NOAH er Danmarks ældste miljøorganisation med en lang historie af aktioner, succeser og miljøpolitiske sejre.

Det er den 15. marts 1969. Store Sal på H.C. Ørsted Instituttet er fyldt med professorer, politikere, overlæger og andre miljøinteresserede. Hele dagen har de lyttet til forskellige foredrag om forurening. Hen ad aftenstid er det meningen, der skal være afsluttende paneldebat, men før den kommer i gang, går en flok unge mennesker pludselig på scenen og beder de tilstedeværende om at vende tilbage deres pladser. De oplyser, at nu er ventilationsanlægget slukket og dørene til salen lukket udefra. Og så begynder en happening, der kommer til at markere startskuddet på den danske miljøbevægelse.

Efter happeningen ved seminaret på H.C. Ørsted Instituttet 15. marts 1969 dannede aktivisterne og de cirka 80 mennesker, der gerne ville være med, en forening. Den havde ikke noget navn, men fik det ved et tilfælde, fordi en af de tilmeldte i et brev kom til at stave arrangøren af seminaret, NOA (Naturhistoriske Onsdagsaftener), med H. Det var perfekt. Efter at have fundet et navn kom turen til at skrive en formålsparagraf, som er blevet et centralt udgangspunkt for NOAH hele vejen op til i dag.

NOAH arbejder for at forbedre det levende miljø ved aktivt at bekæmpe miljøødelæggelsen og dens årsager – og anvise alternativer. (Formålsparagraffen, 1969)

NOAH var fra starten organiseret i flere grupper med fokus på blandt andet mad, jord og luft, og senere kom en lang række lokalgrupper til. Al kommunikation foregik via det interne medlemsblad Intern. Her kunne en gruppe stille et forslag, og hvis der ikke var protester i næste nummer, var det vedtaget. Sådan fungerer det stadig – nu er internbladet bare elektronisk.

Mange andre bevægelser kan takke NOAH for ølejr-konceptet. Det var de nemlig de første til at indføre, da de i 1970 fik lov til at bruge Avernakø til sommerhalvårsmødet af den daværende kulturminister Kresten Helveg Petersen (R). En af arrangørernes kærester tog senere initiativ til Femø-lejren.

I 1971 blev Forureningsministeriet oprettet. Det var forløberen for først Miljøministeriet og siden Klimaministeriet. Den da helt grønne Jens Kampmann indkaldte dengang NOAH til uofficielle orienteringsmøder, og foreningen satte således sit præg på Danmarks første miljølov, der trådte i kraft i 1974.

Op gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne har NOAH arbejdet videre med at oplyse den danske befolkning om miljøets tilstand og præge miljødebatten på et politisk plan. I 1988 blev vi medlem af verdens største græsrodsnetværk Friends of the Earth.

I dag er der kommet flere miljøorganisationer på banen. NOAH er stadig en af de mest fremtrædende. Vi adskiller os først og fremmest fra de andre ved at have en flad struktur, hvor alle aktive har medbestemmelsesret.

Læs hele fortællingen fra 15. marts 1969

Det er den 15. marts 1969. Store Sal på H.C. Ørsted Instituttet er fyldt med professorer, politikere, overlæger og andre miljøinteresserede. Hele dagen har de lyttet til forskellige foredrag om forurening. Hen ad aftenstid er det meningen, der skal være afsluttende paneldebat, men før den kommer i gang, går en flok unge mennesker pludselig på scenen og beder de tilstedeværende om at vende tilbage deres pladser. De oplyser, at nu er ventilationsanlægget slukket og dørene til salen lukket udefra. Og så begynder en happening, der kommer til at markere startskuddet på den danske miljøbevægelse.

Først er der støj. Infernalsk støj. Fra båndoptagere placeret rundt omkring i salen vælter optagelser af trafiklarm og DC 9-fly ud over forsamlingen. Kort efter bliver lyset slukket, ti skraldespande med affald bliver antændt og overhældt med væske, så en stinkende røg breder sig i lokalet. To af fyrene på scenen tænder ild til stålrør fyldt med tobak. De går rundt mellem rækkerne og puster den tykke tobaksrøg i hovedet på tilskuerne, som nu er begyndt at vise tydeligt ubehag ved den fortættede luft i auditoriet. Ubehaget bliver ikke bedre af de lysbilleder af lungekræftoperationer, kulilteforgiftningstilfælde og døde fisk og fugle, som bliver projiceret op på væggen. 

Men de hurtigt arbejdende unge på scenen er slet ikke færdige. Ind kommer et stort akvarium med en stor flot guldfisk i. Ned i vandet bliver der hældt et ordentlig skvæt spildevand, som aktivisterne har hentet direkte fra Proms Kemiske Fabrikkers afløb. Der går ikke længe, før fisken svømmer sidelæns, og da den vender bugen i vejret, fylder nogle af folkene på scenen vandforstøvere med vand fra Emdrup sø og begynder at sprøjte folk i hovedet med det. Imens bliver der vist billeder af fisk fra søen med kræftsvulster ud af lungerne. På dette tidspunkt antager lokalet »karakter af total opløsning og kaos«, som der nogle dage senere står i Ekstra Bladet.

Og der er mere. En stor Nimbus-motorcykel kører pludselig ind på scenen og brager med fuldt knald på udstødningen rundt og rundt, mens smilende piger i sommerkjoler deler ud af æbler. Nogle få når at smage på dem, før en på scenen oplyser, at æblerne er sprøjtet med insektmidlet Bladan, som i dag er forbudt, hvorefter folk hurtigt spytter ud. Det hele kulminerer med, at lyset tændes igen, og en flaksende vildand fra Vildtstationen bliver båret ind på scenen. Mens en af aktivisterne fortæller om olieforurening, overhælder to af de andre anden med fed spildolie. Til sidst bliver den rakt i vejret, og nogen råber:

»Er der en dyreven til stede, som vil redde denne and?«

Ingen reagerer. Folk måber bare. Uden varsel kommer en fyr til fra højre og klipper resolut andens hoved af med en saks, hvorefter den stadig baskende and bliver båret ned langs første række, mens blodet pumper ud over æresgæster og paneldeltagere. Og så bliver lyset og ventilationsanlægget tændt, mens aktivisterne proklamerer, at de vil starte en miljøbevægelse for at få gjort det, eksperter og politikere ikke gjorde noget ved.