smukt arbejde

Grøn dannelse Ny rapport fra NOAH viser, hvordan unge kan ændre handlingslammelse til handlekraft.

I den netop lancerede rapport "Jeg vidste ikke, havearbejde kunne være politisk!" har NOAH samlet tre års erfaringer fra opstart af højskolelinjen Grøn Guerilla. Det er blevet til en masse gode og konkrete idéer, der både formidles i rapporten og i fem konkrete eksempler på undervisning. Her kan du finde udførlige bud på, hvordan man kan arbejde pædagogisk og didaktisk med uddannelse for bæredygtig udvikling.

16. november 2017 · Kl. 11:30 Nyhed

Mens bæredygtig udvikling ofte bliver ekspertliggjort, skal grøn dannelse gå i den modsatte retning: vi skal skabe en undervisning, som får det hele ned på – eller i – jorden og lægger projektet over i almindelige menneskers hænder og drømme. Hvis en bæredygtig omstilling skal lykkes, skal vi genfinde vores praktiske fornuft og håndelag og tillid til vores egen evne til at finde løsninger på problemerne. Vi skal udvikle vores kritiske sans, den demokratiske samtale og vores evner til at skabe løsninger i fællesskab med andre. Og vi skal kunne drømme og udvikle reelle utopier for fremtidens samfund.

I rapporten beskriver vi med konkrete eksempler, elevudsagn og personlig praksisviden fire centrale temaer for en bæredygtig og virkningsfuld undervisningspraksis:

Handlekompetence som handlekraft: Først giver møder med folk, der prøver ting af og tager radikalt andre valg eleverne mod til at tænke anderledes og til reelt at handle på deres ideer og drømme. Næst er det praktiske arbejde på linjen præget af en tilgang, hvor deltagerne bliver kastet ud i arbejdet uden meget lærerstyring og får oplevelsen af, at de ikke behøver være eksperter for at kaste sig ud i ukendte projekter. I forlængelse af dette opdager de nye løsningsmuligheder og handlefællesskaber og oplever, at de faktisk kan gøre noget ved tingene. Og endelig, som rapportens titel: at havearbejde kan være politisk. At forandringskraften ligger mange steder, og at personlige handlinger og aktive valg også har politisk potens.

Fællesskab: Fordi problemerne er kollektive, må en stor del af løsningerne og indstillingen også være det.  Derfor – og fordi det fyldte så stor en del i elevernes evalueringer – bør det være så meget desto vigtigere et element i grøn dannelse. Mens handlekompetence for en stor del er udviklingen af egen handle-, skaber- og forandringskraft, må det kollektive element nødvendigvis tilføjes: fælles handle-, skabe- og forandringskraft samt en almennyttig indstilling. I undervisningen på Grøn Guerilla var fællesskabet 1: udvidelse af handlekraften - vi kan mere sammen, 2: opbakning og identitet - jeg er ikke alene og vi kan skabe ringe i vandet, og 3: et læringsrum for udviklingen af samarbejdsevner, demokratisk indstilling og empati.

Den politiske udfordring: Handlekompetence er også evnen til at forholde sig reflekteret til samfundet og hvorfor tingene er som de er. Som underviser i bæredygtighed og omstilling giver man ofte ukonventionel viden om samfundsmæssige problemer, sammenhænge og løsninger. Det giver en spænding mellem emnernes normative, politiske indhold og dannelsesprincippet om neutralitet og objektivitet. Denne sektion handler om, hvordan vi anerkender og behandler emnets politiske karakter på en pluralistisk måde, og hvordan underviserens engagement og normativitet kan komme i spil på en brugbar måde.

Samspillet mellem praksis og teori: Det er i samspillet mellem systemanalysen og den jordnære praksis at elevernes handlekompetence for bæredygtig udvikling udvides. Når elevernes intellektuelle kapacitet forankres i det levede liv og i det fysiske og taktile, og når de kan koble den faglige viden om ofte globale og abstrakte problemer med de helt konkrete handlinger, som er indenfor rækkevidde. Det høje faglige niveau bliver ved at være vigtigt, men vi er gået fra at spørge, “Hvordan vi kan gøre det faglige konkret gennem praktiske aktiviteter?”, til, “Hvad giver mening at servere fagligt i forhold til det praktiske arbejde på linjen?” I rapporten kommer vi med nogle bud på, hvordan man I undervisningen kan forankre det faglige i det praktiske og personlige; for eksempel gennem den eksemplariske metode. Vi beskriver også, hvordan det praktiske arbejde med have og byggeri kan bidrage til udviklingen af elevernes evner til at håndtere kompleksitet, tænke systemisk og holistisk og håndtere personlige dilemmaer.

Rapporten er tilgængelig som graits dowload her. Derudover har vi samlet fem detaljerede beskrivelser af undervisningsforløb, temauger og workshops inden for Arbejdsmarked og arbejdsliv, Bier og biodiversitet, Frihandel og vækst, Natursyn og Ressourcer og forbrug på siden https://noah.dk/undervisningseksempler. Værsågod!

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!