Blå blok nedprioriterer miljøet

Miljøbevægelsen NOAH har bedt partierne svare på tyve spørgsmål om miljø. De fleste svarede, men tre ud af fem borgerlige partier kunne ikke finde tid til at deltage.

13. september 2011 · Kl. 14:42 Pressemeddelelse

Miljødebatten har fyldt for lidt i valgkampen. Derfor har NOAH iværksat en undersøgelse i valgkampens varmeste hede, der klarlægger partiernes holdninger til 20 relevante problemstillinger om samfund og miljø. Seks ud af ni partier har valgt at deltage.

Palle Bendsen, talsmand for NOAH, siger: ”De fleste partier har svaret, men Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har valgt totalt at nedprioritere miljøet - i valgkampen såvel som i det daglige. Det er meget uheldigt, og fire år mere med blå blok ved magten vil kun gøre vilkårene for det danske miljø endnu værre”.

Oppositionen har ambitioner

Svarene handler ikke kun om klima, vandmiljøplan og forbrugerpolitik, men også om mere nære ting som betalingsring og husstandsreklamer. Billedet er klart: oppositionen vil miljøet, og det vil blå blok ikke i nær samme grad! Oppositionen går - sammen med Kristendemokraterne - ind for at fjerne ”nej tak til reklamer”-ordningen til fordel for et ”ja tak til reklamer”-mærke, som man selv aktivt skal anskaffe. Derved sparer vi papir – men først og fremmest bliver det daglige bombardement af fristende reklamer mindre, hvad der kan have betydning for mængden af nytteløst og formålsløst forbrug.

Oppositionen vil arbejde for en klimalov, der binder Danmark til at skære i CO2-udslippet, målt over perioder af tre år. Og det skal ske ved hjælp af hjemlige reduktioner og ikke køb af CO2-kvoter. Væk med hensigtserklæringer og ind med juridisk bindende nationale klimamål.

Palle Bendsen udtaler: ”Vi synes, at det er yderst positivt, at Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten vil arbejde for en klimalov, som de også viste ved en afstemning i Folketinget sidste år. Vi er også meget tilfredse med, at der kan blive flertal for en ’ja-tak til reklamer’-ordning. Det er begge dele områder, NOAH har arbejdet for i flere år, og det er meget positivt, at flere partier har taget dem til sig”.

Med spørgeskemaundersøgelsen har NOAH fået tyve svar, som vi – og forhåbentligt andre - vil forsøge at holde et evt. rødt flertal fast på i næste valgperiode.

Har du spørgsmål til skemaundersøgelsen, kan du få yderligere oplysninger via NOAHs sekretariat på:
noah@noah.dk og 35 36 12 12 eller 70 22 30 66

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.900). Tusind tak!