isbjerg

Grønland Voksende minedrift er ødelæggende

Nye massive mineprojekter er på vej i Grønland, og det vil blandt andet betyde mere forurening i elve og potentielt ødelægge fredet landbrugsområde.

9. september 2020 · Kl. 16:34 Nyhed

I midten af august godkendte de grønlandske myndigheder det store mineprojekt ved Killavaat Alannguat (på dansk: Kringlerne).   

Med godkendelsen af det, man må forvente, bliver det første af en lang række store råstofprojekter, er der sat en proces i gang, der vil kunne ødelægge store dele af det grønlandske miljø, og som risikerer ikke at kunne rulles tilbage.

At dele af Grønland er på vej til at udvikle sig til et økologisk katastrofeområde er ikke overraskende, fordi hele landet ligger åbent for olie- og gasudvinding og minedrift i stor skala.

Hvor stort problemet er, fremgår måske bedst af følgende sammenligning: Donald Trump opfattes normalt som den mest miljøfjendtlige præsident i amerikansk historie.

I hans embedsperiode er beskyttelsen imod olie-, gasudvinding og minedrift af cirka 140.000 kvadratkilometer offentligt land, inklusive naturparker, blevet ophævet. Det svarer til et område lidt mindre end Florida.

For Grønlands vedkommende er det et område på 2.166.086 kvadratkilometer – mere end femten gange så stort - der ikke er beskyttet, havområder ikke medregnet.

Enorme grønlandske reserver
Grunden er, at Grønland besidder nogle af verdens største uopdagede olie- og gasreserver og desuden store mængder mineraler.

I Rigsfællesskabets nuværende arktiske tiårsstrategi, der bliver fornyet i begyndelsen af 2021, vurderes det, at der kan findes 31 milliarder tønder olie og gas ud for Nordøstgrønland og 17 milliarder tønder olie og gas i områderne mellem Grønland og Canada.

Hvor meget olie og gas, der er tale om, ses bedst, når man sammenligner de grønlandske ressourcer med de resterende danske olie- og gasreserver i Nordsøen, som, mange mener, ikke bør udnyttes.

Her er der tale om cirka 11 millioner tønder olie og 3,5 milliarder tønder gas.

Forhøjet interesse for minedrift
I den senere tid er ansøgningerne om minelicenser i Grønland steget markant. I 2019 var der cirka 70 større efterforsknings- og udnyttelsestilladelser, der samlet beløber sig til mange tusind kvadratkilometer.

Halvdelen finder man i det sydligste Grønland, der er kendt som ”Grønlands brødkurv”, fordi det omfatter næsten alt det grønlandske landbrugsland.

To store mineprojekter skiller sig her ud: Det kontroversielle uran/sjældne jordarter-mineprojekt i Kuannersuit (Kvanefjeld), som indeholder verdens næststørste beholdning af uran og langt den største mængde thorium.

Samt det sjældne jordarter-mineprojekt ved Killavaat Alannguat, der af ejeren, det australske selskab Tanbreez Mining Greenland A/S, hævdes at have den største beholdning af sjældne jordarter i verden.

De grønlandske myndigheder har vurderet, at Killavaat Alannguat indeholder mere end 4,3 milliarder tons malm. Begge er højt beliggende åbne miner.

Upopulære projekter
De to mineprojekter har været undervejs i næsten ti år, og mange har ment, at de ikke ville blive til noget. Begge har nemlig stærkt negative konsekvenser for det sårbare arktiske miljø, hvis de realiseres.

Selvom der ikke foreligger meningsmålinger, er den almindelige opfattelse desuden, at Kuannersuit-mineprojektet længe har haft flertallet af befolkningen imod sig. Og Killavaat Alannguat projektet er meget dårligt dokumenteret.

Høringsprocessen vedrørende projektets miljømæssige og sociale bæredygtighed, der er forudsætningen for, at det kan godkendes, standsede i begyndelsen af 2014, hvorefter projektet gik i stå.

Overraskende tilladelse 
I midten af august meddelte Ministeren for Erhverv og Mineralske Råstoffer imidlertid, at Tanbreez har fået tilladelse til at udvinde mineraler ved Killavaat Alannguat.

Nyheden vakte røre, ikke mindst da det kom frem, at tidsplanen for projektet var blevet aftalt under en investorkonference i Toronto i Canada i begyndelsen af marts.

Tilstede her var repræsentanter for Tanbreez, en amerikansk investor, Departementet for Råstoffer, råstofministeren selv og Kommune Kujalleq, som er hjemsted for mineprojektet.

Af departementchefens notater, som vi har fået aktindsigt i, fremgår, at repræsentanterne for Tanbreez tilkendegav, at de af økonomiske grunde havde brug for en udnyttelsestilladelse for at komme videre med projektet.

