Folketinget

Reform af EURATOM-traktaten Sejr for vedvarende energi

5. februar 2019 · Kl. 23:07 Pressemeddelelse

Torsdag d. 24. januar tilkendegav et flertal i Folketinget, at det ønsker reform af EURATOM-traktaten [1]. På grund af den store eksport af bæredygtig energiteknologi er Danmark det land i Europa, der økonomisk set har mest at vinde ved en sådan reform.

I mere end tres år har EURATOM-traktaten sørget for, at atomkraften har fået positiv særbehandling i EU i forhold til alle andre energikilder. Imidlertid ønsker et flertal i Folketinget nu, at vedvarende energi – sol-, vindkraft og andre bæredygtige energikilder – får lige konkurrencevilkår på EU’s energimarkeder. Hermed kommer Folketinget på linje med danske og europæiske miljøorganisationer, industriorganisationer på energiområdet og EU-medlemslande som Sverige, Tyskland, Østrig, Luxembourg, Irland og Ungarn.

”Atomkraft er en ufleksibel, farlig og forældet teknologi, der ikke er egnet til at afbøde klimaforandringerne”, udtaler Hans Pedersen fra VedvarendeEnergi. ”Det er også den dyreste af alle energikilderne. Uden statsstøtte kan der ikke bygges nye atomkraftværker og EURATOM-traktaten bliver brugt til at legalisere denne statsstøtte i EU. Uden EURATOM ville det ikke kunne lade sig gøre”.

Et mindretal af partierne i Folketinget er ikke tilhængere af EURATOM-reform, fordi de mener, at det vil svække sikkerheden på det nukleare område. Dette er en misforståelse. Revision af EURATOM-traktaten, der fjerner dens atomkraftpromoverende dimension, vil tværtimod styrke sikkerheden. Et revideret EURATOM’s fokus vil kun blive på standarder for sundhedsbeskyttelse, nuklear sikkerhed, sikkerhedskontrol, herunder ikke-spredning af nukleart materiale, og nye og mere realistiske erstatningsregler for operatørerne af atomkraftværker [2]. Et alternativ til reform af traktaten kunne være at ophæve den og henlægge ansvaret for sikkerheden til f.eks. EU’s Generaldirektorat for Miljø.

”Vi har allerede et godt indtryk af, hvordan EURATOM-traktaten kan reformeres”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAHs Urangruppe. ”Der har været adskillige forsøg fra EU-parlamentet, EU-kommissionen og medlemmer af konventet, der arbejdede med reform af den europæiske forfatning tilbage i 2007. Ingen af reformforsøgene var kontroversielle og kun effektiv lobbyvirksomhed fra atomkraftindustrien forhindrede, at de blev vedtaget. Uanset om EURATOM-traktaten ændres eller ophæves, er der ikke tale om nogen nyhed”.


Noter:

[1] Debatten af Forslag til folketingsbeslutning B54 om stop for støtte til atomkraft:

https://www.ft.dk/samling/20181/beslutningsforslag/B54/BEH1-51/forhandling.htm

 [2] For en beskrivelse af, hvad en revision kan gå ud på, se: Dr. Dörte Fouquet: Legal Opinion - Pathways to a Euratom Reform, Short legal evaluation and strategy approach for the Green Group in the European Parliament, 2018: https://www.greens-efa.eu/files/doc/docs/817f6b3caaa70a93ef112c562851485b.pdf

Link til NGO-konferencehjemmeside om EU-forfatningsreform med præsentationer og debatter:

https://noah.dk/energy-transition-europe

International konferencehjemmeside om EURATOM-reform: http://energyintelligenceforeurope.dk/documentation.html

 

 

 

 

 

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.900). Tusind tak!