Afgiftlettelser har ført til en massiv stigning i biltrafikken
Afgiftlettelser har ført til en massiv stigning i biltrafikken

Notat og åbent brev Biltrafikken er eksploderet - især på grund af massive afgiftslettelser

Biltrafikken i Danmark er gennem de seneste år eksploderet, og det hænger især sammen med de massive afgiftslettelser, som politikerne over en årrække har gennemført. Det viser NOAH og Rådet for Bæredygtig Trafik i et nyt notat fra d. 13. oktober 2025.

16. oktober 2025 · Kl. 10:25 Nyhed

Oprindelig ønskede politikerne at sætte fart i salget af elbiler ved blandt andet at fjerne registreringsafgiften på næsten alle elbiler. Det er lykkedes til fulde, og succesen er desværre kommet med en høj pris. Prognoser viser, at der vil være omkring 3,8 millioner biler i Danmark i 2035, hvis ikke den nuværende politik ændres. Det er op mod 1 million flere biler på de danske veje end i dag.

De indtægter, som samfundet har mistet alene i registreringsafgift, forventes i 2025 at løbe op i cirka 19 milliarder kroner sammenlignet med 2007. Hvis man sammenligner afgiftsbeløbet for perioden fra 2008 og frem til 2025 med afgiftsbeløbet i 2007, har samfundet – i løbende priser – fået reduceret indtægten fra registreringsafgiften med 167,7 milliarder kroner.

Afgiftstabet er opstået på grund af en nedsættelse af registreringsafgiften for alle biler siden 2007, og på grund af afgiftsfritagelsen for næsten alle elbiler. Afgiftstabet har endda fundet sted samtidig med, at der er sket en kraftig forøgelse af bilsalget og størrelsen af bilerne, og i en periode (bortset fra enkelte år), hvor mange borgere har fået flere penge at købe for.

Vi betaler altså allesammen for den store elbilsfest. Er det en kæmpe succes for klimaet? På papiret måske. Men i realiteten ikke. For dels kører danskerne meget mere i det hele taget, dels er elbilerne slet ikke så klimavenlige, som mange går og tror. Samtidig medfører den massive stigning i biltrafikken udbygning af motorveje og broer, som understøtter yderligere stigninger i biltrafikken og belaster klimaet. 

I NOAH og Rådet For Bæredygtig Trafik mener vi, at bilbeskatningen skal genoprettes både af hensyn til miljø, trængsel, parkeringsbelastning og samfundsøkonomi. Derfor har vi har sendt et notat og et åbent brev om problematikken til Folketingets Transportudvalg. Læs hele vores notat og åbne brev nedenfor. 

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!