Infrastruktur Brint er en dyr måde at fremme vedvarende energi

Planlægningen af fremtidens brint er løbet af sporet. Forventningerne til brint er urealistisk høje og fører til løsninger, der i sidste ende skader mere end de gavner. 

EU skal reducere udledningen af klimagasser med 55 procent inden 2030 i forhold til 1990 og til netto-nul i 2050. Målet for 2040 er på trapperne. Et af våbnene til at reducere udledningen af klimagasser er brint, fordi den kan lagre energi ligesom et batteri. Men hvor et batteri er tungt og klodset, er brint let og kan efter lidt modificering bruges i f.eks. fly og skibsfart. 

Europa-Kommissionen har derfor længe støttet udvikling af brintområdet og haft en tro på det store brintboom i Europa. Tidspunktet for boomet rykker dog hele tiden fremad. For at opfylde kommissionens nuværende målsætning om at producere 10 millioner tons grønt brint i 2030 skønner kommissionen, at der er brug for 80-100 gigawatt elektrolysekapacitet. Den samlede kapacitet i EU er dog skønsmæssigt stadig under een gigawatt. Produktionen skal derfor øges omkring 100 gange på fem år. Flere kilder, herunder EU’s revisionsret, vurderer en sådan stigning som helt urealistisk.

Industrien garanterer kun en procent

En af grundene til, at Kommissionen har sat et så håbløst højt mål, er, at den er forpligtet til at inddrage operatørerne af gas i sin planlægning. Sammenslutningen af gasoperatører i EU udarbejder hvert andet år en plan for de kommende 10 år for at vejlede EU’s embedsmænd og politikere i at føre energipolitik. Disse 10-årsplaner har dog vist sig at være notorisk optimistiske. Det har ført til et alt for stort europæisk rørnet til fossilgas, og nu er man godt i gang med at bygge en overdimensioneret infrastruktur til brint.

Brintrøret mellem Esbjerg og Tyskland er blot et af mange eksempler på et kommende overdimensioneret netværk af brintrør i EU. Røret er planlagt til at transportere 556 tusind tons brint om året, hvilket svarer til en elektrolysekapacitet på ca. fire gigawatt eller mere, men i den endelige politiske aftale er bookningskravet sænket til en halv gigawatt brint. Folketinget havde ellers et udtalt ønske om at dele de økonomiske risici mellem industri og stat. Dette ønske må siges at være gået fløjten, når industrien kun forpligter sig til at bruge en brøkdel af det planlagte tysk-danske rørs kapacitet.

De fossile energiselskaber ønsker brint

Operatørerne af gasrør er ikke de eneste, der gerne vil have EU-støtte til brint. Kul- olie og gasindustrien har længe lobbyet for at øge støtten. Deres interesse er blå brint, men også at få det til at se ud som om, at løsningen på klimakrisen er lige om hjørnet. Blå brint er brint produceret af fossile brændstoffer, hvor noget af udledningen af CO2 bliver indfanget og brugt til at producere kulstofholdige brændstoffer eller lagret i undergrunden.

Hvor mærkeligt det end lyder, går budskabet om, at fossilindustrien er en del af klimaløsningen, klart ind hos toppen i Europa-Kommissionen. På X takker kommissionsformand Ursula von der Leyen de store energiselskaber som TotalEnergi og Shell for deres støtte til omstilling mod renere energi. På et møde om PtX og fangst og lagring af CO2 udtalte Dan Jørgensen forgænger som kommissær på energiområdet, Kadri Simson, at hun anser EU’s støtte som en mulighed for EU's olie- og gasproducenter.

Et af de områder, hvor olie- og gasindustrien har haft indflydelse, er med EU’s definition af grøn brint. For at få lov til at kalde brint grøn, og dermed bæredygtig, skal den kun reducere udledningen af klimagasser med ca. 70 procent i forhold til fossile alternativer. Der må også bruges en vis mængde atomkraft i fremstillingen. 70 procent lyder måske af meget, men definitionen er kontraproduktiv for målsætningen om at gøre EU klimaneutral om 25 år.

Selvom meget tyder på, at de danske politikere har højere forventninger til produktionen af grøn brint i Danmark, er det EU’s krav, de danske producenter af brint skal leve op til.

