EU's største budgetpost skal ændres

Den fælles landbrugspolitik er en af EU’s ældste politiker dedikerede til udvikling af landbrug og landområder, og går helt tilbage til 1962. Til at starte med fokuserede den på at udvikle landbrugets produktion til at kunne brødføde Europas befolkning efter anden verdenskrig - et mål der hurtigt blev opnået. Men den kontinuerlige stigning af den europæiske produktion har ført til pervers overproduktion.

Siden da har den fælles landbrugspolitik gennemgået mange reformer, heriblandt en større reform i 1992. Disse reformer har ændret politikkens interventionsordninger og indrammet dem i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens regler. Den sidste reform går tilbage til 2014 og den nuværende bør være færdig inden 2021.

I dag optager den fælles landbrugspolitik omkring 40 % af EU’s budget. Det vedbliver en af de politiker i EU med flest beslutninger taget på EU niveau.

Den fælles landbrugspolitik er inddelt efter tre tilgange med hver deres varierende mål og virkende ordninger:

• Den første søjle optager 70% af den fælles landbrugspolitiks budget. Det er landbrugsstøtten. Landbrugsstøtten er en basisindkomst, som ikke tager højde for, hvad der produceres, eller hvordan det produceres, men forholder sig til størrelsen på de landområder, der udnyttes, og dets produktive potentiale.

• Den anden søjle består af udvikling af landområder. Den giver kompenserende støtte til bønder, der står overfor konkurrenceforvridende ulemper som følge af deres geografiske placering, deres produktionsmetoder eller igangsættelse af deres aktivitet. Den støtter også landbrugets udvikling mod en mere konkurrencedygtig og miljøvenlig praksis. Udover bønder finansierer denne søjle fødevareproducenter og andre aktører i landområder og deres samarbejde for fællesmålsætningen om, at holde liv i landområderne.

• Organiseringen af EU's fælles marked sætter rammerne for måden hvor på EU intervenerer i forhold til landbrugets produktion i tilfælde af en krise. Ydermere fungere det også som sikkerhedsnet for landbrugets produktion til import og eksport.

Indrettet som i dag understøtter den fælles landbrugspolitik et intensivt landbrug, der kæmper om konkurrencedygtighed på det internationale marked og udvidelse af landbruget, fremfor at levere sund mad til Europas befolkning, støtte samfund i landområder og forbedre det attraktive ved professionen som bonde, miljøbeskyttelse, biodiversitet, dyrevelfærd, kampen mod klimaforandringer og beskyttelse af bønder i det Globale Syd.

Europas fødevare- og landbrugssystem bidrager direkte til overforbrug af endelige ressourcer og ødelægger miljøet ved at bidrage til klimaforandringerne, tab af biodiversitet, udtømning af fiskebestande, jorderosion, vandmangel og vand- og luftforurening.

Fabrikslignende landbrug - der i høj grad er afhængig af import og bidrager væsentligt til antibiotikaresistens – er blevet fremmet på bekostning af en levedygtig indkomst til landmænd og jobs i Europas landsdistrikter, såvel som menneskerettigheder, anstændige arbejdsforhold og levevilkår i udviklingslande. Landmænd stilles overfor et fejlagtigt valg mellem konkurs eller yderligere intensivering.

Landmænd, der anvender troværdige alternativer såsom økologiske og agroøkologiske produktionsmetoder, forbliver marginaliserede til fordel for ”business as usual”. Samtidig er undernæring på den ene side og en forøgelse af fedme og usund kost på den anden bland hovedårsagerne til sygdomme og dødsfaldt i både Europa og resten af verden.

EU's fælles landbrugspolitik har bidraget til et ødelagt fødevare- og landbrugssystem ved at fremme agroindustrielle landbrugsmetoder og globale produktionskæder. For at opfylde FN’s verdensmål og de frpligtelser, der er indgået under klimaaftalen fra Paris, er EU nødt til at gennemføre en radikal reform af den fælles landbrugspolitik og de relaterede politikker.

