Forslag til høringssvar
NOAH Landbrug og Fødevarers forslag til høringssvar i forbindelse med revidering af den fælles europæiske landbrugspolitik, juni 2010.
Spørgsmål 1:
Hvorfor har vi brug for en fælles europæisk landbrugspolitik? (max 1000 enheder)
En fælles landbrugspolitik er nødvendig for at understøtte europæiske landmænds muligheder for at blive i erhvervet og udføre det på en socialt og miljømæssigt forsvarlig måde.
Udfordringerne er enorme, når vi skal tackle klimaændringer og tab af biodiversitet forårsaget af det nuværende industrilandbrug. Disse udfordringer kan løses gennem en fælles landbrugspolitik med nye, målrettede instrumenter.
En reform skal føre til selvforsyning med dyrefoder i Europa, så vi ophører med at bruge andre kontinenters landbrugsjord som råstofleverandør i vores animalske produktion. 1/3 af det globale landbrugsareal bliver brugt til at dyrke foder til dyr (heraf importeres en stor del til Europa) med store drivhusgasemissioner til følge samt tab af levesteder for både planter, dyr og mennesker. Et sådant pres på jorden er ikke bæredygtigt, og den fælles landbrugspolitik bør understøtte en omlægning af europæisk landbrug og fødevareforbrug hen imod mindre produktion og forbrug af animalske fødevarer.
Spørgsmål 2:
Hvad forventer EU’s borgere fra landbruget? (max 1000 enheder)
Vi forventer
- at skader på miljø og lokalsamfund i og uden for EU, forårsaget af fødevarekædens nuværende form håndteres, og at fremtidige skader forhindres ved ændringer i produktions- og distributionsmetoder.
- at EU bliver selvforsynende hvad angår fødevarer og foderstoffer.
- sikre, sunde, pesticid-, antibiotika- og GMO-fri fødevarer.
- et varieret, økologisk og bæredygtigt landbrug, der er sikkert og sundt for medarbejdere såvel som for landbrugsdyr.
- et landbrug, hvor lokal produktion og distribution prioriteres, og som er med til at sikre lokale arbejdspladser i såvel den primære produktion som i forarbejdningsleddet.
- en fødevareproduktion, der ikke påfører miljøet skader i form af overgødskning og giftstoffer, og som er nænsomt i forhold til biodiversiteten.
- en fødevareproduktion der ikke skader det globale klima.
- gennemsigtighed og mærkning i hele fødevarekæden, så borgerne nemt får adgang til information om deres fødevarers oprindelse, produktionsform, distributionsform og indhold.
Spørgsmål 3:
Hvorfor reformere den fælles europæiske landbrugspolitik? (max 1000 enheder)
Den fælles landbrugspolitik
- lever i sin nuværende form ikke op til ovenstående forventninger til landbruget.
- er utilstrækkelig i forhold til at beskytte natur, biodiversitet, miljø og klima.
- er utilstrækkelig i forhold til at understøtte mangfoldige landbosamfund med en bred vifte af funktioner og produktioner, fair priser til landmændene samt lokale arbejdspladser.
- tilgodeser således ikke lokal og regional fødevareproduktion i Europa.
Desuden adresserer den nuværende politik ikke det problem, at
- Europa importerer næsten 80% af det proteinholdige foder fra Sydamerika og Asien for at opretholde sin produktion af animalske produkter – med alvorlige konsekvenser for miljøet i de eksporterende lande.
- Direkte og indirekte eksportstøtte og subsidier tilskynder til, at overskudsproduktionen i Europa underminerer den globale fødevaresikkerhed ved – gennem dumpning – at udkonkurrere lokal fødevareproduktion.
Spørgsmål 4:
Hvilke instrumenter har vi brug for i den fremtidige fælles europæiske landbrugspolitik?
(max 1000 enheder)
- En fuldstændig gennemgang af de nuværende mål og finansielle instrumenter, så vi får målsætninger, der modvirker:
- forurening med næringsstoffer og gift,
- klimaforandringer,
- tab af biodiversitet,
- elendig dyrevelfærd,
- tab af arbejdspladser i landområder.
- Målrettet støtte til miljøbeskyttelse i landbruget og udvikling af lokalsamfund i landdistrikterne.
- Et stærkt og bindende “forureneren betaler”-princip.
- Hasteforanstaltninger, der sikrer de små landbrugs muligheder.
- En effektiv udbuds – og efterspørgselsstyring, der kan modvirke overskud og dumping, en fair pris for producenterne og mad, der er økonomiske overkommelig at købe.
- Instrumenter til at afspejle de faktiske miljøomkostninger af industrielle landbrug.
- Foranstaltninger til at øge bevidstheden om, hvordan man spiser bæredygtigt og sundt.
- Krav om gennemsigtighed og mærkning i hele fødevarekæden, så borgerne nemt får adgang til information om deres fødevarers oprindelse, produktionsform, distributionsform og indhold.
Hent NOAH Landbrug og Fødevarers svar som pdf-fil her.