Elektrificering er bedre

Energitabet ved produktion og forbrug af brint i forhold til direkte anvendelse af elektricitet er betydeligt, hvorfor brint de facto kan føre til øget udledning af CO2. Især hvis man inkluderer, at øget forbrug af elektricitet til brint fører til, at det vil tage endnu længere tid at udfase bioenergi.

For et land som Danmark med en forholdsvis høj og stigende andel af sol- og vindenergi er potentialet for at producere grøn brint betydeligt bedre end i mange andre EU-lande, og på flere parametre giver det mening, at Danmark producerer brint til det europæiske marked. For at sikre en grøn produktion af brint, har Folketinget vedtaget en politisk målsætning om, at Danmark skal være nettoeksportør af grøn energi. 

Selvom denne målsætning er ment godt, er den alt for fluffy. Perioderne, hvor der produceres mere vedvarende energi, end der forbruges, er begrænsede. Nye og flere brintanlæg øger efterspørgslen efter elektricitet, og når der ikke er overskud af vedvarende energi, er der kun et sted at dække behovet for elektricitet, og det er ved hjælp af fossile brændsler eller bioenergi. Desuden er det mere energieffektivt at bruge elektricitet direkte i stedet for at lagre den som brint, hvilket betyder, at den politiske ambition om mere brint fører til, at den grønne energi ikke bliver brugt effektivt.

I det bredere europæiske perspektiv er disse skjulte effekter endnu mere udtalte. Elmarkedet i EU er stort, og der vil praktisk taget aldrig være overskud af vedvarende energi i systemet. En øget efterspørgsel efter elektricitet til at producere brint vil derfor uundgåeligt føre til øget forbrug af fossile brændsler eller bioenergi. Reduktionen af klimagasser vil gå langsommere og være mere besværlig end uden de mange og store støtteordninger til brint.

Dyr måde at fremme vedvarende energi

Kritikken preller dog af på politikere og embedsværk. Brintbranchens narrativ om at tænke langsigtet har vundet stor tilslutning: Javel, teknologien er stadig umoden, men den bedste måde at modne en teknologi på er at sætte gang i storskala-produktioner. Produktionen af brint kommer ikke i gang, hvis der ikke er afsætningsmuligheder, og jo flere rør, der bliver bygget, jo større bliver mulighederne for afsætning. Så må vi i en årrække leve med, at brint kræver statsstøtte, og at produktionen samlet set øger udledningen af klimagasser, for der venter en fremtid, hvor brinten bliver grøn og bæredygtig.

Den politiske aftale om brintledningen mellem Esbjerg og Tyskland går skridtet videre, idet den hævder, at det store rør vil øge værdien af dansk vedvarende energi. Og når værdien stiger, vil der blive produceret mere af den. En lukrativ tænkemåde for brintindustrien, men for samfundet en dyr måde at øge produktionen af vedvarende energi.

Hvis der endelig kommer hul på bylden, og elektrolysekapaciteten i Danmark og resten af Europa kommer på himmelflugt, og solceller og vindmøller knopskyder som aldrig før, så er der stadig ingen grund til at bygge et vidtforgrenet rørnet til brint. Det hænger sammen med, at brinten så primært vil blive afsat til store stationære industri- og energianlæg, og at det kan være dyrere at transportere brint end at udbygge elnettet. 

Der er bedre alternativer

I stedet for at satse på brint vil det være bedre at satse på at producere f.eks. flydende kulstofholdige brændstoffer de steder, hvor man producerer brint. Flydende kulstofholdige brændsler kan som sagt bruges i f.eks. fly, og de er nemmere at transportere end brint. Brint er trods alt kemiens mindste molekyle og er svær at have med at gøre. Og så er det mere energieffektivt at fremme en effektiv direkte udnyttelse af elektricitet, end at skabe et kæmpe europæisk marked for brint.

Dog vil flydende kulstofholdige brændsler udlede præcis lige så meget CO2 som fossile brændsler, qua deres indhold af kulstof. Danmarks EU-formandskab kommer til at døje med, hvordan EU skal håndtere udledningen af denne CO2. Skal udledningen tælle med i luftfartens klimabelastning, mod at den indsamlede CO2 kan tælle som negativ udledning i f.eks. energisektoren? Eller skal den tælle med i energisektoren, mod at den ikke opgøres i luftfartssektoren?

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.