Præcisionsfermentering Den bio-digitale strømsluger

Som vi har skrevet om i tidligere artikler her på NOAH's hjemmeside, har man opfundet ny teknologi, hvor man med GMO-producerende præcisionsfermentering kan producere nye produkter til hele vejen rundt om vores fødevaresystem. [1, 2] Det handler om produkter til menneskelig konsum, aminosyrer, foder, e-numre, konserveringsmidler, farvestoffer, biopesticider og biokvælstof m.fl.

Hvis du lytter til biotek-virksomhederne og de store fonde, fremstilles præcisionsfermentering – hvor man bruger genmodificerede gærceller i store ståltanke til at spytte blandt andet sterile mælke- og æggehvideproteiner ud – som det ultimative svar på en bæredygtig fremtid. Fortællingen er besnærende: Vi kan fjerne landbrugets metangas, gyllehåndtering og dyremishandling ved blot at flytte produktionen fra marken og ind i en tank. Det udråbes som det store, CO2-neutrale vidunder.

Men der er ingen gratis omgang i fysikkens og biologiens verden. Bioreaktorer spiser nemlig ikke græs; de spiser enorme mængder elektricitet, data og konstant varme.

Den skjulte energiregning

For at holde de biologiske processer i gang i gigantiske ståltanke på tusindvis af liter, kræves der et massivt, uafbrudt energiforbrug. Tankene skal holdes sterile. De skal konstant opvarmes til præcise temperaturer, og de enorme mængder væske skal omrøres og iltes døgnet rundt.

Forskning fra University of California viser netop, at kravene til ekstrem sterilitet og højtforarbejdede vækstmedier i laboratorie-fødevarer er så energiintensive, at det samlede CO2-aftryk risikerer at blive markant højere end ved traditionel produktion. Når proteinerne bagefter skal høstes (den såkaldte downstream-processing), kræver det endnu en energiintensiv filtrerings- og tørringsproces.

Når man lægger dette energiforbrug sammen med de avancerede datacentre, der er nødvendige for denne nye produktionsform, bliver regnestykket for alvor tungt. Denne strømslugende it-infrastruktur, der skal bruges, når supercomputere skal kode og designe de proteiner, som ståltankene skal producere i det næste led, er enormt. Vi står over for en ny industri, der potentielt kræver lige så meget eller mere energi, end det gamle fossile landbrug gør.

Det Internationale Energiagentur (IEA) advarer allerede om, at det globale elnet er under historisk pres på grund af den eksplosive vækst i datacentre og kunstig intelligens.

Hvorfor atomkraft spøger i kulissen

Det er netop her, at fødevareteknologien og den danske atomkraft-debat smelter sammen.

Hvis Danmark og Europa for alvor skal satse på bioteknologi som fundamentet for vores fremtidige fødevarer, kan vores nuværende grønne strøm fra vindmøller og solceller slet ikke følge med. Vind og vejr er fluktuerende, men en biologisk fermenteringstank kan ikke bare slukkes, når vinden lægger sig – så dør kulturerne, og produktion for millioner af kroner går tabt.

Det kræver basetræk-strøm – altså massiv, stabil, CO2-neutral energi, der kører 24 timer i døgnet, uanset vejret. Det er præcis denne virkelighed, der har fået virksomhederne og deres tænketanke til at indse, at biotek-boomet reelt kræver en helt ny energistruktur, hvor atomkraft pludselig bliver det eneste logiske svar på industriens enorme strømtørst.

Ingen stiller de kritiske spørgsmål

Biotek-virksomhederne bliver i dag udråbt som klimaets redningsmænd. EU lægger i disse år sporene til den bioteknologiske fødevarefremtid gennem markante lempelser af reglerne for blandt andet NGT-1-planter, genmodificerede mikroorganismer og GMO-dyr. Men midt i den politiske iver er der ingen, der stiller de afgørende spørgsmål: Hvor skal strømmen komme fra? Og hvad er det reelle CO2-aftryk, når vi modregner den enorme mængde energi, som de nye bioreaktorer kræver?

Vi er ved at udskifte biologiske processer på marken med industrielle processer i energislugende fabrikker. Det løser måske nogle etiske problemer i forhold til stordrift af dyr – men vi risikerer at flytte klimaproblemet fra landmandens gylletank direkte over i energisektorens elnet.

Det er på tide, at vi forbinder prikkerne mellem vores fødevarepolitik og vores energipolitik. For fremtidens "grønne" proteiner risikerer at blive så strømkrævende, at de kun kan overleve på atomkraft.

***

Referencer:

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52025DC0525 

https://www.ucdavis.edu/food/news/lab-grown-meat-carbon-footprint-worse-beef

https://www.iea.org/reports/electricity-2024

https://thebulletin.org/2024/12/ai-goes-nuclear/ 

https://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article14880730.ece?