologiske fodaftryk og de socioøkonomiske omkostninger ved en aftale, der pålægger asymmetriske standarder og dømmer Mercosur-landenes befolkninger til at leve i usikkerhed.

EU-Mercosur-aftalen gavner ikke arbejdstagerne i syd, den øger specialiseringen i sektorer med lav produktivitet og store sociale og økologiske omkostninger, såsom eksportlandbrug og minedrift. Samtidig vil den koncentrerer rigdommen hos eksporteliter, der gør arbejdstagernes job og liv usikre, og styrker en udvindingsmodel, der er socialt og miljømæssigt uholdbar, ekskluderende og ødelæggende.

Dette er en redigeret version af en tekst, der oprindelig blev skrevet af NOAHs partner Heñói i Paraguay. Du kan læse den originale artikel her.