FACTS OM DET EUROPÆISKE LANDBRUG

• Landbrug forsvinder i alarmerende fart: Ét ud ad fire landbrug i EU er forsvundet mellem 2003 og 2013.
• Globalt er mere end 90 % af afgrødesorterne forsvundet fra landmændenes marker og 75 % af verdens fødevarer kommer fra kun 12 planter og fem dyrearter (FAO (2004): Building on Gender, Agrobiodiversity and Local Knowledge ).
• Europas landfodaftryk er 269 mio. ha - hvoraf 40 % ligger uden for Europa - et areal næsten på samme størrelse som Frankrig og Italien tilsammen (Fischer G., S. Tramberend, M. Bruckner and M. Lieber, forthcoming. Quantifying the land footprint of Germany and the EU using a hybrid accounting model. Dessau: German Federal Environment Agency).
• 20 % af fødevarerne produceret i EU (88 mio. t) bliver spildt årligt, mens 43 mio. borgere i EU (8.5%) ikke har råd til et kvalitetsmåltid hver anden dag.
• Højt forbrug af antibiotika i husdyrproduktion bidrager til antimikrobiel resistens, hvilket kan udvikle sig til en global krise og slå 10 mio. mennesker ihjel i 2050. 
• I 2014 blev næsten 400.000 t pesticider (aktive ingredienser) solgt i EU, hvilket er en stigning i forhold til de tre foregående år ifølge Eurostat. 
• Landbruget bidrager til mere end 10 % af drivhusgasudledningerne i EU.
• Udledninger fra husdyr, som ammoniak, bidrager betydeligt til luftforureningen og er ansvarlig for mere end 400.000 dødsfald årligt i EU ifølge European Environment Agency.

En fælles landbrugspolitik er afgørende. Bønder producerer ikke bare vores mad men kan også levere mange andre offentlige goder som vi er afhængige af (nedsætte af afhængigheden af importerede fødevarer, bevarelse af landskabet, mobilitet i landområder, forsættelse af kulinariske traditioner, bekæmpelse af jordens degradering m.v.). Det er goder som de ikke bliver betalt for, når de sælger deres varer.

Den fælles landbrugspolitik har også stor betydning for vigtige områder, hvortil der kun kan gives et fælles svar: Forsvaret af europæiske interesser mod store eksportkræfter på en global skala, madsuverænitet, miljøbeskyttelse, afbødning af klimaforandringerne og genskabelsen af biodiversitet.

Men der er brug for at den fælles landbrugspolitik gennemgår en gennemgribende og dybdegående reform for at vinde legitimiteten tilbage. Den må stræbe efter at blive en politik, der støtter alle bønder men også alle borgere i Europa. For at nå dertil må den blinde finansielle støtte ophøre, og der må skabes rum til at den offentlige støtte kan gå til offentlige goder.

Vi står overfor et presserende behov for et mere retfærdigt, bæredygtigt og modstandsdygtigt system. Retfærdige og mangfoldige fødevare- og landbrugsøkonomier skal garantere en retfærdig indkomst og arbejdsforhold for landbrugere og landarbejdere; gøre det lettere for bæredygtige og småskala familielandbrug at få adgang til land; tilskynde korte distributionskæder og bæredygtige politikker for offentlige indkøb; muliggøre retfærdig adgang til fødevareprodukter af høj kvalitet for alle forbrugere; sikre menneskers ret til mad og levebrød for småskala landmænd i det Globale Syd.

I NOAH er vi fast besluttede på at opnå en virkelig omstilling gennem samarbejde med landmænd, borgere, og beslutningstagere. Derfor opfordrer vi de europæiske institutioner og nationale beslutningstagere til at genoverveje den europæiske landbrugspolitiks rolle og retning og anvende følgende principper som grundlag for reformprocessen af den fælles landbrugspolitik efter 2020.

• Sundt miljø og et fødevare- og landbrugssystem der respekterer dyrevelfærd: Sikre at støtte, der leder til ødelæggelse af miljøet, ophører; belønne og give incitamenter til levering af positive miljømæssige og sociale resultater; genoprette og modvirke yderligere tab af biodiversitet; tilskynde til bevaring og brug af genetisk diversitet; sikre at landbrugsproduktionen er fri fra syntetiske sprøjtegifte og kunstgødning, der ødelægger miljøet; modvirke og minimere madspild gennem hele fødevarekæden; stoppe import af fødevarer og foder, der er forbundne med afskovning; sikre at dyrevelfærd og -sundhed er effektivt overholdt; erstatte det nuværende industrielle husdyrssystem med ekstensive alternativer, hvor dyr ikke behandles som blot handelsvarer, og hvor arealanvendelsen er i balance mellem husdyr og markens kapacitet; radikalt reducere emissioner af drivhusgasser fra landbruget samt sikre en omstilling til modstandsdygtige fødevare- og landbrugssystemer.
• Støtte borgeres sundhed og velvære: Sikre at vores fødevare- og landbrugssystem fremmer en sund, nærende, sæsonbaseret, lokal, og kulturelt hensigtsmæssig en kost, der er til at betale; opfordre til mindre forbrug af animalske produkter; øge bevidstheden hos borgere om deres kosts konsekvenser for deres egen sundhed, for landmænd, dyr og miljøet; modvirke negative konsekvenser af landbrugsmetoder for landmænds, landbrugsarbejderes og landbefolkningers sundhed.
• Et offentligt ansvarligt fødevaresystem med inddragende forvaltning, demokrati og mulighed for borgeres for at få indflydelse: Involvere borgere i transparente beslutningsprocesser; modvirke at erhvervsinteresser tager magten over beslutningstagning; give lokalsamfund indflydelse og magt til at gennemføre omstillingsprocessen.