atomaffald Transport af radioaktivt affald fra Canada gennem danske farvande

18. april 2011 · Kl. 15:10 Pressemeddelelse

Det canadiske energiselskab Bruce Power har fået tilladelse fra de canadiske myndigheder (1) til at sende 16 stk. 100-ton tunge radioaktive dampgeneratorer fra Ontario til Nyköping i Sverige.

”Transporten vil give en farlig præcedens for at kunne transportere radioaktivt affald over lange afstande til søs. Den slags transporter udgør en risiko for miljøet, som vi ikke kan acceptere,” udtaler Henning Bo Madsen, talsmand for NOAH Energi og Klima. ”Radioaktivt og andet farligt affald må håndteres i det land eller den region, hvor man har valgt at skabe det, så tæt på kilden som muligt.” (2)

Bruce Power har indgået en kontrakt med det svenske Studsvik-selskab om at transportere og rense 90 procent af de radioaktive generatorer. De 10 procent mest radioaktive dele vil blive sendt tilbage til Canada.

Transporten vil foregå gennem de Store Søer og St. Lawrencefloden – som tilsammen forsyner 40 millioner mennesker med drikkevand – via St. Lawrencebugten, Nordatlanten, Nordsøen, Skagerak og Kattegat, Øresund  eller Store Bælt og Østersøen. Kontrakten omfatter i alt 64 dampgeneratorer, så dette er kun den første af fire transporter.

Med behandlingen på Studsviks fabrik i Nyköping (3) vil forureningen med radioaktivt affald risikere at blive øget i Østersøen, som allerede er kendt som verdens mest radioaktivt forurenede hav.(4)

Det rensede metal vil blive solgt på markedet. Det er ikke almindelig praksis, at metalskrot fra nedlagte atomkraftværker bliver frigivet til almindeligt brug. Normalt vil det være underlagt restriktioner.

Bruce Power udsatte midlertidigt transporten den 28. marts for at give plads til mere debat om sagen i Canada.

”Den her sag gør det endnu en gang klart, at der er brug for en offentlig indsigt i og stillingtagen til den slags transporter. Vi forlanger, at de danske myndigheder standser disse transporter af radioaktivt affald gennem danske farvande,” slutter Henning Bo Madsen.

NOAH Energi og Klima

Kontakt:

Henning Bo Madsen, hbm-live(at)tarm.dk

Palle Bendsen, palle(at)noah.dk. Tlf. 70 22 30 66

___________________________________________________________________________________________

(1)     Den Canadiske Atomsikkerhedskommmission, The Canadian Nuclear Safety Commission (CNSC).
(2)     Myndighederne i Canada alene leder efter passende (slut)depoter for 50.000 ton brugt atombrændsel.
(3)     Studsvik släpper ut farliga ämnen  http://www.sr.se/Sormland/nyheter/artikel.asp?artikel=764931
(4)     http://www.bsrrw.org/?page_id=71

___________________________________________________________________________________________

Baggrund:

The Canadian Nuclear Safety Commission

Bruce Power Inc.’s application for a transport licence for the shipment of steam generators to Sweden

http://www.nuclearsafety.gc.ca/eng/mycommunity/facilities/bruceregion/steam-generator-updates.cfm

 

Bruce Power Inc.

Bruce Power delays steam generator shipments

http://www.brucepower.com/pagecontent.aspx?navuid=1211&dtuid=84426

Studsvik AB

Studsvik wins MSEK 250 order from Bruce Power

http://investors.studsvik.com/files/press/studsvik/1313354-1.pdf

Council of Canadians

Opposition to Radioactive Shipment Through the Great Lakes Growing

http://www.canadians.org/waterblog/?p=131

Council of Canadians visits Owen Sound to oppose radioactive waste shipment

http://www.canadians.org/waterblog/?p=175

Baltic Sea Region Radioactivity Watch

http://www.bsrrw.org/

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for at vi kan levere et stykke arbejde der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 15.900). Tusind tak!