Vil du skrive til Miljøsk?
Miljøsk er et uafhængigt miljømagasin, der samler op på nyhedsmediernes miljødækning og bidrager til den visionære diskussion af hvilken vej, udviklingen på miljøområdet kan og bør tage. Miljøsk udgives af miljøbevægelsen NOAH, men udtrykker ikke nødvendigvis NOAHs holdninger.
Miljøsk modtager gerne artikelforslag fra fagfolk, debattører eller aktivister. Du er velkommen til at søge støtte til skrivearbejdet i skrivevejledningen herunder.
Redaktionen forestår i samarbejde med skribenten en formidlingsmæssig redigering af alle artikler, før de trykkes. Har du spørgsmål, beder vi dig kontakte redaktionen på noah@noah.dk.
Rigtig god fornøjelse med skrivearbejdet.
______________________________________________________________________
Skrivevejledningen
Miljøsk henvender sig til alle, der følger miljødebatten og den miljøpolitiske dagsorden, men samtidig ønsker en uddybning af dagspressens miljøstof eller en bred indføring i bestemte problemområder. Artiklerne skal kunne læses og forstås af folk med forskellig faglig baggrund.
Længde
- Stor artikel: Max 8000 anslag inkl. mellemrum (3 A4sider)- 1-2 faktabokse og eventuelt figurer – 2-3 billeder
- Mellemstor artikel: 4000-6000 anslag inkl. mellemrum (2-3 A4 sider) – 1 faktaboks og eventuelt figurer – 1-2 billeder
- Kort artikel: 2000-4000 anslag inkl. mellemrum (1-2 A4sider) – faktaboks eller billede
Opbygning af teksten
Giv din artikel en fængende og måske endda overraskende indledning, hvor du hurtigt kommer til den overordnede pointe i bare ganske kort version.
Tænk ‘journalistisk’ i stedet for akademisk og begynd med det vigtigste = konklusionen / den overordnede pointe / budskabet. Derefter følger i logisk rækkefølge de uddybninger og den baggrund, der besvarer de spørgsmål, som læseren måtte have. Læseren skal kunne springe fra undervejs og stadig få et udbytte af artiklen.
Som afslutning på artiklen kan du for eksempel perspektivere artiklens stof og konklusioner ind i en større sammenhæng eller giver anvisninger på farbare veje frem etc.
Sproget
Skriv i korte, klare og forståelige sætninger – det hjælper at bruge mange punktummer. Pas på lange og indviklede sætninger, tungt fagsprog, fremmedord og indforståede fagtermer.
Brug så vidt det er muligt aktivt sprog frem for passivt og skriv for eksempel: Mere klimavenlig mad kan reducere klimabelastningen frem for: Klimabelastningen kan reduceres af mere klimavenlig mad.
Faktabokse
Opsummerer og præsenterer meget gerne relevant fakta – helt kort og præcist. Sig det vigtigste – gem uddybninger og pointer til artiklen.
Webhenvisninger
Forslag til web-henvisninger med uddybende information og/eller dokumentation er meget velkomne.
Billeder og illustrationer
Vi modtager gerne forslag til illustrationer (billeder, grafer, etc.). De skal være på 300 dpi i opløsningen – husk eventuel kildeangivelse.
Overskrift og manchet
Du er meget velkommen til at aflevere din tekst med overskrift og manchet, der præsenterer ‘historien’ kort, klart og let forståeligt:
- Overskrift: Fængende og rammende. Skal præsentere hovedbudskabet i artiklen – ikke emnet. Maks. en linje – for eksempel: Klimaet bliver hvad du spiser
- Manchet: Præsenterer hovedbudskabet i lidt mere uddybet form. Er ikke artiklens første afsnit, men en appetitvækker, der skal fange læserens opmærksomhed. Artiklen skal kunne læses, uden at man har læst manchetten. Maks. tre linjer.
Eks. Mere klimavenligt mad, mindre fødevarespild i hjemmet og en anden dyrkningspraksis i landbruget kan reducere klimabelastningen fra danskernes fødevareforbrug.
Om forfatteren
Artiklen suppleres med forfatternavn og faglig baggrund/tilhørsforhold.
______________________________________________________________________
Rettigheder:
Redaktionen forbeholder sig ret til sproglig bearbejdning af artiklen. Enhver ændring af dispositionen eller fagligt indhold vil ske i samarbejde med forfatteren.
Redaktionen forbeholder sig ret til at offentliggøre manuskriptet helt eller delvist på vores hjemmeside.
Honorar:
Redaktionen og opsætning af Noah sker gennem ulønnet græsrodsarbejde. Vi er desværre ikke i stand til at betale honorar for artikler til bladet, men du vil selvfølgelig modtage frieksemplar af bladet.
