NOAH årsberetning 2015

Årsberetning 2015 Systemforandring nu

  • 1. november 2016

NOAH kæmper for grøn systemforandring

ved NOAHs bestyrelse, Dan Boding-Jensen, John Holten-Andersen og Nils Bärenholt

Som det fremgår af de følgende sider har NOAH igen i 2015 leveret et imponerende aktivitetsniveau og en stribe gode resultater trods en meget begrænset økonomi. Forestil jer, hvad vi ikke kunne opnå som samfund, hvis alle udviste det samme engagement og den samme ildhu som NOAHs aktivister. En stor tak til alle – inklusiv de familier, der har levet med vores fravær!

Ellers er det meget svært at finde ord som er dækkende for den siddende regerings og det politiske flertals massakre af natur og miljø. Det er hårdt at se det konventionelle landbrug få fornyet og udvidet deres “rettigheder” til at tilsvine den danske natur, ligesom det er uforståeligt, at man kan rulle den grønne omstilling tilbage med argumentet, at den er blevet for dyr! Et mål for vores indsats må være, at man ikke kan føre sort politik i dette land, uden at det koster regeringsmagten. Hvis dette skal blive til politisk realitet kræver det en bred alliance af kræfter, hvor nogle satser på de bonede gulve, mens andre agerer kritisk vagthund. Her har NOAHs rolle historisk været den sidste og det skal den fortsat være.

Den grønne omstilling kan naturligvis ikke gennemføres i Danmark alene, men kræver et forpligtigende internationalt samarbejde. Dette må imidlertid forankres i et bredt folkeligt pres fra neden, for ellers har de internationale processer en uhyggelig tendens til at forplumre og forsinke den nødvendige omstilling. En af NOAHs aktive beskriver det på følgende måde:

“Regeringer ejer fossil energiinfrastruktur og tjener store summer herpå. De foregiver at ville løse krisen gennem processer som COP-forhandlingerne, som er finansieret af virksomheder, promoverer markedsbaserede løsninger og legitimerer de store udlederes ansvarsforflygtigelse. Virksomheder på jagt efter det næste marked er konsekvensen af et system, der sætter profit over mennesker og miljø. COP-forhandlingerne er på den måde en del af et system, der har givet mange virksomheder mere magt end flere stater. Regeringer og virksomheder er slaver af et system, der kræver mere vækst, end der er naturgrundlag til. For at beholde deres magt, er de nødt til at opretholde det system.”

De som eventuelt skulle opfatte ovenstående som for paranoidt og systemkritisk, trænger måske til at droppe en hel sæson X-faktor og bruge tiden på at forstå magten og finde veje til at påvirke den. Hos NOAH mener vi, at den grønne omstilling kræver grundlæggende systemforandring, hvorfor vi støtter parolen: System Change – not Climate Change!

Støt med engangsbeløb

Støt via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.200).