Velkommen til DannyWatch
Går du og tænker på, hvor Dan Jørgensen mon er, og hvad går han og laver? Så er du havnet det helt rigtige sted. Det korte svar er, at Dan er i Bruxelles og arbejder i EU, hvor han som energi- og boligkommissær har stor indflydelse på EU's energi- og klimapolitik. Derfor har NOAH skabt DannyWatch - en vagthund, der holder godt øje med Dan Jørgensen i EU. Læs den første historie fra DannyWatch her: Skulle vi ikke af med gassen, Dan?
Dan Jørgensen forlod den danske andedam, da han i slutningen af 2024 blev udnævnt til EU's nye energi- og boligkommissær. Selvom det måske lyder en smule tørt, og EU kan føles meget langt væk fra Danmark, så er Dan Jørgensen havnet i en meget magtfuld stilling. Han har derfor stor indflydelse på udformningen af vores fælles fremtid.
EU-kommissærerne er en del af Europa-Kommissionen, som er EU's udøvende magt, med ansvar for at foreslå og håndhæve EU-lovgivning samt forvalte EU’s budget. Hver kommissær fører tilsyn med et specifikt politikområde, for eksempel energi, handel eller konkurrence, og spiller en nøglerolle i forhandlinger om internationale aftaler.
I en tid med galopperende klimakrise er det ekstremt vigtigt, hvad EU foretager sig de kommende år, og i kraft af Dan Jørgensens stilling kommer han til at være meget tæt på meget vigtige beslutninger.
Af den opgavebeskrivelse han fik af Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremgår det, at hans opgaver blandt andet bliver at sikre billig, ikke-russisk energi til europæerne, fremme vedvarende energi og energieffektivitet samt forbedre det indre energimarked i EU.
Dan Jørgensen bliver overrendt af industriens lobbyister i EU. Og han er faktisk ikke så svær at rokke, hvilket hans pludselige skift i holdning til atomkraft vidner om. Derfor har NOAH skabt en vagthund, der holder godt øje med ham og hjælper ham til at stå fast på at kæmpe for klimaet og ikke lade sig påvirke af industriens dagsorden.
Vi kalder vagthunden for: DannyWatch!
Du kan følge med her på siden eller på NOAH’s øvrige kanaler hvor vi giver besked når der er nyt fra vagthunden
DannyWatch er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