Efterfølgende blev der stillet kritiske spørgsmål i det grønlandske Landsting, Inatsisartut, og fiskerne i området protesterede.

På dette tidspunkt havde Tanbreez fået mindst ét afslag på sin ansøgning om udvinding. Derfor er det så meget mere overraskende, at udnyttelsestilladelsen baserer sig på syv år gammelt høringsmateriale, der i næsten alle høringssvarene beskrives som stærkt mangelfuldt.

Synspunktet deles for eksempel af Kanukoka – De Grønlandske Kommuners Landsforening, Kommuneqarfik Sermersooq - nabokommunen til Kommune Kujalleq - og DTU Vindenergi.

Retningslinjer blev tilsidesat
Eftersom Killavaat Alannguat er det første store mineprojekt i Grønland, der er godkendt af myndighederne, kan det være relevant at se på, hvordan godkendelsesproceduren er foregået, og hvad konsekvenserne bliver for den forvaltningspraksis, der kommer til at gælde for den lange række råstofansøgninger, som, man må forvente, er på vej.

Uden at gå for meget i detaljer, forekommer det indlysende, at Råstofmyndighedens retningslinjer for udarbejdelse af VVM-redegørelser ikke er blevet fulgt.

Ikke mindst springer det i øjnene, at der, efter høringsprocessen var afsluttet, blev lavet en opdateret VVM-rapport, som ikke er offentliggjort.

Ifølge høringssvarene hersker der også usikkerhed om størrelsen af den årlige mineralproduktion og minens reelle levetid.

VVM-rapporten fra 2013 beskriver et driftsforløb på kun ti år - fem år for hver af de to åbne minebrud - hvorimod udnyttelsestilladelsen løber i 30 år.

Tilladelse givet uden plan
Beskrivelsen af mineralforekomsterne er heller ikke dækkende. Eksempelvis findes der uran på licensområdet, men det er ikke nævnt i høringsmaterialet.

Hertil kommer, at udnyttelsestilladelsen er givet uden en godkendt udnyttelses- og nedlukningsplan, hvad der ellers forlanges i Råstofloven. Tanbreez har fået en frist til udgangen af 2022 til at få godkendt planerne.

Efter al sandsynlighed er årsagen, at myndighederne ønsker at presse mineselskabet til at opføre et kemisk separationsanlæg for at forøge skatteindtægterne fra projektet, uanset omkostningerne for miljøet.

I givet fald vil separationsanlægget have et forbrug på op til 2000 tons svovlsyre om dagen.

Massiv forurening i udsigt
Selv uden et kemisk anlæg bliver mineprojektets miljøkonsekvenser imidlertid alvorlige: Ifølge næsten alle høringssvarene vil vand forurenet af bly og andre tungmetaller sprede sig til elve og fjorde fra det planlagte opbevaringspot for tailings og gråbjerg.

Støv- og partikelspredningen fra mineaktiviteterne er kraftigt undervurderet i høringsmaterialet, og de nærliggende byer Narsaq og Qaqortoq vil blive forurenet med støv, der foruden bly indeholder uran, thorium, zink, arsen og andre giftige stoffer.

Ifølge Kommuneqarfik Sermersooq vil minedriften også skade landbruget i området. Dette sidste har særlig betydning, fordi Killavaat Alannguat ligger tæt på Kujataa, Unesco verdensarvområdet, der er et historisk landbrugslandskab.

Imidlertid er der ikke blevet lavet en konsekvensanalyse af mineprojektets indvirkning på verdensarvområdet, og det er heller ikke blevet forelagt Unesco til vurdering i overensstemmelse med retningslinjerne for gennemførelsen af Verdensarv-konventionen.

Uheldig præcedens 
Med tanke på det ovenstående må man spørge sig selv, om beslutningen om at give en udnyttelsestilladelse på så mangelfuldt et grundlag til det første af de store råstofprojekter sænker miljøstandarderne i en sådan grad, at det bliver vanskeligt at forestille sig, at projekter fremover vil blive afvist på grund af negative konsekvenser for miljøet.

Dette kan få betydning, selv på kort sigt: Det store mineprojekt i Kuannersuit forventes af mange at blive sendt i høring til efteråret, og derefter kan en lang række råstofprojekter være undervejs.

Et par af dem er allerede kendte: Det ene af dem kan være Bluejay Minings Thunderstone-projekt, det andet ejes af det statsejede franske mineselskab, ORANO. Sidstnævnte er dog ikke formelt bekræftet. Begge licensområder indeholder store uranforekomster.

Bragt på Altinget 7.9.

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 16.600 i 2020). Tusind tak!