Om NOAHs forlag

Trykte og elektroniske medier bringer hver dag nye tal og oplysninger om miljøets tilstand. Det kan være svært at forholde sig kritisk til al denne information. Stemmer de nye oplysninger med det, som avisen eller tv-stationen bragte i forrige uge eller måned?  Behovet for bearbejdet formidling af viden om miljøproblemer har derfor aldrig været større.

NOAHs forlag har siden 1970 formidlet kritisk information om miljøproblemer. På mange områder var NOAHs forlag først med at udgive pjecer og bøger om emner som vandmiljø og -forurening, luftforurening, energiforbrug og bæredygtig energi, trafik, affaldssortering og genanvendelse, landbrugets miljøproblemer, genteknologi og meget andet. I dag har mange andre forlag heldigvis taget tråden op, men NOAHs forlag er fortsat garant for en helhedsorienteret, demokratisk og kritisk formidling af viden om miljø- og samfundsforhold.

Den nuværende forlagsgruppe med kontaktadresse i Århus opstod i 1981 ved en tilfældighed. En emnegruppe i NOAH-Århus havde set kritisk på den tids miljølovgivning. Det ville gruppens aktive gerne lave en bog om, og derfor tog gruppen selv handsken op og fandt ud af de praktiske forhold i forbindelse med finansiering, trykning og udgivelse af Kampen om det grønne stempel, som bogen kom til at hedde. Efter udgivelsen tilbød gruppen at overtage den på det tidspunkt ledige landsgruppefunktion som forlagsgruppe og stille deres erfaringer til rådighed for andre emnegrupper eller lokalgrupper i NOAH med et emne og et budskab, som man brændte for at formidle.

Som stort set alle andre NOAH-aktiviteter bæres forlagsgruppen af frivillige, og det gælder også forfattere til NOAHs udgivelser. Forlaget står til rådighed for forfattere med støtte til redigering og korrektur, ligesom forlaget er garanter for kvalitet og kritisk vinkling af de emner, der udvælges til udgivelse. Vi stiler mod et professionelt niveau, både med hensyn til indhold og udstyr, og derfor udføres dele af den tekniske produktion (layout og opsætning) af professionelle.

Forlagsgruppen består i øjeblikket af:
Werner Hedegaard
Stig Meldgaard
Søren O. Petersen