Change Finance

Valgløfte for klima og social retfærdighed Hundredevis af EU-kandidater udfordrer den finansielle lobby med løfte

15. maj 2019 · Kl. 22:50 Pressemeddelelse

Kun to uger efter lancering af en kampagne, der udfordrer finanslobbyens magt, har 315 EU-kandidater underskrevet en hensigtserklæring om finansiel reform. Bag kampagnen er koalitionen Change Finance, som NOAH – Friends of the Earth Denmark tager del i. Kampagnen peger på, at en ny finanskrise truer, fordi man ikke fik tæmmet finanssektoren ved forrige krise, og at det er nødvendigt at ændre pengesystemet for at løse miljøkrisen og reducere social uretfærdighed

Mindre magt til finanslobbyen giver mulighed for et mere demokratisk pengesystem, der kan fremme en grøn omstilling og social retfærdighed i Danmark og globalt. Derfor er NOAH – Friends of the Earth Denmark gået aktivt ind i en kampagne med Change Finance, der har involveret flere hundrede civilsamfundsaktører, herunder forskere. Allerede efter kun få uger har den europæiske kampagne formået at få 315 kandidater til Europa-Parlamentsvalget til at skrive under på en hensigtserklæring, der udfordrer finanslobbyens magt.

”Vil vælgerne virkelig gøre noget, der batter for klima og social retfærdighed vil det gøre en kæmpe forskel, at hjælpe med at udbrede denne kampagne og stemme på de kandidater, der skriver under på at ville mindske finanslobbyens infiltrerende magt i EU og arbejde for fundamental reform af finanssystemet,” udtaler Natalia Lehrmann fra NOAH – Friends of the Earth Denmark.

I hensigtserklæringen forpligter kandidater for Europa-Parlamentet sig til fem løfter, der indeholder tiltag, der vil efterlade finanslobbyen med langt mindre magt, såsom at reducere finanslobbyisternes interaktioner med alle medlemmer af EU-institutionerne til et minimum.

Hensigtserklæring - ”Løfte for kandidater til Europa-Parlamentet: Giv lobbyisterne modstand. Sæt befolkningens interesser over finanssektorens

Liste over kandidater til Europa-Parlamentsvalget, der har underskrevet hensigtserklæringen

I Danmark har 18 kandidater – herunder spidskandidater - efter kun kort tids lancering i Danmark skrevet under. Det drejer sig om kandidater fra hhv. SF, Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokratiet og Folkebevægelsen mod EU. Kampagnen spredes nu ud i landet og til endnu flere EU-lande op til valget den 23.-26. maj.

De næste 10 dage kan befolkningen fortsætte med at benytte et online værktøj til at sende breve til kandidaterne, der presser dem til at skrive under på hensigtserklæringen:

Kampagneside til borgere til at skrive til kandidaterne til EU-valget 2019

Change Finance-koalitionen har lanceret kampagnen, fordi den finansielle krise ikke førte til reformer, der vil forebygge en ny krise eller løse de mange sociale og miljømæssige problemer som pengesystemet fortsat skaber.

En ny finanskrise truer, fordi man ikke fik tæmmet finanssektoren ved forrige krise, og det er nødvendigt at ændre pengesystemet for at løse klima- og miljøkrisen og reducere social uretfærdighed.

Det nuværende pengesystem betyder, at ressourcer og mennesker kan overudnyttes verden over mens en lille elite høster overskuddet. Stater tvinges til at fjerne mere natur for at udvide plantager, minedrift osv. for at kunne betale af på deres gæld, fordi vi har et forfejlet pengesystem. 
Fordi bankerne blev reddet er den offentlige gæld i EU cirka 80 procent at bruttonationalproduktet.
Og i dag ejer kun 26 personer det same som 3,8 milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel af verdens befolkning.

I de senere år er EU begyndt på at tage nogle bitte små skridt for at få mere styr på den løbske finanssektor. Men EU er stadig umådelig langt fra mål. Det hænger sammen med at finanslobbyen i EU har en enorm magt med sine 1700 lobbyister, der repræsenterer bankers interesser, hedgefonde, forsikringsselskaber og andre finansielle firmaer. Europa-Parlamentet er infiltreret af finanslobbyen, så hvis vælgerne vil ændre status quo må de stemme de kandidater ind, der forpligter sig til aktivt at bekæmpe finanslobbyen og går ind for en omfattende ændring af finans- og pengesystemet.

Change Finance, der kræver fundamental reform af finanssystemet, består af borgere, velgørenhedsorganisationer, tænketanke, trosorienterede grupper, fagforeninger, miljøorganisationer og andre NGO’er.

Shonan Kothari fra Finance Watch, der er en selvstændig non-profit-organisation, der har til formål at få finans til at servicere samfundet, har ved kampagnens opstart udtalt:

“Vi er begejstrede over at mere end 230 kandidater på tværs af 19 EU-medlemslande allerede inden for få dage har afgivet et løfte om at bekæmpe finanlobbyens magt. Vi håber, at mange borgere vil hjælpe os med at øge antallet og skrive til deres EU-valgkandidater i de næste to uger. Vi har brug for så mange af vores repræsentative politikere som muligt til at tage del i vores kamp for et finanssystem, der er til gavn for mennesker og planeten i stedet for blot dets egne interesser.”

Danskeren Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory, der er en forsknings- og kampagnegruppe, som udfordrer kæmpevirksomhederne og virksomhedslobbyens indflydelse i EU-politik, siger:

 “Der er behov for mere gennemsigtighed omkring den finansielle lobby i Bruxelles, men gennemsigtighed er ikke nok. Vi har brug for midler, der kan presse banker og hedgefonde ud af deres nuværende rolle som de facto rådgivere for Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, og medlemmer af Europa-Parlamentet.”

Grégoire Niaudet fra Secours Catholique - Caritas France, der er en fransk katolsk, non-profitorganisation, der promoverer solidaritet mellem mennesker, udtaler:

“Finanslobbyister overtaler for ofte politikere til at indgå i aktiviteter, der der skadelige for almindelige mennesker. Disse inkluderer spekulation i mad, boliger og offentlig service.”

Myriam Vander Stichele fra Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO), siger:

“Vi håber, at vi med denne hensigtserklæring kan bygge stærk politisk vilje i det nye parlament, selv før det er blevet samlet. Således kan finansielle reformer, der sætter befolkningens interesser over finanssektorens starte med det samme.”

---

For mere information kontakt:

 

Yderligere info

Inspirationen til initiativet kommer fra WHO Convention on Tobacco Control hvor artikel 5.3 forbyder officielle organer at indgå udvekslinger med lobbyister fra tobaksindustrien.

 

For mere information om kampagnen og Change Finance-koalitionen se: https://www.changefinance.org/

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.900). Tusind tak!