Jorden oplever i dag den største masseuddøen i 65 millioner år, og arter forsvinder 100 til 1.000 gange hurtigere end før menneskets tid. Ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) mistede Jorden mellem 1900 og 2000 75 % af diversiteten af dyrkede planter, og samtidig konkluderede The Millennium Ecosystem Assessment fra 2005, at Jordens økosystemer på grund af vores aktiviteter har ændret sig hurtigere de seneste 50 år end på noget andet tidspunkt i menneskets historie.

Biodiversitet er både den genetiske variation af arter og den funktionelle funktion, som er sværere at bedømme. Biodiversiteten er en del af forskellige økosystemer, som udfører naturlige funktioner, der gør menneskelig eksistens mulig og forbedrer vores livskvalitet. Det er funktioner, som økosystemerne yder for os (derfor kaldes de ofte tjenester). Økosystemer leverer forsyningsfunktioner som vand, mad, træ og genetiske ressourcer og leverer regulering og vedligeholdelse, som udfører blandt andet klimaregulering, vandrensning, bestøvning og skadedyrskontrol. Økosystemfunktioner udgør også habitater for jordens arter og vedligeholder den genetiske levedygtighed. Desuden yder økosystemfunktioner ikke-materialle goder som kulturelle, æstetiske og religiøse funktioner.

 

Tilstand og udvikling i EU

 

EU er tæt beboet, og landanvendelsen er intensiveret gennem århundreder. Det efterlader mindre plads til naturen, biodiversiteten og økosystemerne. I dag dækker skov 41,2 % af EU’s areal, agerland udgør 24,7 %, græsarealer 19,5 % og vådområder 1,4 %. EU er hjemsted for 220 arter af pattedyr, 500 fiskearter, 453 arter af fugle, der yngler, 141 arter af reptiler, 84 amfibiearter, 90.000 insektarter og 20.000 plante- og træarter. Andelen af ekstensive naturlige og delvis naturlige græsarealer har undergået stor tilbagegang. De naturlige græsarealer er fra 1990 til 2006 faldet med 2,4 %, og mellem 1900 og midten af 1980'erne har Europa mistet to tredjedele af sine vådområder (5 % tilbagegang fra 1990 til 2006), næsten tre fjerdedele af sine sandklitter og heder, og de ekstensivt forvaltede landbrugsarealer er faldet med 2,6 %. Fra 1990 til 2006 er der kun to typer økosystemer, der er vokset: hede og krat med 5,9 % og skov med 0,6 %.

 

Denne udvikling har store konsekvenser for biodiversiteten, økosystemerne og deres funktioner, hvilket betyder, at EU's naturlige levesteder, arter og deres funktioner er under pres. Ifølge EU’s Miljøagentur har 77 % af habitattyperne og 60 % af arterne beskyttet under EU-lov en ugunstig bevaringsstatus. Samtidig er 25 % af havpattedyrene, 15 % af landpattedyrene, 22 % af amfibierne, 21 % af reptilerne, 16 % af guldsmedene, 12 % af fuglene og 7 % af sommerfuglene udryddelsestruede i EU. Græs- og vådområderne har den største andel af habitater, som klassificeres som ugunstig – ringe. Det betyder også, at biodiversiteten er i tilbagegang her – 50 % af fuglearterne er i tilbagegang, og de fleste andre arter har også en ugunstig status. Vådområderne er blandt de mest truede i EU, på trods af at områderne er meget vigtige for en lang række arter. Biodiversiteten i havet er faldende, og kun 4 % af habitaterne har en god miljømæssig status.

 

Biodiversitet (genetisk diversitet) er en af de planetære grænser, der er mest i risikozonen. Tilstanden af den funktionelle biodiversitet er ukendt. Samtidig hænger begge stærkt sammen med andre af grænserne som klimaforandringer og arealanvendelse. Det tyder på, at økosystemer og biodiversitet har brug for en minimumskvalitet for at fungere, og at de under kritiske tærskler pludselig kan skifte karakter og ikke være i stand til at levere de samme funktioner. Tærsklerne kan også forstærke feedback-mekanismer, som øger effekterne, og forsinkelseseffekter kan lede til “tipping points”, hvor tilstanden pludselig ændrer sig radikalt. Det gør det svært at forudsige konsekvenserne og kontrollere dem.

 

På trods af at EU har en lang række politikker for at beskytte og forbedre naturen, går det den forkerte vej, hvilket ikke kun skyldes politikker, der trækker i den anden retning. Biodiversiteten og økosystemerne bliver i højere og højere grad anset for at være handelsvarer, hvilket betyder, at EU trods positive politikker ikke når sine målsætninger. Tilgangen er afspejlet i No Net Loss-politiken (NNL), som betyder, at der ikke må ske et nettotab af biodiversitet. Med målet om NNL er døren åbnet for offsetting, som betyder, at ødelæggende aktiviteter skal kompenseres: Reduceres biodiversitet et sted, skal den forbedres et andet. NNL bliver derved en retfærdiggørelse af offsetting. Selv om NNL ikke nødvendigvis burde føre til offsetting, da det er det sidste led i hierarkiet (undgåelse, minimering, restaurering, offsetting), peger tiltag i den retning.