Kemikalier

Vi omgiver os med kemikalier, som er kunstigt skabte, og som ikke hører naturligt til i vores miljø. Disse kemikalier findes i næsten alle de varer, vi omgiver os med til daglig. Det gælder bl.a. kosmetik, legetøj, vaskemidler, tekstiler og elektroniske produkter. Ingen har idag et fuldstændigt overblik over alle de kemikalier, vi producerer og bruger, og hvilke konsekvenser de har for vores sundhed og det omgivende miljø.

Der produceres årligt omkring 500 millioner tons af mere end 100.000 forskellige kemikalier. Langt de fleste er ikke undersøgt for, hvilke konsekvenser de kan få for menneskers helbred og for de økosystemer, som de fleste uundgåeligt vil havne i på et eller andet tidspunkt.

I EU skal alle nye stoffer igennem en række basale sundheds- og miljøtests, før de kan slippes fri på markedet. Dog er det sådan, at industrien kan slippe for at udlevere data for nye stoffer, som ikke umiddelbart ser ud som om de er farlige. EU’s kemikalielovgivning, REACH, trådte i kraft i 2007. Alle de kemikalier, der er sendt på markedet før denne dato, kan frit produceres og markedsføres, medmindre de står på EU’s negativliste. Det betyder, at der i dag er tusindvis af kemikalier på markedet, som der ikke er foretaget en sundhedsmæssig og miljømæssig risikovurdering af.

Det mener NOAH

NOAH’s krav er, at der etableres en positivliste over tilladte kemikalier. Nye kemikalier må ikke markedsføres, før det er dokumenteret, at de hverken har kort- eller langsigtede effekter på sundhed og miljø. Alle andre end de kemikalier, der findes på positivlisten, er forbudte.

Industrien skal inden for en tidsfrist på højst et par år levere dokumentation for, at de benyttede kemikalier er ufarlige, hvis produktionstilladelsen skal opretholdes.

Læs mere om NOAH Bæredygtigheds arbejde.